Interflex: “Det er den mest relevante opgave, jeg har haft”

Et sted i England, som ingen må nævne, træner danske soldater ukrainske kollegaer, inden de sendes til fronten. Det er en del af Operation Interflex – den britisk ledede mission, der siden 2022 har uddannet titusinder af ukrainere i alt fra mine- og sprængstofsikkerhed til kampteknik og førstehjælp. Missionen har udviklet sig til et tæt internationalt samarbejde, hvor også Danmark spiller en synlig rolle og viser sit engagement i støtten til Ukraine.

En af de danske instruktører er “Rasmus”. Han er en erfaren konstabel med nogle udsendelser bag sig, og selv om hans navn er ændret af hensyn til sikkerheden, er historien ægte nok. For ham var det en udsendelse, der ramte dybere end de fleste.

“Det er den mest relevante opgave, jeg nogensinde har haft,” siger han.

Han beskriver arbejdet i England som et møde med krigens realiteter på tæt hold – uden selv at være i kamp. Danskerne underviser i korte og intense forløb, hvor ukrainske soldater klædes på til at overleve i frontlinjen, og det efterlader et stærkt indtryk.

“Vi ved godt, at de går direkte ud i krigen bagefter. Det gør noget ved én,” siger han.

For Rasmus handler udsendelsen ikke kun om at undervise, men også om at være på en opgave, der føles vigtig – både for Ukraine og for Danmark.

“Vi hjælper dem med at beskytte deres land – og i sidste ende hele Europa. Det føles meningsfuldt,” fortæller han.

Men arbejdet i England viste sig hurtigt at være fysisk hårdt og mentalt udfordrende.

Hverdagen som instruktør

Inden udsendelsen trænede Rasmus og hans kolleger hjemme i Danmark. Forløbet var tilrettelagt som en intensiv forberedelse, hvor nogle af deltagerne agerede tolke og andre spillede rollen som ukrainske soldater. På den måde kunne instruktørerne øve, hvordan undervisningen skulle tilpasses, og hvordan kommunikationen fungerede bedst muligt gennem en tolk. Erfaringerne herfra blev afgørende, da de senere stod på basen i England.

“Det var lidt mærkeligt at stå og undervise sine egne kolleger, men det gav mening, da vi først stod i England,” fortæller Rasmus.

Arbejdslivet i lejren var intenst fra første dag. Dagen begyndte omkring klokken syv og sluttede ofte først 12 timer senere – nogle dage endnu senere. De danske instruktører havde som regel ti dage med arbejde efterfulgt af en enkelt fridag, men det blev hurtigt hårdt at være i rytmen.

De danske instruktører gør alt for at optimere ukrainerne til krigen mod russerne. Foto: HKKF

“Man gør bare det, der skal gøres. Det er sådan, vi er,” fortæller Rasmus. Han vender ofte tilbage til det samme: At holde fokus på opgaven, uanset hvor presset hverdagen blev.

Han var hovedinstruktør på et af uddannelsesområderne, mens hans kolleger dækkede andre felter som kampteknik, minerydning, førstehjælp og våbenhåndtering. De ukrainske soldater var opdelt i stationer, hvor tre-fire danske instruktører stod for hver deres del af undervisningen.

“Man skal gøre det meget kort og kontant, så er der tid til, at personen kan oversætte det,” siger Rasmus om samarbejdet med tolken, der fulgte ham overalt.

På basen arbejdede instruktører fra flere nationer – briter, svenskere, finner, australiere og amerikanere. Sammen havde de ansvar for hundredvis af ukrainske rekrutter, som på få uger skulle blive klar til kamp.

“Vi havde hver vores måde at gøre tingene på, men alle ville det samme – at gøre dem klar til at komme hjem i live.”

Under Interflex havde Rasmus set, hvordan både han selv og kollegerne ændrede sig. I starten var mange usikre på opgaven, men efterhånden som dagene gik, fandt de ind i en rytme og lærte at stole på hinanden.

Et eksempel står tydeligt for ham: En kollega, han i starten ikke havde meget respekt for, fordi han virkede ustruktureret og uengageret, ændrede sig markant under forløbet.

