I april besøgt Forsvarschefen de udsendte soldater i Kabul. OKS_1 Filip fortæller om sin oplevelse af besøget.

Fint besøg i Kabul

Filip var forsvarschefens point of contact under hans besøg i Kabul i april. Han har sendt os denne beretning.
25. juni 2018

 ”Den næste uge kommer jeg til at give dig nogle opgaver, men jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor du skal løse dem".

 

En frustrerende sætning, der blev sagt en del gange op til uge 14. Gættene var mange, men vi havde alle i tankerne, at der sandsynligvis vil ankomme et VIP-besøg. Et par dage før besøgsdelegationens ankomst kunne Jan H, der er chef for det Nationale Støtteelement i Afghanistan, løfte sløret for, hvad vi havde gået og forberedt os på. Resolute Support Mission skulle have besøg af forsvarschef Bjørn Bisserup, CHOP, CHHST, CHFST, CH SOKOM samt repræsentanter fra FMN, FE og VFK kommunikation.

 

Jeg fik til opgave at være forsvarschefens point of contact, så hvis han havde spørgsmål eller skulle bruge hjælp, så kunne han henvende sig til mig. Under besøget erfarede jeg, at indgangsvinklen til forsvarschefen var gennem adjudanten, da han var travlt optaget af andre officerer.

 

Andre nationer var meget opmærksomme på at vise deres tilstedeværelse og interesse for forsvarschefen, men de danske soldater var heldigvis hans fokus. I løbet af dagen, med lidt afvigelse i tidsplanen, nåede forsvarschefen at besøge samtlige danske soldater i de forskellige lejre i Kabul.

 

Sidst på dagen var der fællesspisning for de danske soldater og besøgsdelegationen i Hamid Karzai International Airport (HKIA). Bagefter var der arrangeret vafler, is og kage på danskernes terrasse i HKIA, så de åbne og meget snakkesalige gæster havde mulighed for at socialisere med de danske soldater. Efter en lang dag blev det tid til, at forsvarschefen med følge skulle returnere til Danmark. En lærerig og god dag var nu ovre, og vi kunne gå til ro med tanken og følelsen af, at besøget havde været en succes.

 

Fint besøg i Kabul
OKS_1 Filip har sendt tekst og billeder fra besøget
Forsvarschefen
Afghanistan