Lønkampen er langt fra forbi

Tekst: Anders Stoffer

Selvfølgelig får vi for lidt i løn. Men min familie klarer os for den løn, vi får. Vi er ikke i pengeproblemer, siger Morten Thomsen. Han peger på risikoen ved jobbet som et argument for en højere grundløn.

Han er korporal ved Jydske Dragonregiment i Holstebro og har været 21 år ved Forsvaret. Det er en livsstil at være soldat. Han har forfulgt drengedrømmen og arbejder nu med det, han kalder sin hobby.

Morten har været udsendt flere gange og er nu landet i en forsyningsstilling. Fleksibiliteten i arbejdet bliver fremhævet, men lønnen er for lav.

- Vi prøvede at regne timelønnen ud en af de gange, jeg var i Afghanistan. Den endte på omkring 20 kroner, siger han.

Tidligere har han taget ekstra civilt arbejde som vagt, men siden sidste hjemsendelse har han kun arbejdet i Forsvaret.

- Det var ikke så meget for at tjene ekstra. Der skal ske noget, når jeg har meget fri, siger han.

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne tidligere i år blev det aftalt, at en relevant uddannelse giver et fast tillæg fra 1. april 2025. Det har Morten tænkt sig at udnytte.

- Hvis jeg kan få det til at passe ind, tager jeg uddannelsen. Får jeg den uddannelse, kan min løn komme op på omkring 37.000 kroner med pension, og så begynder det at ligne noget.

Morten forstår ikke, at der er forskellige aftaler i Forsvaret for det samme arbejde.

- Hvis jeg tog til Flyvevåbnet i Karup, kunne jeg tjene 3.500 kroner mere. Skifter jeg til samme stilling i andre regimenter i Hæren, kan jeg også få mere i løn for det samme arbejde.

Det, korporalen for alvor savner, er anerkendelse.

- Jeg kunne godt tænke mig, at chefen havde 5.000 kroner om året, som han kunne bruge på personalegoder. Mangler vi for eksempel en ny grill, kunne vi købe den, eller vi kunne give folk, der stopper, en gave. Det er en bare nogle små ting, siger den tidligere chefskytte.

Det skal være med til at fastholde folk i Forsvaret.

- Forsvaret køber nye missiler, men hvad hjælper det, hvis der ikke er nogen til at betjene dem? siger Morten og understreger, at han er træt af politiske hovsaløsninger.

Han ser også gerne flere korporaler.

- Det er en lille udnævnelse for Hæren, men det betyder meget for den enkelte, og de bliver længere i systemet. Der er mange, der gerne vil tage noget ekstra ansvar, siger Morten.

En mulighed for at fastholde medarbejderne kunne også være uddannelse.

- At vi mistede vores mulighed for civil uddannelse var en kæmpe fadæse. Nu får man ikke noget ud af at blive i Forsvaret i mange år. Det er mig en gåde, hvorfor man fjernede den mulighed.

Morten giver et eksempel:

- Du kan ikke komme som 18-årig og sige: Godt, jeg bliver her de næste syv år, og så kan jeg tage en uddannelse.

- I dag, når de syv år er gået, har man ikke råd til at tage en uddannelse, fordi man måske har kone og børn, der skal forsørges.

- Når man giver sit liv til Forsvaret til en lav løn, skal der være en gulerod. Det er der, hvis man kan tage uddannelse til fuld løn.

Mads Eland begyndte som konstabel på Ryes Kaserne i Fredericia. Sammen med sin daværende kæreste, der også var i Hæren, forsøgte den nu 27-årige konstabel i 2021 at låne penge til et hus i nærområdet. Det var ikke til et slot, men et hus til 1,7 millioner kroner. Begge havde en opsparing med, da de gik i banken for at få et realkreditlån.

- To banker sagde nej, og hos den tredje bank fik vi at vide, at med to konstabellønninger skulle vi ikke tænke på at få børn.

- Jeg havde egentlig en o.k. løn, men den blev båret af, at jeg ofte var på øvelser, så jeg på den måde fik ekstra meget udbetalt. Men bankerne kiggede på vores grundløn, og med den lå vi begge dengang på 15.500 kroner udbetalt, siger Mads Eland.

De tog chancen og købte huset.

