Kontanthjælpsloft rammer de svageste – også veteraner

HKKFs formand kalder det ’politisk kosmetik’, når Venstre siger, at ressourceforløb løser alle problemer: ”Syge mennesker bliver ramt dobbelt - økonomisk og med utallige forløb, der ikke får dem i job, men blot gør dem mere syge”.
17. marts 2016

"Kontanthjælpsloftet vil ramme tusinder af danske familier, som i forvejen har en stram økonomi. Blandt dem er skadede veteraner, som ikke kan arbejde, uanset hvor fattige regeringen gør dem, eller hvor mange ressourceforløb man sender dem i. De fleste veteraner er mennesker, som sætter en ære i at arbejde og yde en indsats. Det er ikke for sjov, hvis de er på kontanthjælp”.

Sådan siger HKKFs formand Flemming Vinter om den lov, Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti vedtager den 17. marts, og som sætter loft over, hvor mange ydelser en kontanthjælpsmodtager samlet kan modtage. 

De svageste rammes hårdt

Blandt HKKFs medlemmer er det dem, der har det sværest, som nu også rammes af kontanthjælpsloftet:

”Som gruppe klarer soldater sig godt. Men vi ved, at en lille gruppe får det rigtig svært og kæmper med bl.a. PTSD. Det er primært dem, som i dag er på kontanthjælp og ud over at leve med angst, mareridt, sociale problemer og sygdom, bliver de nu ramt af det nye loft.”

”For mange betyder loftet, at de ikke ved, om de har råd til huslejen eller gaver til børnenes fødselsdag. Det vil gøre ondt på os alle, men for en veteran med PTSD forstærker det også angst og bekymringer. Jeg tror ikke, at ordningen vil bringe en eneste PTSD-ramt veteran tættere på arbejdsmarkedet. Men jeg frygter, at flere vil blive mere syge”, siger Flemming Vinther.

Politisk kosmetik og vrøvl

Flemming Vinther lægger ikke skjul på, at han er politisk uenig i, at vejen til at få flere i beskæftigelse er at skære i ydelser til dem, der i forvejen har mindst. Og han bliver decideret vred, når Dansk Folkeparti mener, at veteraner og andre berørte blot kan lægge økonomien lidt om.

Til DR siger Danske Folkepartis finansordfører René Christensen fx:

"Det er selvfølgelig aldrig sjovt for nogen af os at gå ned i rådighedsbeløb, for så skal man jo lave om på den levevis, man har."

Derefter peger René Christensen på, at man kan omlægge dyre lån eller flytte til en billigere lejlighed.

”Dansk Folkeparti har jo lov til at mene, at det er rimelige krav at stille til en kontanthjælpsmodtager. De skal bare vide – og tage ansvar for – at for en PTSD-ramt veteran betyder det her stor økonomisk usikkerhed, som ikke kan klares ved i et snuptag at omlægge et lån. Det forstærker den bekymring og angst, som i forvejen gør det rigtig svært at få hverdagen til at fungere”, siger Flemming Vinther.

Også Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen finder de lette svar frem til DR. Han henviser til, at Folketinget har vedtaget en særlov for veteraner, som skal få veteraners sager hurtigere gennem systemet.

"Særloven handler alene om anerkendelse af forsinket PTSD som arbejdsskade og har intet med sagsbehandlingstider eller kontanthjælpssystemet at gøre. Blot til Venstres orientering, så er ventetiden stadig mere end to år, og HKKF har eksempler på medlemmer, som venter i mere end seks år på at få afgjort deres arbejdsskadesag. Så jeg vil gerne drøfte arbejdsskadesystemet med Hans Andersen en anden dag. Det har bare ikke noget med kontanthjælpsloftet at gøre”, fastslår Flemming Vinther. 

Meningsløse ressourceforløb

Endelig fastslår Venstres Hans Andersen, at syge veteraner med PTSD slet ikke bør være på kontanthjælp. Til DR siger han:

”Der har vi en opgave med at sikre, at der ikke er mennesker i kontanthjælpssystemet, som burde være på vej mod en arbejdsskadeerstatning eller at få afklaret, om de eventuelt skal i fleksjob eller på førtidspension”

Her nærmer Venstre sig ifølge Flemming Vinther lidt fornuft – hvis man altså lige ser bort fra, at arbejdsskadeerstatning intet har med spørgsmålet om kontanthjælp at gøre.

"Grundlæggende er jeg enig i, at syge mennesker ikke skal være på kontanthjælp, men ofte bør tilkendes førtidspension. Problemet er bare, at mange veteraner ikke kan få tilkendt førtidspension, før deres arbejdsevne er afklaret. Og det sker i ressourceforløb, som de ikke magter. Det er jo Ebberød bank", siger Flemming Vinther. 

Som eksempel nævner Flemming Vinther, at HKKF Livlinen i denne uge har været til møde hos en kommune, der ville sende en veteran i endnu et afprøvningsforløb. 

Veteranen har PTSD, og to psykiatere vurderer, at han ikke kan tåle afprøvningsforløb og ikke kan arbejde. Veteranen har været på kontanthjælp i ti år, og kommunen har gentagne gange sendt ham i forskellige forløb. Hver gang forstærkes hans PTSD, han taber sig og flygter fra sin bopæl. Han har altså ikke gennemført et forløb, fordi han er for syg. Men fordi han ikke er afklaret, kan han ikke få førtidspension. 

"Det er ekstremt stressende at blive sendt til alle mulige forløb, når man har PTSD og i forvejen har svært ved at være omgivet af andre mennesker. Det er stressende ikke at vide, hvad kommunen beslutter næste gang og ikke selv at kunne påvirke sin økonomi og sin situation", siger Flemming Vinther og kræver at politikerne tager ansvaret på sig:

"Veteranerne er fanget i en frygtelig limbo: Politikerne på Christiansborg gør dem fattigere og sender sorteper videre til kommunerne med besked om, at de syge skal på andre ordninger. Men nogle kommuner fastholder veteranerne på ressourceforløb og kontanthjælp i årevis med henvisning til de regler, Folketinget laver. I midten bliver veteraner og andre sårbare danskere klemt på både økonomi og helbred. Det er uanstændigt”.