Højesteret

HKKF vinder sag om arbejdsskade

Højesteret har givet HKKF medhold i en sag, hvor et medlem er blevet syg efter flere års massivt overarbejde. Ankestyrelsen havde afvist, at medlemmets psykiske reaktion var arbejdsbetinget, men nu har Højesteret afgjort, at sygdommen kan være en arbejdsbetinget lidelse.
23. juni 2017

Sagen handler om et medlem af HKKF, der i juni 2011 blev sygemeldt med stress.

 

Siden starten af 2008 havde hun arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit, og da der i januar 2011 skete omfattende strukturændringer og personalereduktioner på tjenestestedet, begyndte stressreaktionerne for alvor at melde sig.

 

Alligevel passede medlemmet sit arbejde, og det massive overarbejde fortsatte indtil sygemeldingen i juni måned. En lægelig undersøgelse konkluderede, at arbejdsmængden havde haft et omfang, som udløste en stresstilstand. Der var tale om en langvarig stresstilstand på sandsynligvis flere år, og det havde udviklet en reel belastningsreaktion, der er ligestillet med et posttraumatisk stress syndrom.

 

Arbejdsskademyndighederne afgjorde, at den psykiske reaktion kunne tilskrives den ekstraordinære arbejdsbelastning over en årrække, men afviste, at sygdommen kunne være en arbejdsbetinget lidelse, da arbejdsforholdene ikke faldt ind under begrebet ”arbejdets særlige art”.

 

Ankestyrelsen begrundede blandt andet afgørelsen med, at en tilpasningsreaktion er en almindelig krisereaktion (livskrise), der kan ramme alle af mange forskellige grunde, hvorfor det ikke kunne være arbejdsbetinget.

 

Højesteret: sygdommen kan være en arbejdsbetinget lidelse

Men nu har Højesteret altså afgjort, at sygdommen kan være en arbejdsbetinget lidelse, og at arbejdsbelastning kan være ”arbejdets særlige art”. Sagen skal derfor gå om i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

 

HKKFs forbundssekretær Kurt Brantner er tilfreds med, at forbundet har vundet sagen.

 

”Det er en meget vigtig dom, der kan få betydning for rigtig mange lønmodtagere, der rammes af stress og får en psykisk reaktion. Vi havde gerne set, at sagen var blevet anerkendt i forbindelse med retssagen, da medlemmet nu igen skal vente på en afgørelse, men vi er meget tilfredse med, at også andre psykiske reaktioner end depression ikke længere pr. definition skal afvises som personlige kriser, der ikke har noget med arbejdet at gøre”.

 

Højesteret: Arbejdsgiver er ikke ansvarlig

I forbindelse med arbejdsskadesagen stævnede HKKF også FPS for ikke at have overholdt Arbejdsmiljølovens bestemmelser om at tilrettelægge arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og for overtrædelse af § 4, i lov om gennemførelse af arbejdstidsdirektivet, det vil sige reglen om, at den gennemsnitlige arbejdstid over en periode på fire måneder ikke må overstige 48 timer. Medlemmet havde over en periode på 3½ år haft et merarbejde på mellem 550 og 650 timer årligt, og de sidste 2½ år inden sygemeldingen havde hun løst opgaver svarende til to årsværk.

 

HKKF ønskede derfor at få fastslået, at forsvaret har svigtet sit ansvar, og at en arbejdsgiver har pligt til at sikre, at der bliver tilført ressourcer eller fjernet opgaver, så der er balance mellem krav og ressourcer

 

Den sag tabte HKKF og medlemmet. Højesteret afgjorde, at arbejdsgiveren ikke kan gøres ansvarlig for skadens opståen, idet den pågældende havde løst opgaverne og ikke havde gjort opmærksom på, at der var for meget arbejde, og arbejdsgiveren derfor ikke kunne vide, at der var for meget arbejde, og at medarbejderen fik det dårligt. Overarbejde i sig selv er ikke ansvarspådragende for arbejdsgiveren heller ikke selvom § 4, i lov om gennemførelse af arbejdstidsdirektivet er overtrådt.

 

Kurt Brantner finder det uforståeligt, at retten på den måde gør den enkelte kollega ansvarlig for massivt arbejdspres.

 

”Ledelsen på stedet var helt klar over, at der var tale om et permanent, massivt overarbejde, og jeg forstår ikke, det kan fritage dem for ansvar, at de tror, at medarbejderne godt kan lide at arbejde meget. Det er et meget ærgerligt resultat, og det viser, at det psykiske arbejdsmiljø stadig betragtes som et personligt og individuelt anliggende og ikke som det fysiske arbejdsmiljø et arbejdsplads/arbejdsgiver anliggende”.

 

Han opfordrer alle HKKFs medlemmer til at være opmærksomme på konsekvenserne af dommen og passe ekstra godt på sig selv og hinanden fremover.

 

”Dommen betyder jo, at det er medarbejderen, der selv skal bærer risikoen for, om der er balance mellem krav og ressourcer, og at arbejdsgiveren kun bliver forpligtet, hvis medarbejderen tydeligt siger fra overfor arbejdsopgaverne. Problemet er bare, at når man først er ramt af stress, så kan man ikke sige fra, man har simpelthen ikke overskud længere. Så derfor er der vigtigt, at sige tydeligt fra, inden arbejdspresset kommer helt ud af kontrol, og det er vigtigt at gøre det både for sig selv og sammen med sine kolleger”.

 

Kurt Brantner mener, at arbejdsgiverne løber fra regningen ved at fralægge sig ansvaret:

 

”De sender jo regningen videre til os, ved at fralægge sig ansvaret for at tilrettelægge arbejdet forsvarligt. Det gør de blandt andet ved at udbetale kolossale mængder af overarbejde i stedet for at tilrettelægge arbejdet sådan, at der kan afspadseres. Men vi har rent faktisk krav på at afspadsere, så vi får tid til at restituere. Det kan godt være, det er sjovt at få en større lønningscheck en gang imellem, men det holder op med at være sjovt, når konsekvenserne melder sig i form af psykiske og fysiske reaktioner”.