- Vi fik begge en udsendelse, og det hjalp på kontoen. Som soldat er man nødt til at tænke i at blive udsendt for at få noget opsparing. Vi havde ikke mange penge til os selv, og vi skulle tænke over alt, hvad vi brugte penge til. Vi kunne ikke bare gøre, som vi havde lyst til. Der var ikke råd til ferier, og vi havde 1.500 kr. til fornøjelser om måneden. Det er ikke særlig meget, siger Mads.

Huset er solgt igen. Parret er gået fra hinanden, og Mads sagde derefter ja til en udstationering i Letland. Han blev udstationeret i 2023 og forventer at rejse hjem igen i 2027 efter en planlagt forlængelse.

- Det var en af mine sidste muligheder, for jeg ville gerne blive i Forsvaret og samtidig få opbygget en opsparing.

- Min udbetaling er i sig selv egentlig fin nok. Den er jo relativ god i forhold til de fleste andre konstabler i Forsvaret, men det er også på bekostning af, at jeg er udstationeret.

Tillægget for at bo og arbejde i Letland er for Mads’ vedkommende på 9.090,33 kr. skattefrit.

- Det skal også dække udgifter til, at jeg seks gange om året tager hjem og ser min familie og mine venner. En flybillet er ikke gratis. Det koster mellem 2 og 3.000 kr. hver gang, siger Mads.

Han er altså overordnet tilfreds med sin lønudbetaling, men det store tillæg forsvinder, når han returnerer til Danmark efter udstationeringen.

- Så er jeg ikke tilfreds mere. En medarbejder i Fakta får mere, og det er ikke rimeligt, i forhold til det, forsvarsledelsen forventer af os. Vi skal nå det hele på den halve tid, og der er store forventninger til de enkelte personer. Det er ikke fair, siger Mads.

I foråret fik Mads den lønstigning, HKKF forhandlede hjem ved forhandlingsbordet.

- Overenskomstresultatet var et skridt i den rigtige retning. Men lønstigningen var ikke noget, jeg lagde mærke til.

- Det er ikke den, der gør, at jeg tænker på at blive i Forsvaret. Jeg har også lyst til at se, hvordan det er i det civile. Der er flere elementer i det. Lønnen er bedre, forholdene er bedre, og man har fri på faste tidspunkter, siger Mads.

Han overvejer kraftigt at søge væk fra Forsvaret, når hjemadressen igen er i Danmark. Dermed rammer han hovedet på sømmet. Alt for mange søger væk fra Forsvaret. Alene i hans deling er 3 af 18 stillinger ledige.

- Vi mærker det meget tydeligt. Vi har mangel på hænder, og vi skal som sagt nå det hele på den halve tid, ellers kan vores operative funktion ikke fungere, siger Mads.

Han ser to muligheder for, at mandskabsproblemerne kan løses. Den ene er at få faglærte konstabler.

- Det vil være et rigtig godt tiltag, hvis konstabler kan blive faglærte og få løn derefter. Det vil kunne få folk til at blive længere, fordi de både får et svendebrev og en lønstigning.

Den anden mulighed er at genindføre civil uddannelse (CU).

- Jeg begyndte selv tre år for sent, derfor har jeg slet ikke den ret i min kontrakt. Jeg tror, at det kan være en rigtig god måde at fastholde soldater på, til de er 30 plus, siger Mads.

Sidste år bankede Janette Hemmingsen på sin chefs dør.  Efter lønforhandling sikrede hun sig et ekstra løntillæg.

- Jeg ligger pænt i forhold til andre i Forsvaret, men det er stadigvæk ikke godt nok set ud fra, at jeg har været her i 25 år.

- Vi får ikke den løn, vi skal have. Vi har et af Danmarks farligste job. Som fastansat skriver vi i princippet under på, at vi er villige til at dø for vores arbejde. Det bliver vi ikke betalt for, siger forsyningshjælperen fra Vordingborg Kaserne.

- Altså, vi ligger lønmæssigt langt under kassedamer, SOSU-assistenter eller pædagoger. Og taget i betragtning af, at vores job er så farligt, som det er, er der noget galt. Min løn er med tillæg, og de er jo ikke varige. Det ene af mine tillæg forsvinder, hvis jeg får et andet job i Forsvaret, siger hun.

- Jeg kan godt forstå, at unge mennesker ikke gider det her. De vælger Forsvaret, fordi vi kan give dem en rigtig god uddannelse, og bagefter forsvinder de, fordi de kan gå ud på den anden side og få nok både det dobbelte og det tredobbelte af, hvad de får her i løn.

