Nyheder

Q&A: Sygdom under ferien

Få overblikket over rettigheder og regler, hvis du bliver syg før eller under din ferie

Hvad har jeg ret til, hvis jeg bliver syg før min ferie?

Du er ikke tvunget til at begynde din ferie, og du har ret til 1 dags erstatningsferie for hver dag, du er syg i din planlagte ferie. Er du fx syg i tre dage, har du automatisk ret til tre dages erstatningsferie.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver syg før min ferie?

Meld dig syg til din arbejdsgiver. Hvis vedkommende kræver dokumentation, skal du få en lægeerklæring. Men det er din arbejdsgiver som skal betale for dem.

Hvad gør jeg hvis jeg bliver rask i løbet af min planlagte ferie?

Meld dig rask og orienter din arbejdsgiver om, hvorvidt du gerne vil holde resten af din ferie som planlagt eller om du vil genoptage arbejdet og flytte hele din ferie til et senere tidspunkt. Hvis du for eksempel skulle have været ude og rejse i tre uger, men er syg den første uge og derfor ikke har kunnet komme afsted, er det måske mere interessant at flytte hele ferien, frem for at få en uges erstatningsferie på et andet tidspunkt. 

Hvis jeg vælger at flytte resten af min ferie, skal jeg så komme på arbejde efter min raskmelding?

Ja, du skal stå til rådighed for din arbejdsgiver, så snart du er raskmeldt. Derfor skal du også give din arbejdsgiver besked om, at du ønsker at flytte hele din ferie og genoptage dit arbejde igen, så snart du er rask.

Hvad hvis jeg bliver syg under min ferie?

Du har muligvis ret til erstatningsferie. Men når du bliver syg, anses de første 5 sygdomsdage for en karensperiode. Det betyder at du ikke kan få erstatningsferie for de første fem dage. Er du syg i længere tid end fem dage, kan du få erstatningsferie. Derfor skal du orientere din arbejdsgiver, helst skriftligt, på dagen, hvor du bliver syg. Din arbejdsgiver kan kræve lægeerklæring, og den skal du selv betale for.

HKKF hjælper med spørgsmål om ferie og sygdom

HKKF’s faglige team er klar på telefonen, hvis du har spørgsmål om ferie eller sygdom. RIng på 45 33 43 21 78 eller skriv til faglig@hkkf.dk

Siden er sidst opdateret: 25.06.25 kl. 13.28

Andre nyheder