Hurtigt spreder ensomheden sig på elektronikværkstedet en kort gåtur fra Haderslev Kaserne.
Det er her på området Louisegård, at våbenmekanikere, motormekanikere, sadelmagere og elektronikmekanikeren holder til.
Sidstnævnte gruppe skal netop ikke omtales i flertal. Bette Kedde er det synlige bevis på, at Forsvaret og Slesvigske Fodregiment mangler arbejdskraft.
Elektronikmekanikeren præsenterer sig selv som den eneste af sin slags og tilføjer, at hvert kompagni burde have sin egen elektromekaniker, og at 3. echelon minimum skal have en lille håndfuld.
- Man ser gerne, at jeg laver alles arbejde, og de er begyndt at spørge, om jeg ikke kan hjælpe de andre kompagnier, siger overkonstablen af 1. grad, der står fast på, at han er ansat ved 1. kompagni.
- Måske er jeg en smule firkantet, men der står 1. kompagni på mit ærme. På papiret skal jeg forholde mig til, hvad der foregår i 1. kompagni, og så må alt andet sejle.
- De fleste er søde, når de spørger om hjælp. Men skal jeg lave deres arbejde, er der noget andet, jeg skal prioritere fra. Jeg har rigeligt i vores eget kompagni.
- Nogle vil sige, at der er noget faglig stolthed i at hjælpe alle. Jeg løber bare hurtigt tør for tid, og jeg hænger nok ud på mit arbejde udover de 37 timer.
Ingen sektionsfører
Faktisk mangler der også en sektionsfører i 1. kompagni, og det er med til at presse den enlige elektronikmekaniker.
- Jeg laver også halvt sektionsførerarbejde og står for sagsbehandling, siger han.
Den opgave vokser. Elektronikken bliver mere avanceret, og mange producenter insisterer på selv at foretage fejlrettelser og eftersyn. I stedet for reparationer på værkstedet, skal der udfyldes retursedler og føres logbog over, hvor grejet er. En opgave, der sagtens kunne løses af andre end kasernens eneste af sin slags.
Den 38-årige soldat lægger ikke skjul på, at meget har ændret sig, siden han i 2009 skrev kontakt med Forsvaret.
- Jeg er nået til et stadie, hvor jeg overvejer ting, jeg aldrig nogensinde troede, jeg skulle overveje. Dengang var det ikke et job, men en livsstil.
- Måske skal jeg gå civilt og få mig et røvsygt 8-16-arbejde. Når lysten til at skyde bliver for stor, må jeg melde mig til Hjemmeværnet, siger han.
Han er nemlig soldat med stort S.
- Jeg kan jo godt lide mine kolleger. Det sidste stykke tid har været en god periode, fordi vi har været lidt ude i skoven. Kombinationen af at vi ikke hver dag står på kontoret, bruger jeg som gulerod.
- Det var også det, der fik mig til at søge til Haderslev. Før var jeg fem år i Varde, og det var bare værkstedet dag ind og ud, siger han.
Passer fire menneskers arbejde
Selvom 1. kompagni har sin egen elektromekaniker, mærker HG Hansen personalemanglen.
Han er eneste motor- og våbenmekaniker i kompagniet, der ellers er nomeret til fire personer. To konstabler og to befalingsmænd.
Det giver en for alsidig dag. Kompagniets lastbiler, GD’ere og ATV’ere skal i samarbejde med 3. echelon efterses, repareres og have service. Desuden er der våbeneftersyn og deltagelse i forskellige øvelser.
Fraværet af befalingsmænd giver også HG Hansen en del administrativt arbejde.
- Det betyder, at jeg må sige, “det her når vi ikke i dag.” Der er sådan, det er. Det kan ikke betale sig at blive stresset, siger den 55-årige korporal.