Derhjemme er Janettes mand Kasper klart lønførende. Hvis han bliver sygemeldt eller fyret fra sit kommunale job, kan hun blive tvunget til at skippe sit job i Forsvaret, for at de har råd til at betale deres udgifter.

Hun fremhæver fleksibiliteten i sit arbejde, når hun skal forklare, hvorfor hun er blevet i stillingen, og fortæller, at hun var på den anden side i fem år, men savnede Forsvaret.

- Jeg siger til de unge kolleger, at de har en masse goder, men jeg ved jo også, at det er ikke goderne, der giver mad på bordet. Når jeg ser på mine egne udgifter, ved jeg også, at hvis Kasper og jeg bliver skilt, skal min datter Sofia stoppe til ridning og alle mulige andre ting, for det vil jeg ikke have råd til.

Den ulige løn i hjemmet bliver ofte et irritationsmoment for Janette.

- Jeg vil gerne kunne være med til at betale, hvis vi skal have et nyt komfur. Men det betaler min mand. Jeg siger til ham, at jeg kan betale lidt, hvis jeg får lidt ekstra udbetalt, eller at han kan få overskuddet fra budgetkontoen.

- Det fik han i år, fordi han havde betalt ekstra ind. Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan betale det samme, som han gør til budgetkontoen. Jeg kan ikke dække udgifter og spare op, ligesom han kan. Han kan lægge måske 4.000 kroner til side hver måned, hvorimod jeg ikke kan love noget som helst, siger hun.

Skal de låne penge i banken, oplever Janette, at hun bliver tilsidesat.

- Bankrådgiveren siger, at når jeg er soldat, må de vurdere ud fra min mands løn.

Parret overvejer at skifte fra to biler til én, når det nye rådhus i Vordingborg, hvor Kasper arbejder, står færdigt. Det vil give ham cykelafstand til sit arbejde.

- Det er sådanne steder, vi kan sætte udgifterne ned. Samtidig har jeg det sådan, at min datter ikke skal lide under, at jeg er soldat.

- Så længe vi i fællesskab har råd til at sende hende til ridning og på friskole, fastholder vi det. Det er i hvert fald det absolut sidste, vi kommer til at pille ved.

Janette fastholder, at hun bliver i Forsvaret. Der er kun én ting, der kan få hende til at søge et civilt arbejde.

- Det sker kun, hvis noget ændrer sig i mit privatliv. Jeg kan faktisk godt lide at være soldat, siger hun.

I de fem år, hun var væk fra Forsvaret, havde hun arbejde som fængselsbetjent.

- Græsset er ikke grønnere på den anden side, siger Janette.

Godt nok var det ikke dronningens Fortjenstmedalje, der var på spil. Alligevel var det underligt at forlade sin stilling en måned før sit 25-årsjubilæum. Men det var lige nøjagtigt, hvad Martin Deela gjorde sidste år. Han forlod Forsvaret, lige inden han rundede det kvarte århundrede som ansat i Hæren.

- Jeg havde fået nok. Det var udsigtsløst i relation til det, vi blev stillet i udsigt i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Med den tidshorisont, der var der, kunne jeg godt se, at jeg ville være i midten af halvtredserne, før pengene eventuelt var fuldt udmøntet.

- Det var nu, hvis jeg skulle have noget ud af mit voksne arbejdsliv, siger den nu 45-årige tidligere konstabel.

I stort set hele sin militærkarriere har han været tilknyttet Antvorskov Kaserne ved Slagelse. Den vendte han ryggen for en ny stilling i det civile. Nu er han indkøber ved en større medicinalvirksomhed i Danmark.

- Det er fuldstændig sidestillet med, hvad jeg tidligere lavede i Forsvaret. Jeg gør brug af det svendebrev inden for logistik, som jeg ikke blev honoreret for i Hæren. Det var fuldstændig galimatias, at Søværnet og Flyvevåbnet honorerede det og ikke Hæren, siger den tidligere forsyningshjælper.

Han hører ikke til dem, der kan fortælle, at han får det dobbelte på den anden side, men han svarer, at grundlønnen er steget med 75 procent på dette ene jobskifte. Udgifterne er også steget. Martin har købt en bil, da han ikke længere kan cykle på arbejde. Det betyder alt i alt en noget bedre privatøkonomi, hvor råderummet er større.

