Planlægning der holder. Korrekte ydelelser til tiden. Chefer der påtager sig ansvaret. Og ordentlige rammer er alt sammen ting fra hverdagen, der er vigtige for fastholdelsen, skriver Flemming Vinther i sin leder. Foto Palle Peter Skov.

Hverdagen og fastholdelse

Ofte ender vi med at gøre fastholdelse til noget meget stort, men fastholdelse er efter min mening i høj grad også hverdagen. Sådan skriver HKKFs formand Flemming Vinther i denne leder fra vinternummeret af Fagligt Forsvar, der netop er udkommet.
13. december 2018

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Sådan skrev Dan Turell i 1984. Jeg er sikker på, at han ikke havde forsvaret i tankerne, men jeg synes, at hans ord er vigtige i vores snak om fastholdelse.

Ofte ender vi med at gøre fastholdelse til noget meget stort. Til noget med strategier, politikker og langsigtede planer. Alle disse ting er vigtige, men fastholdelse er efter min mening i høj grad også hverdagen.

  • Det er en planlægning, der holder, så man kan varsle og koordinere med sin familie.
  • Det er bade-, omklædnings- og indkvarteringsforhold, der lever op til reglerne og til, at vi faktisk lever i 2018.
  • Det er korrekte ydelser til tiden, så man ikke skal vente måneder og år på endelig afregning efter øvelser.
  • Og det er chefer, som tager ansvaret på sig, så problemer bliver løst. Alt for tit hører vi, at det er nogle andres ansvar.

I en travl hverdag vil der opstå fejl og misforståelser. Det tror jeg, at vi alle er klar til at acceptere. Men som man kan læse i vinternummeret af Fagligt Forsvar, der netop er udkommet, så er vi desværre langt forbi det punkt.

Vi har kollegaer i Irak uden ørkenstøvler og får kun udenomssnak fra hærstaben som svar. 

Vi har kollegaer over det ganske land, som skal finde trøst i FES-direktørens lovning på, at inden for et halvt år bliver det godt. Det lyder da dejligt, men hvad hvis det ikke gør? Og hvad med alle de uger og måneder, som er gået med uhumske lokaler, manglende nøgler og halvdårlig mad? Alle de frustrerende dage, hvor vores medlemmer lever under de her forhold, mens diverse styrelser og stabe ”arbejder hårdt for at finde løsninger”.

Mon det fremmer eller skader fastholdelsen?

Trods alle problemerne er forsvaret en god arbejdsplads. Faktisk så god, at en del af os bliver i mange år. Det siger ledelsen, at de er rigtig glade for, da det sikrer erfaring, professionalisme og kontinuitet.

Men så må og skal ledelsen også i gang med at se på seniorvilkår. Vi kan ikke blive ved med at være stærke og robuste infanterisoldater, efterhånden som dåbsattesten bliver gullig i kanten.

Ledelsen og politikerne har selv ved overenskomsten i 2011 fået gennemtrumfet, at afgangsalderen skal stige og dermed nå over 60 år. Men hvor er deres forslag til, hvilke stillinger vi skal besætte i den alder? Hvor er deres udspil til seniorpolitik og tilbagetrækningsordninger? Syv års betænkningstid må vel siges at være rigeligt.

Forsvarschefen har fastholdelse som et af sine kerneområder, og HKKF kaster os gerne ind i arbejdet. Vi skal nok gøre det både konstruktivt og engageret. Men det er også klart, at vores opgave er at sikre gode vilkår for vores medlemmer – unge som gamle – i de initiativer, man når frem til. Vi skal ikke bare blive længere. Vi skal blive længere, fordi det giver  mening. Både for forsvaret og for os. 

Til slut en stor julehilsen til alle medlemmer og jeres kære. En helt særlig julehilsen til alle jer, som i julen ikke kan være med jeres kære, fordi I passer på os alle. Hjemme og ude. I vil være i vores tanker.

Flemming Vinther
Forbundsformand