Kompenserende hvileperiode på SKYPER
Ny lovændring vækkede bekymring om, hvornår hvileperiode skulle afholdes
En ændring i arbejdsmiljøloven fra 2024 har sået tvivl om, hvornår man skal afholde sin kompenserede hvileperiode i forbindelse med SKYPER (skydeperioder).
I den nye ændring af arbejdsmiljøloven lyder det, at den kompenserende hvileperiode skal gives ”i umiddelbar forlængelse af arbejdet”. HKKF blev bekymret for, at denne ordlyd ville resultere i, at soldater, der stadig opholdt sig på skydelejr, men var færdig med det samlede forløb for skydeperioden, blev tvunget til at afholde deres kompenserende hvileperioder, mens de stadig opholdt sig i skydelejren.
Samarbejde om fælles forståelse
HKKF delte bekymringen over fortolkningen af ordlyden med CS og HOD. Derfor afholdt HKKF sammen med CS og HOD møder med Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) for at blive enige om fortolkningen. HKKF mente sammen med CS og HOD, at ”arbejdet” skulle forstås som det samlede forløb for hele skydeperioden - og ikke som enkelte aktiviteter af skydeperioden.
Enighed om fortolkning: Arbejdet betegner hele skydeperioden
Parterne er efter flere møder nået til enighed om, hvordan ordlyden skal fortolkes: ”Arbejdet” betegner det samlede forløb for hele skydeperioden, og man må derfor udskyde den kompenserende hvileperiode til, man er kommet hjem fra skydelejr.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu er nået frem til en afslutning på flere års misforståelser,” fortæller Kurt Brantner, Forbundsnæstformand i HKKF. ”Jeg er glad for, at vi har opnået en løsning, der giver vores medlemmer den bedst mulige tid til at træne og vedligeholde deres skydefærdigheder i en skydeperiode. På den måde udnytter de tiden optimalt og undgår at holde fri uden muligheden for at tage hjem”
Arbejdsgiver vil inden for den nærmeste fremtid orientere Arbejdstilsynet om den fortolkning, som HKKF, CS og HOD er blevet enige med FPS om og lade det afspejle i arbejdsgivers forvaltningsgrundlag.