flemming vinter

Hvad sker der egentlig i Forligsinstitutionen?

Hvis man skulle tro medierne, sagde de offentligt ansattes organisationer tirsdag aften nej til et tilbud, hvor deres tre hovedkrav var imødekommet langt hen ad vejen.
Men det er langt fra virkeligheden, fortalte de statsansattes chefforhandler og formand for HKKF Flemming Vinther onsdag aften i talkshowet Lippert på TV2 News.
19. april 2018

Vi har plukket lidt i Flemming Vinthers udtalelser i talkshowet, hvor han uden at røbe detaljer fra forhandlinglokalet giver en forståelse for, hvad der foregår i Forligsinstitutionen, og for hvor partene står i forhold til hinanden

Hvorfor sagde I nej til det forslag, arbejdsgiverne fremlagde kort før midnat?

I det forslag, som vi fik på statens område, havde arbejdsgiverne skrevet elementer ind, som de ved, at vi med 100 procents sikkerhed aldrig nogensinde kan sige ja til.

Der stod ting, som vi har diskuteret med vores arbejdsgiver masser af gange over de sidste to måneder, og hvor de med millimeters præcision ved, hvor vores smertegrænse er. Den var overskredet med kilometer. Og det ved de.

Når de afleverer det tilbud, så ved de godt, at der kun kan være et eneste svar, og det er nej.

Er der et eller flere af de tre hovedkrav om løn, spisepause og arbejdstid, hvor I er nået til enighed?

Nej.

Er der områder, hvor du kan skimte enighed?

Arbejdsgiverne har gang på gang udtalt til medierne, at det, der skiller os, er så lidt, at det næsten ikke eksisterer. Det er ikke det samme målebånd, vi bruger, for jeg synes, at der er en hel del, der skiller os. Ellers kan vi jo bare mødes i aften og skrive en aftale under.

Er I for ultimative?

Man tegner et billede af, at vi står meget ultimativt på vores krav. Men man skal huske, at det her er en lang fase. Der er også en lang fase forud for forligsinstitutionen, hvor de krav, vi er mødt op med, er blevet frafaldet af os et efter et, fordi vi sidder overfor en arbejdsgiver, der kun har et fokus, og det er økonomi.

Nu står vi tilbage med vores tre hovedkrav, og hvis vi også skal til at frafalde dem, så ender vi jo i en situation, hvor vi skal ud og sige til vores medlemmer: Der er ikke noget i pakken, for arbejdsgiveren vil ingenting.

Spisepausen - indrømmet, den er lidt sort-hvid. Enten har du en rettighed, eller også har du ikke en rettighed. Men både på lønnen og på undervisernes arbejdstid er der jo en masse stilleskruer, og det er mig fuldstændig uforståeligt, at det skal være så svært at opnå enighed der.

Man kan ikke lade være med at tænke, at I er nogen sartenheimere, når I takker nej til et tilbud, der er så tæt på de krav, I selv har stillet?

Hvis vi var så tæt på hinanden, som medierne fremstiller det, og som arbejdsgiverne helt klart ønsker at signalere, så havde vi jo landet en aftale.

Det vi oplever, er ret grotesk. De ting, der bliver langet over bordet fra arbejdsgiversiden, når faktisk næsten ned på gaden til medierne, før jeg kan nå at bære dem op til mine kolleger i forhandlingslokalerne, og det er ikke hjælpsomt for processen.

 Vi sidder med hele billedet, vi kan se hele pakken. Noget kan vi leve med, andet er uspiseligt. Hvis det så kun er den ene del, der bliver præsenteret for offentligheden og som vores modpart sørger for, der kommer ned på gaden, så sidder alle folk og tænker: Hvorfor skriver tosserne ikke under?

Det kradser i den gensidige tillid, der burde være i forhandlingslokalet, hver gang man oplever sådan noget her. Det er ikke behageligt, og det er ikke befordrende for processen.

Hvorfor sagde I nej til en lønramme på 8 procent?

Man skal huske, at procenten er naturligvis en væsentlig del af, hvad ens løn er, men der er også nogle principper for løndannelse og nogle mekanismer i løndannelsen.

Vi oplever en arbejdsgiver, som meget stålsat fastholder nogle principper for, hvordan løndannelsen foregår, der betyder, at over tid vil vi ikke få en løndannelse, der modsvarer den, vores private kolleger får. Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere. Procenterne er en ting, mekanismerne i det noget andet.

Hvad vil du sige til dem, der mener, at det er godt hvis lærerne får en arbejdstidsaftale, men det er altså vigtigere, at vores medlemmer får den lønforhøjelse, som de har fortjent?

Det her handler ikke om lærerne. Deres arbejdstidsaftale er blevet et symbol på den problematik, der handler om, at vi har en gruppe, som nu på femte år får deres arbejdstid reguleret af en lov og ikke en aftale. I Danmark regulerer vi vilkårene på arbejdsmarkedet ved aftaler mellem parterne, ikke ved lov. Underviserne har siden 2013 været på en lov, der er fastsat ensidigt af arbejdsgiverne, da de greb ind i en konflikt.

Ingen af os har lyst til at havne i den situation, det er derfor vi står last og brast med lærerne, fordi det er dem, der denne gang er havnet i det.

Det samme med spisepausen. Den handler jo ikke om, hvorvidt en eller anden tilfældig har spisepause eller ej. Spisepausen handler om, at vores arbejdsgiver siger, at en rettighed vi har haft siden 1921, den tager de fra os sådan her. Det betyder at arbejdsgiveren vil sætte dig 2,5 timer op i arbejdstid om ugen uden at lønkompensere.

Hvor stærk er musketer-eden?

Den er usvækket. Det betvivler jeg ikke et splitsekund. Vi har et historisk sammenhold i dansk fagbevægelse.

Mange siger, at det er helt nyt, men det er faktisk noget gammelt, som vi har fundet frem igen, for fagbevægelsen baserer sig på at stå sammen, fagbevægelsen er skabt ud fra den filosofi, at kun ved at stå sammen kan vi matche en enormt magtfuld arbejdsgiver. Vi er oppe mod en enormt magtfuld arbejdsgiver, vi er oppe mod finansministeriet, og det er noget af en maskine at være oppe mod. Den musketer-ed, vi har indgået, den holder.