“Han var elendig, da vi tog afsted til Interflex – dårlig holdning og useriøs. Men han voksede helt sindssygt. Han blev en af dem, der virkelig tog ansvar, og i dag er vi gode venner,” fortæller Rasmus.

Han så flere lignende forandringer blandt de yngre konstabler og sergenter. Mange, som tidligere havde virket usikre, fandt deres plads og tog opgaven alvorligt. Det gjorde indtryk på ham at se, hvordan de voksede – både som soldater og som mennesker.

Selv for garvede danske soldater var intensiteten høj. Det var ikke bare en træningsopgave, men et møde med mennesker, der stod over for virkelige kampe, og det satte sig hos instruktørerne.

Afstand og nærhed

De danske instruktører fik fra begyndelsen besked på ikke at knytte for tætte bånd til de ukrainske soldater. De skulle undervise – ikke involvere sig. På papiret lød det fornuftigt, men i praksis viste det sig næsten umuligt.

I starten forsøgte Rasmus at holde afstand. Han satte sig lidt væk i pauserne, når ukrainerne drak kaffe og snakkede, for sådan var retningslinjerne. Men det blev hurtigt svært. Soldaterne begyndte at hilse, stille spørgsmål og grine med danskerne. Dag for dag voksede tilliden.

“Det var fandeme svært ikke at få et venskabeligt forhold til dem,” siger Rasmus.

De ukrainske soldater kom fra vidt forskellige baggrunde. Nogle var unge mænd i starten af tyverne, andre ældre familiefædre med tydelig kamperfaring. Nogle havde været lærere, håndværkere eller mekanikere, inden de meldte sig. Kombinationen af alder og erfaring gjorde indtryk.

“De kom direkte fra et civilt liv, men de var klar til at kæmpe. Mange havde familie derhjemme, og du kunne se, at de bare ville lære så meget som muligt, før de skulle af sted igen,” siger Rasmus.

Han lagde mærke til den stærke selvdiciplin blandt soldaterne. De hjalp hinanden uden at blive bedt om det, og hvis én lavede en fejl, rettede de det internt – hurtigt og uden diskussion.

“De behøvede næsten ingen opsyn, for de tog ansvar for hinanden,” siger Rasmus.

Der var også forskel på de to hold, som Rasmus underviste. Det første hold talte næsten ikke engelsk, og kommunikationen foregik gennem tolke. Det gjorde det sværere at komme tæt på dem. På det andet hold kunne flere tale engelsk, og så ændrede stemningen sig.

“Det var lettere at snakke med dem. Vi kunne joke lidt og forklare tingene direkte. Det gør noget ved relationen,” siger Rasmus.

Han blev især knyttet til de dygtigste soldater – dem, der tog ansvar og hjalp de andre.

“Det var dem, jeg kom tættest på. De tog initiativ, stillede spørgsmål og ville forstå alt til bunds,” siger han.

Selv om sproget og kulturen adskilte dem, fandt de hurtigt en fælles rytme. Mange af ukrainerne havde allerede kæmpet og mistet kammerater. De fortalte om kolonner, der var blevet beskudt, og byer, der var jævnet med jorden. Rasmus siger, at man kunne se på dem, hvem der havde oplevet det hårdeste.

“Når du står dér og kigger dem i øjnene, så ved du godt, at mange af dem ikke kommer tilbage fra krigen. Det er ikke bare et kursus for dem – det er deres liv, det handler om,” siger han.

Efter hjemkomsten begyndte Rasmus at følge flere af de ukrainske soldater på sociale medier. Han tjekker stadig deres profiler for at se, om de lægger noget op – et tegn på, at de stadig er i live.

“Man bliver ved med at kigge efter dem. Nogle skriver lidt, andre forsvinder bare. Det er svært,” siger han.

Afskederne var tunge. Der var flere hold, og hver gang blev det sværere. De danske instruktører vidste, at mange af ukrainerne kort efter skulle sendes direkte i kamp – og at nogle af dem ikke ville vende tilbage.

