Susanne og HKKFs forbundssekretær Kurt Brantner foran Højesteret. Foto: Karsten Weirup

”Man siger, at vreden sidder i lænden. Så kan jeg bedre forstå, at jeg har ondt i ryggen”

Tre et halvt års overarbejde gjorde Susanne så syg, at hun ikke længere regner med at komme til at arbejde fuld tid igen. I dag er hendes mål at få sin sygdom anerkendt som en arbejdsskade og få et fleksjob.
20. oktober 2017

Susanne sidder i sin sofa. På bordet og i sofaen ligger referater og papirer fra det, der over de seneste seks år er blevet en sag. En sag, der begyndte med, at Susanne blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress.

Stressen kom snigende efter tre et halvt år med næsten 2.000 timers overarbejde. Forsvaret har siden fralagt sig ansvaret for, at Susanne blev syg af sit arbejde. Hendes chefer så en dedikeret medarbejder, der godt kunne lide at arbejde, og som ikke sagde fra, siger de i dag.

”Man kan sige, at jeg endte med at blive fyret for at passe mit arbejde for godt”, siger Susanne. Hun mærkede ikke selv, at de mange timers ekstra arbejde hver uge pressede hende:

”Der var ikke andre end mig tilbage på kontoret, da min nærmeste foresatte i en periode var udsendt. Og når man er en del af et hold, gør man selvfølgelig, hvad man kan for at få det til at hænge sammen”.

Sygemeldt med stress

Det var et almindeligt helbredstjek ved forsvaret, der endte med at sende Susanne til tælling. Hendes egen læge fulgte op med en sygemelding. Han var ikke i tvivl om, at Susanne havde stresssymptomer, og hun blev sygemeldt i tre uger. Efter to en halv uge ringede en god kollega for at høre, om hun kom på arbejde igen.

”Så begyndte jeg at græde, og jeg har ellers aldrig været sådan en, der har let til tårer”, fortæller Susanne.

Efter fire måneders sygemelding vendte Susanne tilbage til forsvaret, denne gang på et nyt tjenestested. Først få timer om ugen, indtil hun efter 15 måneder igen arbejdede fuldtid. Susanne var glad for at være tilbage, selv om det var svært.

Da Susanne havde været på fuld tid i tre en halv måned, fortalte en kollega en fredag op til påske, at han havde hørt, at Susanne skulle flyttes til en anden sektion. Selv havde Susanne ingenting hørt, men flytningen gjorde hende nervøs. Mandag efter påske blev hun af sin egen læge sygemeldt med middelsvær til svær depression.

”Og så sagde jeg ja til lykkepiller, selvom jeg havde nægtet indtil da”, siger Susanne.

Da hun efter atter fire måneder vendte tilbage til arbejdet, var hun ikke længere den succeshistorie, hun var, da hun vendte tilbage første gang:

”Nu var jeg den varme kartoffel, som ingen havde lyst til at røre ved. Jeg kunne være blevet hjemme, uden at nogen ville have opdaget det. Det var den følelse, jeg havde”.

Fyret på gråt papir

HKKF har fulgt sagen, siden Susanne blev sygemeldt første gang, og forbundets jurist var med til det, der viste sig at blive det sidste møde mellem Susanne og den arbejdsplads, hun mere eller mindre har viet sit liv til. Af mødereferatet fremgår det, at Susannes overordnede ville give hende vide rammer til at finde sig til rette igen, og at fleksjob kunne komme på tale på et senere tidspunkt. 

Umiddelbart efter mødet blev hun spurgt, om hun havde tjekket sin e-Boks. Da hun loggede ind på e-Boks, lå der et brev med varsel om fyring – brevet var dateret dagen før.

”Det var fredag eftermiddag – god weekend! Der følte jeg mig i den grad kørt over”, siger Susanne.

Fyringen blev begrundet med, at hun var ”helbredsbetinget utjenstdygtig”. For Susanne kom fyringen som et chok:

”På et øjeblik gik jeg fra at være en del af et hold til at være ubrugelig. Den følelse arbejder jeg stadig med”.  

Fra tjenestemand til fattigrøv

I august 2017 var det 30 år siden, Susanne blev ansat i forsvaret.

”Jeg er sur og vred over den måde, forsvaret har behandlet mig på. Jeg har passet mit arbejde, og da der var ekstra pres på, trådte jeg til, selvfølgelig. Jeg var god til at planlægge mit arbejde, men der var hele tiden nye deadlines, der skulle nås”, siger Susanne.

Hun er i dag på ressourceforløbsydelse. Det betyder, at hun må klare sig for 7.559 kr. efter skat om måneden. Derfor er hun begyndt at bruge af sin opsparing:

”Jeg troede jo, at jeg med min tjenestemandspension og min opsparing havde mit på det tørre. Nu har jeg mistet min pension, og jeg må bruge af min opsparing for at få økonomien til at hænge sammen”.

