Arbejdsskader afvises på grund af mangel på ’exceptionel fare’

Fire ud af ti veteraner får afvist psykiske arbejdsskader, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervsstyrelse ikke mener, at de har været i exceptionel fare. På et samråd henviser beskæftigelsesministeren til, at man blot følger WHO kriterier. ”Ministeren og styrelsen må tage ansvar for deres vurderinger”, siger HKKF.
09. november 2016

69 veteraner har fra 2015 til september 2016 fået afslag på en psykisk arbejdsskade med den begrundelse, at de ikke har været i situationer, der var 'exceptionelt truende eller katastrofeagtige'.

Det skriver Ugebrevet A4 efter at have gennemgået 161 afviste veteransager.

En af sagerne er HKKFs medlem Kim Robin Poulsen, der som minerydder i Afghanistan afmonterede miner og granater, mens Taliban var i nærheden. Arbejdsmarkedets Erhvervsstyrelse (AES) har afvist hans sag, fordi de vurderer, at hans oplevelser ikke var ’tilstrækkeligt belastende’ til at få anerkendt PTSD som en erhvervssygdom.

”Det virker uforståeligt, at så mange får afvist deres sager, fordi de ikke har været udsat for exceptionel fare eller noget katastrofeagtigt. Det virker uendelig fjernt fra den virkelighed, soldaterne har været i, hvor risikoen for at møde en fjende eller en vejsidebombe hele tiden er der. Jeg forstår simpelthen ikke, at man kan mene, at det ikke skulle være exceptionelt farligt”, siger Åse Lindman, der er ansvarlig for at hjælpe medlemmer i HKKF med arbejdsskadesager.

WHO laver ikke vurderingerne

Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen forklarede i et samråd om veteransagerne 9. november, at det er kriterier fra WHO, som afgør, om PTSD kan anerkendes som en arbejdsskade eller ej.

Men det er for letkøbt, siger Åse Lindman:

”WHO har defineret, at der skal en exceptionel truende eller katastrofeagtig påvirkning til, for at kriterierne for diagnosen PTSD er opfyldt.  Men det er altså Arbejdsmarkedets Erhvervsstyrelse, som vurderer, om en hændelse/påvirkning er exceptionel farlig eller ej. WHO har aldrig taget stilling til, at minerydning i Talibanland ikke er exceptionelt truende. Det har AES”.

"WHO har aldrig taget stilling til, at minerydning i Talibanland ikke er exceptionelt truende. Det har AES"

Og det er ikke kun minerydderen, som har fået afvist sin sag. A4 fortæller om sager, der er afvist, selvom soldaten har ”kropsvisiteret lemlæstede og sårede mennesker. Som har været i fare for at blive ramt af granater, eller som mener ved et uheld at have skudt uskyldige mennesker i krigszonen”.

For den enkelte veteran har afvisningen store konsekvenser. Både økonomisk og personligt:

"I virkeligheden siger AES jo: Du har ikke oplevet noget særligt, og derfor kan det ikke have gjort dig syg. Men helt ærligt – er det ikke noget særligt at have skudt uskyldige? Mener AES virkelig, at bare fordi man er soldat, så skal man kunne leve fint med det?”, spørger Åse Lindman og fortsætter:

”Det er enormt krænkende for den enkelte at få den besked. Og det er en dyb misforståelse af, hvad det vil sige at være professionel soldat: Ja, man bliver uddannet til at løse ekstreme og svære militære opgaver. Men man bliver heldigvis ikke uddannet til ikke at reagere – og som mennesker reagerer vi forskelligt. Og desværre er der nogle, som udvikler PTSD, også selv om forsvaret gør mere for at forebygge det.”

Åse Lindman sætter ikke spørgsmål ved, at det er AES, som konkret og individuelt skal vurdere, om PTSD skyldes arbejde. Men hun efterspørger større gennemsigtighed i de kriterier, som AES følger. Og hun håber at politikerne vil være med til at kræve svar på nogle af de svære spørgsmål:

”Hvad skal der til, for at AES mener, at man som udsendt soldat har været udsat for noget exceptionelt farligt? Det savner vi stadig svar på. Jeg håber, at politikerne vil kræve at få det beskrevet, for så kan ministeren og alle vi andre jo forholde os til, om det er rimeligt eller ej.”