hohenfels medlemsmøde

Uacceptable forhold i Hohenfels

”Når hæren sender medarbejdere på øvelse, skal forholdene være i orden før afrejse. Uanset om det er i Danmark eller i udlandet. Og her må vi konstatere, at hæren har sendt medarbejdere til øvelsen Allied Spirit VIII i Hohenfels i Tyskland under forhold, som er kritisable og langt, langt fra det acceptable”.
19. januar 2018

Sådan siger HKKFs næstformand Michael T. Jensen, efter han i fredags besøgte øvelsen Allied Spirit VIII i Tyskland sammen med kolleger fra CS og HOD.

HKKF har efter hjemkomst prioriteret at få endegyldig dokumentation for, at ingen udsættes for en risiko i forhold til asbest. Hæren har hele vejen afvist, at der er en risiko ved at henvise til udtalelser fra de tyske og amerikanske kolleger om, at asbesten er indkapslet og derfor ikke udgør en risiko. HKKF har nu forlangt at se den bagvedliggende dokumentation.

Derudover har Michael T. Jensen fået en lang række kritikpunkter og forslag til forbedring med hjem fra medlemmer, der p.t. opholder sig i Hohenfels lejren (se billeder). Dem vil han præsentere for hæren sammen med kravet om, at forholdene skal bringes i orden.

”Hæren lovede på et møde i januar at forholdene ville være i orden, før hold 8 ankom til Hohenfels. Det gjorde de, efter vi havde rejst en række kritikpunkter fra hold 7. Men forholdene er stadig uacceptable. Det skal bringes i orden nu. Det er kravet overfor Hærstaben på det møde, som vi og CS allerede har bedt om", siger Michael T. Jensen.

Han har bemærket, at hæren til Ekstrabladet den 23. januar konstaterer, at soldaterne jo er udsendt sammen med internationale kollegaer. Det ændrer ikke noget, siger han:

”Det fritager ikke hæren for, at forholdene skal være i orden for deres medarbejdere. Hvis prisen for at deltage i en NATO-øvelse er, at man skal bo under uhumske forhold og spise udefinerbar mad – ja, så må man lade være at tage til den øvelse. Jeg beklager, hvis kolleger fra andre lande har dårlige vilkår, men jeg vil aldrig acceptere, at vores medlemmer må finde sig i laveste fællesnævner. En dansk tømrer udsendt til Polen, beholder jo også sine løn og arbejdsvilkår. Det samme gælder selvfølgelig for soldater”.

"Vi hører altid om, hvor dygtige danske soldater er, og at de bliver rost til skyerne både ude og hjemme. Og de er dygtige og fortjener al den ros, de får. Måske skulle man overveje, at en af forklaringerne på dette netop er, at vi i Danmark behandler soldater ordentligt og anstændigt, og at de dermed yder lige det ekstra, som skal til. Og kan en ordentlig behandling af danske soldater smitte af på vores kolleger fra andre lande, så er det kun godt", slutter Michael T. Jensen.

HKKFs næstformand Michael T. Jensen møder medlemmer under besøg ved Allied Spirit den 19. januar 2018.
De røde skilte med bogstavet A advarer om asbest i bygningerne. HKKF har bedt hæren dokumenterer, at det ikke er sundhedskadeligt.
Kollegerne sover på 70 mands stuer, hvor snavs og fugt hober sig op.
Mangel på opbevaring betyder, at alt er på sengene: Fra våde håndklæder til svedige sko og personlige ejendele.
Det giver mildest talt problemer med fugt og indeklima i soverummene
Ja faktisk er der så meget fugt, at der vokser planter indenfor. Ikke et godt tegn for indeklimaet.
Kollegerne bliver trukket for de hovedmåltider, de får udleveret under øvelsen. Maden beskriver de som ulækker og uappetitlig.
Her prøvespiser HKKFs næstformand Michael T. Jensen morgenmaden
Hæren har indkøbt ekstra sandwich, frugt og sodavand som supplement. Det er i sig selv fint, men ændrer ikke på kritikken af hovedmåltiderne.