- Da jeg var single, kunne jeg ikke uden videre gå ind i en bank og få et lån til et hus. Det var fuldstændig umuligt, siger han og kommer med et eksempel på, da han fik afslag på at købe andelsbolig i Slagelse.

Martin er ikke bitter, og han ser tilbage på sine næsten 25 år i Hæren med glæde.

- Det er en livsstil at være soldat. Der er virkelig mange fede mennesker og fede personligheder, og det har også betydet meget for mig. Også nu, hvor jeg arbejder sammen med en tidligere kollega i det nye arbejde.

- Jeg har nok været lidt en tryghedsnarkoman og har også haft mange fede udsendelser. De har også været en motivation, siger Martin, der har været i Irak, Afghanistan og Estland.

Oplevelserne som motivation er afløst af nye udfordringer og flere lønkroner.

- Nu er jeg ikke afhængig af, at jeg skal have en eller anden form for engangsvederlag en gang om året eller få udbetalt nogle øvelsesdøgn.

- I mit nuværende arbejde har jeg en udmærket grundløn plus en fritvalgsordning, som også er rigtig fin.

Vejen til jobskiftet var lang. Martin modtog et jobtilbud, et halvt år før han sagde op.

- Da tilbud nummer to kom, var det med kort varsel. Jeg havde efterhånden vænnet mig til tanken. Jeg sagde farvel til en fantastisk arbejdsplads, men jeg skal også have noget ud af mit liv.

Han bevarede en livline og var på tjenestefri uden løn i et år. 30. juni i år stoppede han officielt i Forsvaret, selv om han kunne forlænge orloven med yderligere et år.

- Jeg er glad for mit nye job og besluttede, at min fremtid lå væk fra Forsvaret. Derfor lod jeg min kontrakt løbe ud, siger den tidligere soldat.

- Det var nu, hvis jeg skulle have noget ud af mit voksne arbejdsliv.

Da John i sommeren 2023 sagde god sommerferie til kollegerne på Nr. Uttrup Kaserne, vidste han, at han selv kiggede forgæves efter en lang ferie, hvor batterierne kunne blive ladet op.

- Jeg var nødt til at tage arbejde, så vi kunne tjene noget ekstra, siger John.

Han arbejdede ufaglært som slagteriarbejder i en stilling, hvor han efter eget udsagn gik som ‘dum i arbejde’.

- Jeg skovlede salt i en trillebør og kørte det hen til et sted. Det gav mere i løn end, hvad jeg tjener med mine 12 års erfaring i Forsvaret. Altså som afløser i et slagteri. Det er en lidt underlig følelse, siger han.

Til daglig arbejder John som forsyningshjælper. Han er gift med en konstabel, og sammen har de købt hus i Asaa ved Dronninglund. Hun tjener mindre end John.

- Vi vender hver femøre. Hvis der er nogle ting, vi gerne vil have, har vi bare ikke råd.

- Vi er nødt til kun at have én bil. Vi har ikke råd til at køre i to biler hele tiden. Selv om det er problematisk at få det til at hænge sammen med én bil, så er det en konsekvens, vi må leve med. Med vægtafgifter og brændstof til to biler, er det bare en dum udgift at have, siger John.

- Vi kunne tænke os en elbil for at spare noget på brændstof. Men det er en dyr investering. Det er svært at gå i banken og sige, at vi gerne vil låne til en ny bil, hvis vi ikke har til udbetalingen. Nu har vi købt hus, og så er der ikke meget opsparing, vi kan tage af, siger John.

Huskøbet lykkedes, fordi hustruen var udstationeret til opgaver ved grænsen og fik time-dagpenge. Hun har også haft en opsparing.

- Det har været min hustru, der har lagt alle penge ud til udbetalingen.

Med fire børn fra tidligere forhold og et nyfødt barn krævede huskøbet et vist antal kvadratmeter. Der, hvor pris og behov passede sammen, var i Asaa, hvor priserne er omkring det halve sammenlignet med Aalborg.

- Det ligger en halv times kørsel fra arbejdet. Jeg ville gerne bo tættere på, men vi kunne ikke betale noget i den størrelse, der gav plads nok, siger John.

John siger tit farvel til kolleger, der finder anden beskæftigelse. Mange skifter til Flyvevåbnet og Søværnet, der har bedre aftaler for forsyningshjælpere.

