Med administrative fællesskaber forsvinder nærheden

Fra årsskiftet indføres administrative fællesskaber i hæren, og enhedernes måde at administrere personel på ændres drastisk. Som det eneste af hærens regimenter har Telegrafregimentet haft administrativt fællesskab siden 2014.
24. oktober 2018

Snart er tiden forbi, hvor kommandobefalingsmanden og hans kontorhjælpere er kompagniets faste holdepunkt og stedet, hvor du går hen, når lønsedlen ikke stemmer, du skal have fri til tante Annas begravelse, eller du har akut behov for at smutte til tandlæge. 

Fra årsskiftet indføres nye administrative fællesskaber i hæren, som samler regimenternes administration af personellet ét sted. Optakten kom i forrige forsvarsforlig, men indtil nu er det kun Telegrafregimentet i Fredericia, der har indrettet dagligdagen til den nye administrationsstruktur. 

”Alle garnisoner, der ikke har udsendt hele kompagnier i felten, blev bedt om at etablere administrative fællesskaber,” fortæller korporal Bruno T. Jensen.

Han er forsyningshjælper og fællestillidsrepræsentant i 2. CIS bataljon, der sammen med 1. CIS bataljon udgør grundstammen ved Telegrafregiment. I 2014 afgav begge kompagnier deres kommandobefalingsmænd og kontorhjælpere – otte mand i alt – til den lokale garnisonsstøtteenhed. Ved Telegrafregimentet har man kaldt den for Myndighedsstøtte Afdelingen, MSA, og den blev placeret tæt på hovedvagten et stykke vej fra bataljonens bygninger.  

Modellen holdt ikke 

”Man skulle på en halvlang gåtur, hver gang man havde et administrativt spørgsmål. Mange valgte i stedet at gå til tillidsmanden. Det samme gjorde kompagnichef, NK og delingsførere. Efter et års tid indså regimentet, at modellen ikke holdt. Man oprettede derfor et satellitkontor i bataljonens bygning. Siden er det blevet lettere at få hjælp,” siger Bruno T. Jensen. 

Men det samlingspunkt, som kommandokontoret var for enheden, er forsvundet. Og Bruno frygter, at den nære kontakt og kontorhjælperens kendskab til enheden vil forsvinde helt på sigt. 

”Satellitkontoret vil måske forsvinde. Der sker jo også en naturlig udskiftning blandt kontorhjælperne, så den næste, der bliver ansat, kommer måske fra Aalborg eller er civil – altså en der ikke aner en disse om vores arbejdsforhold. Den nærhed, vi havde før, går fløjten. Vi bliver blot en medarbejder i stedet for en kollega. Samtidig er det måske en anden person, du møder fra gang til gang, selv om sagen måske er den samme,” siger han og peger på, at savnet af en kommandobefalingsmand også er stort.

”Kommandobefalingsmanden hjalp yngre kolleger, der ikke kunne finde sig til rette, og han sørgede for at sætte nytiltrådte chefer ind i tingene. I sidste ende handler det om at få kampenhederne til at virke optimalt. Det kan man kun ved, at man internt i en enhed har det godt. Der var den gamle kommandobefalingsmand et kæmpe plus fordi, det var ham, der altid var der. Sammenhængskraften i kompagniet var forankret i kommandokontoret. Den sammenhængskraft tager man nu fra kompagnierne,” siger Bruno T. Jensen.

Alle behandles ens

Hos Telegrafregimentet er der i dag tre seniorsergenter og ni kontorhjælpere tilknyttet MSA’et.

En af dem er korporal Kim Hansen, der tidligere var kontorhjælper ved bl.a. 1. kompagni. Sammen med en kollega administrerer han nu arbejdstid m.v. for de to kompagnier og CIS-bataljonens stab. Det sker fra satellitkontoret tæt på soldaterne.   

”I starten sad vi kun på satellitkontoret et par gange om ugen. Men da kollegerne fandt ud af, at vi var vendt tilbage, kom der virkelig run på, og kontoret blev derfor permanent,” siger Kim Hansen. 

Han fortæller, at nu hvor kontorhjælperne ikke længere er en integreret del af kompagnierne, bliver man nødt til at være mere opsøgende:

”Man er nødt til at have hånd i hanke med, hvad de forskellige enheder går og laver. Informationerne kommer ikke af sig selv. Som udgangspunkt synes jeg, det er en god idé at samle det administrative personel, fordi der sker en vidensdeling, som giver mere ensrettede arbejdsprocesser. Før så man, at enhederne administrerede forskelligt, så alle ikke fik de samme ydelser, selv om de havde været på samme aktivitet. Det er det vigtigste, det har ført med sig – alle behandlet ens, og folk får det, de skal ha’”.

Støtte til chefen

Bruno T. Jensen medgiver, at der kan hentes noget ved at samle mange kontorhjælpere ét sted i forhold til registrering af arbejdstid og lignende. Men han peger på, at den service, som kompagnichefen, næstkommanderende og delingsførerne i kompagniet tidligere fik fra kommandokontorene, er væk. 

”KC er hårdest ramt, da han skal bruge tid på en masse administration, han tidlige overlod til kommandokontoret. Vi har lokalt været med til at bakke chefen op og yde ham ekstra støtte. Det kan godt være, vi alle er ramt, men chefen skal vi passe på, for har vi en stresset chef, så har vi en dårlig chef. Derfor var det også et fælles projekt at få satellitkontoret etableret,” siger Bruno T. Jensen.  

Nu hvor ti andre af hærens enheder og regimenter står på tærsklen til at få deres egen garnisonsstøtteenhed, giver Bruno gerne et godt på råd med på vejen:

”Det er sindssygt vigtigt, at man lokalt får snakket det igennem: Hvordan får vi støtten ud til folkene? Hvordan kan vi beholde noget af nærhedsprincippet, så de der administrere os, også kender os? Hvad har chefen og NK brug for, for at fungere optimalt? Få talt hele samarbejdsstrukturen ordentligt igennem,” siger Bruno T. Jensen og tilføjer:

”Så er det selvfølgelig vigtigt, at vi som brugere har ja-hatten på. Hvis vi bare læner os tilbage og siger, at det her er noget møg, får vi ikke en ordentlig og konstruktiv dialog. Når det nu er det her, vi skal, så handler det om at få det bedste ud af det”.

Af Morten Fredslund