I december 2017 kunne KALA under Forsvarsministeriets Materielstyrelse fortælle at de havde nye støvler klar til levering primo 2018 – herunder ørkenstøvler fra LOWA. Men støvlerne er ikke klar til levering endnu.

Kollegerne sendt til Irak med varme støvler

Kollegerne på OIR Hold 8 er udsendt med en støvle, der er egnet til det danske vejr og ikke det irakiske, hvor temperaturen kommer over 50 grader. Derfor har mange fået fod- og neglesvamp samt hudløshed mellem tæerne, og det giver problemer, når man har støvlerne på i 12-14 timer om dagen. Nu er en løsning på vej – men først til næste hold.
19. december 2018

Dårlige fødder som følge af de forkerte støvler er et stort problem for kollegerne, der er udsendt til Irak med OIR Hold 8. De tilbringer nemlig 12-14 timer i støvlerne, hvor de står med fuldt udstyr i bagende sol. Og selvom temperaturen er faldet fra 50 til 30 grader, giver det problemer, fordi støvlerne ikke er beregnet til det irakiske klima:

”Når du står i solen i mange timer og har støvler på, som fødderne ikke kan ånde i, så opstår problemerne. Vi er i en amerikansk lejr, hvor vi skal være iført uniform og støvler. Derfor har folk støvlerne på i 12-14 timer om dagen. Vi har fået flere arbejdsskader, og folk har været hos lægen”, fortæller Rasmus Meloni-Knudsen, der er arbejdsmiljørepræsentant.

Hans kollega og tillidsrepræsentant Henrik Bording er enig: ”Det er virkelig noget, der belaster folk. Nogle har været tvunget til selv at købe deres egne støvler. Det gælder også nogle blandt ledelsen”.

Har I gjort opmærksom på problemet?

Rasmus: ”Vi har gjort opmærksom på problemet hjemmefra. Forsvaret tilbød en anden støvle, der er lige så elendig som den, vi har. Nogle tog imod, og de kan konstatere, at den ikke er bedre. Vi har haft det oppe i samarbejdsudvalget og haft dialog med det sundhedsfaglige personel hernede”.

Henrik: ”Problemet har været meldt ind fra tidligere hold, blandt andet af lægen. Nu har vi været i ørkenen i så mange år. Det undrer mig, at man så ikke har sørget for ørkenstøvler”.

Hvad kunne I godt tænke jer, der kommer til at ske?

Rasmus: ”At man havde taget højde for, at vi indimellem er i lande, hvor det er meget varmt. Og her og nu at vi enten får noget, vi kan bruge, eller at folk får penge, så de selv kan købe det, de skal bruge”.

Henrik: ”Jeg kunne godt tænke mig, at folk får de støvler, de er blevet stillet i udsigt – som KALA har haft på nettet. Hvis der findes en ørkenstøvle, skal man ikke sige, at ’det her er det bedste, vi har’. I min optik burde ledelsen sige: ’Hvis vi ikke kan skaffe ørkenstøvler, så giv soldaterne midler til selv at købe det, de har brug for’. Om de laver et samlet indkøb eller giver 1.400 kroner til hver enkelt, som man selv kan købe for, er lige meget. Vi ville hurtigt kunne købe støvler over internettet”.

Hvorfor tror I, problemet er opstået?

Henrik: ”Jeg tror, det handler om økonomi. De tænker: ’Om et halvt år skal det her hold hjem, og så forsvinder problemet’. Så kommer der et nyt hold”.

Hvad siger kollegerne?

Rasmus: ”Enten køber de selv støvler, eller også lider de med det. Mellem halvdelen og to tredjedele er infanterister. Det påvirker dem ekstremt meget, at deres udstyr ikke er i orden. De ’lever’ af deres fødder. Hvis fødderne ikke er i orden, ved de, at de måske ikke kan være kampklar. Det fylder meget”.

Henrik: ”Det slider på medarbejderne og gør det svært med fastholdelse. Folk bliver trætte af at blive behandlet sådan. Det har fyldt rigtig meget og fylder stadig hos dem, der har smerter. Man kan gå til lægen og få noget salve og noget medicin. Og så kan lægen sige: ’Hold dig i ro’. Men de kolleger, vi har, vil ikke lade de andre i stikken, så de siger: ’Jeg gør mit job, selvom jeg har dårlige fødder’. Det spiller ledelsen også på”.

HKKF: Problemet ikke løst

Forsvaret laver lappeløsninger, hvor soldaterne igen betaler prisen for, at forsvaret handler for langsomt og for utilstrækkeligt, siger HKKFs næstformand Kurt Brantner. Han har skrevet til VFK og krævet, at de skaffer ørkenstøvler til soldaterne på OIR Hold 8 gennem en her-og-nu-anskaffelse.

”Det er mig uforståeligt, at man kan sende soldater til Irak uden ørkenstøvler. Dansk forsvar har haft tusinder af soldater i Irak og Afghanistan, så det kan ikke komme bag på dem, at det er helt afgørende, at støvlerne er egnet til det ekstreme klima”, siger Kurt Brantner og fortsætter:

”Problemet er jo ikke løst med, at soldaterne nu efter flere måneder får mulighed for at bytte til andre støvler, der heller ikke er egnede til varmen i Irak. Det er en lappeløsning, hvor soldaterne igen betaler prisen for, at forsvaret handler for langsomt og for utilstrækkeligt. Derfor har jeg igen skrevet til VFK om, at man må tage konsekvensen og få skaffet de rette støvler gennem en ’her og nu’-anskaffelse.”

Mens Kurt Brantner ikke er imponeret over forsvaret, roser han indsatsen fra tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne i Irak:

”Hvis ikke Henrik og Rasmus havde gjort HKKF opmærksom på problemet, tror jeg desværre, at næste hold også ville stå uden ørkenstøvler. Det håber jeg, at vi sammen har været med til at forebygge".

 

Læs også interview med Henrik Graven Nielsen, nytiltrådt stabschef i Hærstaben VFK:

Der er en løsning på vej - til næste hold...