Nyheder

HKKF og OAO indgår forlig i arbejdstidssag

HKKF og OAO har den 17. januar 2025 indgået et forlig med Kammeradvokaten i en sag om arbejdstid fra Slesvigske Fodregiment. Forliget betyder, at FPS skal betale 20.000 kr. til OAO/HKKF.

En gentagelsessag om brud på arbejdstidsreglerne  

Forsvarsministeriets Personalestyrelsen (FPS) skal igen betale bod for brud på arbejdstidsreglerne. Det drejer sig om reglerne i Statens Arbejdstidsaftale §§ 12, stk. 1-3 (hviletidsreglerne) ved 13. Sydslesvigske Fodregiment.  FPS betaler derfor en bod på 20.000 kr. til Offentligt Ansattes Organisationer (OAO)og HKKF.

Sagen er en gentagelsessag. Arbejdsretten afsagde en lignende dom den 10. april 2024 i en sag  der også var anlagt af HKKF.. I den sag skulle FPS betale en bod på 50.000 kr.

Konsulent: Det er ikke i orden

”Sagen er et udtryk for, at man skal gøre sig umage, når man planlægger arbejdstiden”, siger Flemming Fage Sørensen, konsulent i HKKF. ”Det er på ingen måde i orden, at medlemmerne skal underlægges andre planlægningsmæssige vilkår, end hvad der reelt er aftalt. Hvis man mangler medarbejdere, eller man er nødt til at planlægge anderledes i en periode, bør ledelsen alt andet lige tage tillidsrepræsentanten med på råd. Gør man ikke det, kan man risikere, at de løsninger der vælges af ledelsen, ikke lever fuldt op til arbejdstidsreglerne.”

HKKF: Fastsæt retningslinjer for arbejdstidsregler i samarbejdsudvalgene

HKKF mener, at man bør drøfte arbejdstidsplanlægningen på samarbejdsudvalget. Gør man ikke det, kan man risikere uhensigtsmæssige løsninger på en arbejdstidsmæssig udfordring.

På samarbejdsudvalget kan man netop lave retningslinjer, og man kan i samme forbindelse drøfte, hvordan man vil håndtere særlige uforudsete situationer, uden at gå på kompromis med arbejdstidsreglerne. For hvad gør man, når planlægningen ikke kan gå op? Hvad gør man, når medarbejderne melder sig syge? Det er nogle af de spørgsmål, man kan drøfte og fastsætte retningslinjer for at kunne håndtere disse situationer.

HKKF hjælper altid med spørgsmål om arbejdstid

Du kan altid ringe eller skrive til HKKF’ faglige team med spørgsmål om arbejdstidsplanlægning og arbejdstidsregler på telefon 33 43 21 78 eller på mail faglig@hkkf.dk.

Siden er sidst opdateret: 21.01.25 kl. 09.34

Andre nyheder