- Heldigvis er vores førere gode til at sige, at jeg kan blive hjemme som mekaniker. Vi skal jo have nogle køretøjer, ellers skal vi jo gå, men selvfølgelig er det jo et fodregiment, siger han afvæbnende og tilføjer så:
- Vi lider jo også under, at vores køretøjer er mellem 15-20 år gamle.
De militære køretøjer, som ellers er parate til at stå på museum, kræver mere pleje og reparationer. Samtidig kan det være svært at finde de rigtige reservedele.
Efteruddannelser bliver ikke belønnet
Navnebror Hansen, der er korporal i 4. kompagni, er uddannet motormekaniker. Han har også taget kurser, så han kan arbejde som våbenmekaniker og sadelmager.
- Man lærer så længe, man lever. Det er jo fint også at have noget alsidighed i hverdagen. Ellers kunne jeg jo stå på hvilket som helst værksted i det civile og få væsentligt mere i løn. Men så bliver hverdagen måske lidt triviel. I Forsvaret er der ikke to dage, der ligner hinanden. Der er af og til en del hovsa-opgaver, og så smider jeg det, jeg har i hænderne og kører ud og hjælper en anden enhed, hvis de mangler mekanikere.
- Det er os gamle rotter, der er tilbage i Haderslev. Vi er gode til at hjælpe hinanden. Det er kammeratskabet, der er det fede ved at være i Forsvaret.
- Det er lidt en forsømt arbejdsplads. Det kan godt være, vi ikke får en ekstra månedsløn, som de gør på Lego, når det går rigtig godt. Vi har mange andre goder, siger han og fortæller om en kompagniledelse, der er lydhøre, når dagligdagen med kæreste, børn og ekskone skal gå op.
- Derfor er vi villige til at give den en ekstra skalle, når der er mangel på folk, siger Hansen, der ligesom de andre mekanikere ofte oplever at må smide alt værktøjet for at skynde sig ud i øvelsesterrænet og tilse våben, der ikke fungerer.
For ham gør det arbejdet sjovt, men lønnen står ikke mål med den omstillingsparathed, der forventes på kasernen i Haderslev.
- Alle de skråstregsfunktioner vi har, de er ikke rigtig nedfældet på papiret, og derfor bliver vi heller ikke aflønnet derefter. Jeg har svært ved at forestille mig, at en kaptajn, der gennemfører en MBA, får det samme i løn derefter, siger Hansen, der har været i Haderselv siden 2006 og nu får et kvalifikationstillæg på 847,53 kroner om måneden for sine færdigheder.
- Jeg forventer ikke 8-10.000 kroner mere om måneden. Men tidligere havde vi våbenmekanikere, der kunne koncentrere sig om vores våben. De fik jo faglært løn med tillæg og pension. De er blevet erstattet med motormekanikere, der pludselig kan trylle efter at have gennemført et treugerskursus. Jeg kan da se, at der spares en masse penge, siger den 45-årige korporal, der, bortset fra tre år i det civile, har været i Hæren siden 2001.
- Vi har kollegaer, der går her i 20-25 år, og de kan forhandle sig frem til et tillæg på 2.000 kroner. Det er sølle, siger han og tilføjer, at nyansatte starter på den samme løn, som folk, der har været ansat i mange år.
- Et gennemført efteruddannelseskursus til gavn for Forsvaret burde give et ekstra tillæg.
Udover lønnen peger Hansen også på, at det tog ham halvandet år at få en momentnøgle. Først da han sagde stop over for ledelsen og pointerede, at han ikke ville stå inde for, hvis et hjul ikke var rigtig fastspændt, kom der skred i sagen.
Han tilføjer også en nylig oplevelse fra en øvelse i Finderup, hvor en GD’er drillede. I feltet fik de gang i køretøjet og fik den til Skive Kaserne, hvor de ville låne en Mercedes-tester.
- Opdateringerne var udløbet og var ikke genforhandlet. Heldigvis var der en mekaniker, der havde sin egen tester med på arbejde, og så fik vi lov til at låne den, siger Hansen.