Tusindevis af ukrainere er blevet uddannet i den britiske lejr. Foto: Det britiske forsvarsministerium

På dagen for afsked spillede en britisk instruktør på sækkepibe, mens soldaterne stod ret på pladsen foran barakkerne og takkede instruktørerne. Derefter steg ukraninerne om bord i busserne. Flere vinkede og lavede hjerter med hænderne. Rasmus stod sammen med kollegerne og mærkede klumpen i halsen.

“Jeg prøvede at holde det inde, men jeg fik tårer i øjnene. Det var svært,” siger han.

Der var stille blandt de danske instruktører. Mange stod med armene over kors, andre tørrede øjnene med ærmet.

“Der var ikke nogen, der sagde noget. Vi stod bare og kiggede. Nogle græd, andre prøvede at lade være,” fortæller Rasmus.

“Det glemmer jeg aldrig. Hver gang jeg hører sækkepiber i dag, tænker jeg tilbage på det øjeblik. Den lyd – den går lige i hjertet,” siger han.

Efter at have arbejdet skulder ved skulder i ugevis, var det ikke længere muligt at holde afstand.

“Vi prøvede at holde det professionelt, men du kan ikke lade være med at blive berørt. De stolede på os – og vi kom til at holde af dem,” siger Rasmus.

Da busserne var kørt, blev de danske instruktører stående længe på pladsen. Ingen sagde noget. Stilheden blev kun brudt af vinden, der bar de sidste toner fra sækkepiben væk. Det øjeblik fulgte Rasmus hjem – og blev siddende længe efter, at han var tilbage i Danmark.

Hjemkomsten og eftervirkningerne

Da Rasmus kom hjem fra England, var det som at trykke på en bremse. I England havde hver dag haft et klart formål – han stod op, underviste, planlagde, og alt handlede om missionen. Hjemme var stilheden pludselig overvældende. Han gik direkte på seks ugers ferie, men roen føltes forkert.

Han vågnede tidligt, som han plejede, men der var ingenting at gøre. Han gik bare rundt derhjemme og prøvede at få tiden til at gå.

De første uger var han alene, mens familien var på ferie. Han forsøgte at slappe af, men tankerne blev ved med at køre. Da familien kom hjem, og hverdagen vendte tilbage, begyndte irritationen at fylde.

“Jeg blev sur over småting, som jeg normalt ikke ville have reageret på. Det var som om, jeg hele tiden var på vagt,” siger Rasmus.

Det blev tydeligst, når de sad til familiemiddage. Snakken gik om ferier, boligprojekter og små hverdagsproblemer, mens Rasmus stadig havde billederne af ukrainerne i hovedet – mænd, han havde trænet, og som nu stod i krig.

“Jeg kunne næsten ikke være i det. De talte om helt almindelige ting, og jeg sad bare og tænkte: I har ingen idé om, hvad der sker derude,” fortæller han.

Han blev stille til middagene, trak sig lidt tilbage fra bordet og lod samtalen passere. De andre grinede og talte videre, mens han sad og mærkede vreden og afmagten brede sig. Efter et par minutter rejste han sig og gik udenfor for at trække vejret – ikke for at skabe drama, men fordi han simpelthen ikke kunne holde ud at høre mere om de småting, der fyldte i andres liv.

Midt i ferien mødtes han med nogle af de andre instruktører fra holdet i et sommerhus. De talte længe – ikke som kolleger, men som venner, der havde delt noget, ingen andre kunne forstå. Det blev en måde at bearbejde oplevelserne på. Rasmus mærkede, at samtalerne gav ro, men han vidste også, at det ikke var nogen endelig løsning.

Holdet havde stadig ikke haft Forsvarets debriefing efter udsendelsen. Den lå først efter sommerferien og kom alt for sent.

“Det hjalp sindssygt meget at snakke med psykologen. Jeg fandt ud af, at det jeg følte, var helt normalt,” siger han.

Han fortæller, at det gav ro at vide, at hans reaktioner ikke var svaghed, men en naturlig følge af at have været på overarbejde både fysisk og mentalt. Han beskriver hjemkomsten som et brat skift, hvor kroppen og hovedet stadig var i beredskab, selvom alt omkring ham var roligt.

Efter sommeren begyndte han at falde til ro. Han vendte tilbage til arbejdet og følte sig gradvist mere som sig selv.