- De kan tilbyde mellem 2.500 og 5.000 kroner mere om måneden for det samme arbejde. Jeg forstår ikke, hvorfor lønnen ikke er ens i Forsvaret.

- Hvorfor er det arbejde, jeg laver, mindre værd, end hvis jeg kører over på flyvestationen, der ligger 10 kilometer væk, og laver nøjagtigt det samme? Det er meget frustrerende for at sige det mildt.

De ansatte ved Nr. Uttrup Kaserne fik forhandlet en lokalaftale, der udlignede forskellene, men alligevel bløder Hæren forsyningshjælpere til Novo Nordisk, Coolshop og Bilka.

- Et meget hurtigt bud er, at jeg nok kan tjene 10.000 kroner mere om måneden hos dem, for vi er så specialiserede i det her fag. Vi arbejder med lagerstyring, og det er noget, de virksomheder mangler.

- Flere, der har søgt sådan nogle stillinger, har fået at vide, at de er overkvalificerede. For eksempel fik en oversergent, der har søgt hos Novo Nordisk, at vide, at han ville komme til at kede sig med den viden, han har fra Forsvaret. Vi er en lukrativ vare for dem.

John får tit spørgsmålet om, hvorfor han ikke skifter arbejde.

- Det kan lyde lidt plat, men jeg tror faktisk på det, vi laver, og jeg er ærekær over det.

- Jeg kan rigtig godt lide Forsvaret og de kolleger, jeg har.

- Det er svært se mig i det civile. Jeg ved godt, at der kunne jeg tjene nogle flere penge, og der kunne jeg løse rigtig mange af vores problemer, men jeg tror ikke, at jeg ville have den samme glæde ved at skulle på arbejde, siger John, der efterspørger et ordentligt lønhop.

- Hvis man følte, at der blev sat pris på det, man gør. Hvor man kan gå hjem og sige: Jeg har gjort et stykke arbejde i dag, og jeg har fået en løn, som er reel, for det. Så tror jeg, at Forsvaret hurtigt kunne stoppe den masseflugt.

Det vil samtidig betyde, at den onde spiral brydes.

- En af de negative effekter er, at vi bruger meget tid og energi på at oplære nyt personel. De finder hurtigt ud af, at de ikke kan få det til at hænge sammen og smutter ud i det civile.

- Det efterlader os i den situation, at vi igen mangler en medarbejder og skal starte forfra. Til sidst stopper de erfarne, fordi de ikke orker at oplære nye igen og igen.

- På den måde bliver dem, der har lidt erfaring, dem med mest. Vi mister meget erfaring og mange kompetencer, fordi vi ikke kan fastholde de mest erfarne, siger John.

Forbundsformand: Stærk læsning

Forbundsformand Tom Block kalder de fem fortællinger for stærk læsning.

- Det er bare ikke i orden, når Janette skal være så afhængig af sin mands løn. Når John skal tage sommerferiearbejde på et slagteri, og han dér tjener mere end i Hæren. Når Mads og hans tidligere kæreste får afslag hos to af tre banker på at købe et hus i Fredericia, fordi det skal finansieres af deres konstabelløn. Når Martin forlader Forsvaret en måned før sit 25-årsjubilæum, fordi han kan få en meget højere løn ved at arbejde i det civile.

- Morten sætter det hele i relief. Han har været udsendt masser af gange og har oplevet, at man sætter sit liv på spil i missioner, som Folketinget har besluttet Danmarks deltagelse i. Selvfølgelig har Morten ret i, at lønnen ikke står mål med det ultimative offer.

- De fem medlemmers fortællinger gør stort indtryk på mig. Der er jo ingen af dem, der lever et ekstravagant liv eller kræver det urimelige, tværtimod. Og jeg ved, at deres fortællinger ikke står alene. De er eksemplerne på, hvilke økonomiske udfordringer konstabler og korporaler kæmper med for at få deres egen og familiernes hverdag til at hænge sammen. Vores medlemmer bør have en løn, der giver dem økonomisk tryghed og mulighed for eksempelvis at investere i en rimelig bolig, uden at de skal tage ekstrajob eller lade sig udsende for at få det til at løbe rundt.  

- Min opgave er at løfte beretninger fra Janette, John, Martin, Mads og Morten videre til politikerne. Lønnen skal stå mål med uddannelsen, arbejdet og risikoen som soldat. Det er derfor, HKKF kæmper indædt for, at konstabler og korporaler skal have faglært løn.