Derved kunne det konstateres, at det var galt med en sikringsboks i bilen.
Går 200 meter efter bolte
I 2. kompagni oplever Foged også, at bureaukratiet har taget overhånd.
Som 1. echelonmekaniker har han ikke lov til at have de væsentlige reservedele som bolte, skruer og kabelsko liggende ved siden af sig i sit vedligeholdelsesområde. Mangler han en af de smådele, som mekanikere oftest bruger, må han afbryde sit arbejde og gå 200 meter til 3. echelon for at få udleveret reservedelene.
- Jeg får jo gået mine skridt. Det er det eneste positive, men det gør jo bare, at ting tager længere tid. Hvis jeg skal skifte en forlygtepære, skal jeg pille den gamle pære ud, gå hen til 3. echelon og få en ny pære, gå tilbage og sætte den i. I stedet for bare at gå hen i reolen og tage en ny. Det gør, at opgaven lige tager fem minutter mere, siger korporalen.
Han oplever også en mængde afbrydelser i arbejdet.
- Når noget går i stykker, er der pludselig mange, der hiver fat i mig. Det er ikke bare våben, men også almindelig vedligeholdelse og pludselig opstået fejl. Ting går i stykker, konstaterer han.
Både han og Kedde peger på, at brugerne ikke har den samme nidkærhed omkring udstyret, som man havde år tilbage. De oplever forringelser i sergenternes og officerernes uddannelser. Det afspejler sig blandt andet i, at våbnene kun bliver vedligeholdt inden weekenden efter øvelserne.
- Derved laver de kun halv vedligeholdelse. Det er kun en udvidet feltvedligeholdelse.
Førhen tog soldaterne og tørrede det værste skidt af og fyldte olie i våbnet. Efter weekenden brugte soldaterne typisk en time eller to på at vedligeholde både våben, udrustning og køretøjer.
Når Foged holder våbeneftersyn, gør den dårlige vedligeholdelse, at han har svært ved at se, om der er revner i våbnet.
Især køretøjerne er soldaterne, ifølge Foged, ikke særlig gode til at passe på.
- Der er mange brugere om en lastbil i stedet for, at man siger: Det er dit køretøj, du har ansvaret for, at det er i orden.
Han tilføjer, at det er et problem i hele Hæren.
- Vi skal kunne mange ting, men problemet er bare, at vi ikke har tiden til det. Vi har ikke ressourcerne. Vi slås med forsyningen for at få genstande som vatpinde og piberensere til at rengøre geværerne med. Får vi ikke det, har vi balladen, siger Foged.
- Soldaterne skal lære at passe på deres våben. Det er våbnene, der i sidste ende skal redde deres liv, og det gør mit arbejde sværere, at jeg skal gøre tingene rene inden eftersynet. Jeg har ikke meget tid, når der ikke er andre end mig. 2. kompagni har i modsætning til 1. kompagni en sergent ansat til vedligeholdelse. Han burde også hjælpe med at skrue, men er fyldt op med administrativt arbejde.
- Alt skal kontrolleres ned til hver en bøjet femøre, siger Foged.
Han peger på, at antallet af befalingsmænd og civile i Forsvaret stiger.
- Hvis jeg skal bestille O-ring, der koster ni kroner, skal det gennem tre-fire mand, før jeg får tilladelse til at købe den. Det er jo hul i hovedet. Det koster ti gange så meget at få en tilladelse end at købe den.
- Arbejdsgangene tager længere og længere tid på grund af, at der er flere og flere involverede, og det bliver sværere og sværere at få de nødvendige reservedele. Alt skal i udbud. Det er et monster, som politikerne har skabt, siger Foged, der gerne så, at en sektionsfører havde et mindre beløb a la 5.000 kroner, som han havde ansvaret for.
Foged har været i Forsvaret siden 1998, og det påvirker ham, at der ikke er nok hænder.
- I dag får jeg trænet min pytkasse. Jeg kan jo kun nå det, jeg kan nå. Bagefter må jeg trække på skuldrene. Jeg bearbejder min tålmodighed.