Arbejdsforhold og erfaringer

Rasmus tøver lidt, når han skal fortælle om arbejdsforholdene under Interflex. Han vil gerne understrege, at opgaven var meningsfuld – men også, at rammerne til tider var pressede.

“Det skulle bare være en mission i stedet for en tjenesterejse,” siger han.

Han forklarer, at tjenesterejseordningen betød, at aflønningen afhang af, hvor mange timer man blev sat på arbejde. Nogle dage blev længere end planlagt, og det var svært at vide, hvad man egentlig fik for indsatsen. Rasmus mener, at det havde været mere rimeligt, hvis det havde været en mission, fordi lønnen så ville være fast og til at gennemskue.

Han fortæller, at arbejdstiden ofte løb op på 70 timer om ugen. Reglen om én fridag for hver tiende dag blev flere gange brudt, og enkelte arbejdede op mod to uger i træk uden fri. Mange oplevede, at det sled både fysisk og mentalt, men Rasmus understreger, at de fleste alligevel bare arbejdede videre.

“Man ville bare nå så meget som muligt. Det handlede om at give dem alt, hvad vi kunne, mens vi havde dem,” siger han.

Danske instruktører følger de ukrainske hold tæt gennem hele uddannelsen. Forholdet bliver hurtigt mere end rent fagligt. Foto: HKKF

Logistikken gav også udfordringer. Holdet blev flyttet mellem hoteller otte til tolv gange under udsendelsen, og flere sov med deres ting i bilerne, fordi de ikke vidste, hvor de skulle bo næste dag. Nogle instruktører havde op til en times transport hver vej, og det gjorde dagene endnu længere.

Det var hårdt og unødigt besværligt. For ham havde det været bedre, hvis de kunne bo samlet på området, så de slap for de mange flytninger.

Der var heller ingen fælles kantine. Det var ikke et stort problem, fortæller Rasmus, men endnu et eksempel på, at rammerne ikke var indrettet til den type arbejde. Undervejs blev det tydeligt, at systemet ikke helt var klar til opgavens omfang.

“Det var dumt, når timer og hoteller fjernede fokus fra opgaven. Det burde være nemmere at bare gøre det, man er sendt af sted for,” siger han.

Forholdene er siden ændret, og de danske instruktører bor nu fast ét sted i stedet for at flytte mellem hoteller.

Hvorfor han gør det igen

På trods af de lange dage, de mange flytninger og de hårde vilkår, har Rasmus allerede meldt sig til et nyt hold. For ham handler det ikke om timer, løn eller rammer – men om opgaven og dens betydning. Han beskriver det som noget af det mest meningsfulde, han nogensinde har prøvet.

“Man nedbryder russernes kampkraft uden, at vi selv er indsat. Det føles meningsfuldt, fordi man kan se, hvad det betyder for dem,” siger han og fortsætter: “Det er en vigtig opgave, fordi vi gør dem klar til at overleve. Og når man står midt i det, glemmer man, hvor hårdt det er – man tænker bare på at få det til at lykkes. Det er derfor, jeg tager af sted igen.”

Han fortæller, at oplevelsen af at gøre en konkret forskel for soldaterne giver en særlig form for stolthed. At se ukrainerne udvikle sig gennem forløbet – fra usikre til selvsikre og handlekraftige – var noget af det, der gjorde størst indtryk på ham.

“Når man ser dem tage det til sig, man har lært dem, og kan mærke, at de forstår, hvorfor det er vigtigt, så ved man, at man har gjort noget rigtigt,” siger han. “De er enormt taknemmelige, og det rammer én på en måde, man ikke glemmer.”

Selv om arbejdet var krævende, føler han, at han fik mere igen, end han gav. Det faglige udbytte, sammenholdet og følelsen af mening betyder, at han ikke tøver med at tage af sted igen.

“Det er hårdt, men jeg har aldrig prøvet noget, der gav så meget mening. Jeg tænker ikke på, hvad jeg får ud af det – det handler om at hjælpe dem. Det er det, der betyder noget,” siger Rasmus.

Ukrainske rekrutter under træning på den britiske base. Hver øvelse handler om at overleve – og vende tilbage i live. Foto: Forsvarsgalleriet