Det handler ikke om at tage sig sammen

Engang tænkte Susanne, at stress bare handlede om at tage sig sammen. Nu mærker hun på sin egen krop, at det langt fra er så enkelt. Hver morgen står hun op og går mellem seks og otte kilometer. To gange om ugen er hun i to timers jobprøvning, og så træner hun to gange om ugen i halvanden time.

Hun er stadig på både lykkepiller og sovemedicin. Flere gange om ugen vågner hun badet i sved efter mareridt:

”Engang kunne jeg have 15 bolde i luften på en gang. Nu kan jeg ikke engang have to bolde i luften uden at tabe den ene”.

Efter hendes sag i forsommeren blev afgjort i Højesteret, venter hun nu på, om hendes sygdom bliver anerkendt som en arbejdsskade. Hun vil gøre alt for at få et fleksjob, for efter et langt arbejdsliv er det svært at forestille sig en hverdag helt uden arbejde.

Det er nu seks år siden, Susanne blev sygemeldt første gang, og siden har hun sammen med HKKF kæmpet en indædt kamp for at få forsvarets ledelse til at tage ansvar for, at hun er blevet syg af systematisk overarbejde.

”Jeg er meget taknemmelig for dem, der har troet på mig og min sag gennem hele forløbet. Nu er mit mål at få anerkendt min sag som en arbejdsskade, komme ud af medicinen og få et fleksjob. Hvis det lykkes, skal I aldrig høre fra mig igen”, siger Susanne.

HKKF om dommen: De sender regningen videre til os

Den 13. juni afsagde Højesteret dom i Susannes sag om arbejdsbetinget stress. Forsvaret blev frikendt for ansvar, mens Arbejdsskadesystemet nu skal genvurdere om Susanne har ret til erstatning. Dommen gør det endnu vigtigere at sige fra over for stort arbejdspres.

HKKF har fulgt Susannes sag siden 2011 og har også ført sagen ved arbejdsskadesmyndighederne og domstolene.

HKKF gik i retten for at få dømt FPS for ikke at have overholdt Arbejdsmiljølovens bestemmelser om at tilrettelægge arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og for overtrædelse af reglen om, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid over en periode på fire måneder ikke må overstige 48 timer.

Den sag tabte HKKF og Susanne. HKKFs forbundssekretær Kurt Brantner finder det uforståeligt, at retten på den måde gør den enkelte kollega ansvarlig for massivt arbejdspres:

”Susanne havde over en periode på 3½ år et merarbejde på mellem 550 og 650 timer årligt, og de sidste 2½ år inden sygemeldingen løste hun opgaver svarende til to årsværk. Ledelsen på stedet har været helt klar over, at der var tale om et permanent, massivt overarbejde. Det kan aldrig fritage dem for ansvar, at de ’tror, at medarbejderne godt kan lide at arbejde meget’, som det blev sagt i retten”.

Han opfordrer alle HKKFs medlemmer til at være opmærksomme på konsekvenserne af dommen og passe ekstra godt på sig selv og hinanden fremover.

”Dommen betyder, at det er medarbejderen, der selv skal bærer risikoen for, om der er balance mellem krav og ressourcer, og at arbejdsgiveren kun bliver forpligtet, hvis medarbejderen tydeligt siger fra over for arbejdsopgaverne. Problemet er bare, at når man først er ramt af stress, så kan man ikke sige fra. Man har simpelthen ikke overskud længere. Så derfor er der vigtigt at sige tydeligt fra, inden arbejdspresset kommer helt ud af kontrol, og det er vigtigt at gøre det både for sig selv og sammen med sine kolleger”.

Kurt Brantner mener, at arbejdsgiverne løber fra regningen ved at fralægge sig ansvaret:

”De sender regningen videre til os ved at fralægge sig ansvaret for at tilrettelægge arbejdet forsvarligt. Det gør de blandt andet ved at udbetale kolossale mængder af overarbejde i stedet for at tilrettelægge arbejdet, så der kan afspadseres. Men vi har rent faktisk krav på at afspadsere, så vi får tid til at restituere. Det kan godt være, det er sjovt at få en større lønningscheck en gang imellem, men det holder op med at være sjovt, når konsekvenserne melder sig i form af psykiske og fysiske reaktioner”.

Stress kan være arbejdsbetinget

Til gengæld er Kurt Brantner tilfreds med, at Højesteret vurderede, at Susannes sygdom kan være arbejdsbetinget, og at arbejdsskadesagen derfor skal gå om:

”Det er en meget vigtig dom, der kan få betydning for rigtig mange lønmodtagere, der rammes af stress og får en psykisk reaktion. Vi havde gerne set, at sagen var blevet anerkendt i forbindelse med retssagen, da Susanne nu igen skal vente på en afgørelse, men vi er meget tilfredse med, at også andre psykiske reaktioner end depression ikke længere pr. definition skal afvises som personlige kriser, der ikke har noget med arbejdet at gøre”.

Af Suzette Frovin, freelancejournalist

Artiklen har væreet bragt i Fagligt Forsvar 3/2017