Fællestillidsrepræsentant: I sidste ende står der liv på spil
På Haderslev Kaserne er Roald Rasmussen fællestillidsmand for ansatte på HKKF’s overenskomst.
- Det, mekanikerne oplever i deres hverdag, er en kæmpe generel problematik for Forsvaret, siger han til Fagligt Forsvar.
- Det man skal bide mærke i er, at de er mekanikere, men de er også soldater. Det soldaterfaglige er det første, der ryger, når vi mangler mekanikere.
- I det øjeblik, vi rammer skoven, er mekanikerne bare ikke på niveau med de andre soldater, men mange af dem kompenserer med erfaring. Rigtig meget af vores egen sikkerhed som soldat, ligger i vores egne kompetencer.
- Når de er 1. echelon-mekanikere, skal de kunne komme i nærheden af en havareret bil, også når den står i nærheden af frontlinjen. Derfor skal de kunne det samme som alle andre, men lige nu får de ikke den mængde af uddannelse, som de burde have.
Han peger på førstehjælpskurser som noget af det essentielle ved at være soldat.
- Vi skal altså kunne redde hinandens liv, men hvis tre af vores køretøjer er brudt ned, samtidig med at der er undervisning i førstehjælp, er mekanikerne nødt til at prioritere køretøjerne.
- Hvis ballonen går op, og vi rent faktisk skal lave vores håndværk, så er det liv, der står på spil. Det er det, man skal holde det op mod, siger fællestillidsrepræsentanten.
- Derfor bliver jeg altså irriteret over alt det bureaukrati, som kører i systemet. Det tager fra vores reelle kompetencer, og det er vores kompetencer, der skal reddes os i den anden ende, siger Roald Rasmussen.
Han oplever, at Forsvaret bliver forsøgt styret som en civil virksomhed, der skal give overskud.
- Man er nødt til at acceptere, at der er en vis mængde penge, vi taber i et sort hul. Når en mekaniker skal gå frem og tilbage, fordi der skal være 100 procent styr på, hvad boltene bliver brugt til, betyder det, at han ikke har tid til at tage på skydebanen.
- Han bliver dårligere til at skyde, fordi han hele tiden skal gå frem og tilbage. Det er en prioritering, der ikke hænger sammen.
Ingen stillingsopslag
Ifølge Roald Rasmussen hænger egnede mekanikere i 1. echelon ikke på træerne. Det kræver en fysik at være ansat tæt på frontlinjen.
- Det er slående, at der ikke er et eneste stillingsopslag for mekanikere. Det burde der være kontinuerligt med de behov, som vi har, siger han.
Fællestillidsmanden overvejer indimellem, om han og kollegaerne er med i en indirekte spareøvelse.
- Nej, jeg tror ikke, at der er en, der har sat sig ned og tænkt, at Forsvaret sparer penge på den her måde. Til gengæld tror jeg ikke, at vores problemer bliver taget seriøst nok. Det er først, når det hele bryder sammen, at der bliver gjort noget.
De øgede forsvarsbudgetter ser han ikke som en udvej.
- Pengene er ikke løsningen. Det er bureaukratiet, alt det her papirarbejde og al kontrolføringen, som man er nødt til at fjerne noget af.
- Hvis en mekaniker har seks timer om dagen til at gå på værkstedet, duer det ikke, at han skal bruge to af dem administrativt.
Roald Rasmussen nævner ordsproget: Hvis det vigtige ikke er målbart, så bliver det målbare vigtigt.
- Det rammer vi her. Du kan ikke måle på den tabte uddannelse ved en mekaniker. Men du kan måle på hvor mange penge, der bliver brugt på stumper. Derfor er det, hvor meget der bliver brugt på stumper, der bliver målt på. Succeskriteriet er nødt til at blive mere løst, siger han.
Læs flere historier fra fagbladet her.
