
Eksempler på fysiske og psykiske arbejdsmiljøudfordringer fra tjenestestederne er endnu engang havnet i HKKF’s rygsæk, efter forbundet afholdt forbundsmiljøudvalgsmøde (FMU) på Oksbøl Kaserne i starten af oktober. Nu er forbundet i gang med at kigge udfordringerne igennem og gennemgå, hvad og hvordan der bør handles. For Kurt Brantner er en fyldt rygsæk med eksempler på arbejdsmiljøudfordringer hele formålet med udvalget:
”Arbejdsmiljørepræsentanterne og medlemmerne støder på udfordringer, som vi ikke opdager – deres beretninger er grundstenen for at skabe et sikrere og sundere arbejdsmiljø. Den viden, vi får gennem FMU, er uundværlig.”
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er netop formålet med udvalget, som består af arbejdsmiljørepræsentanter fra tjenestestederne samt arbejdsmiljøkonsulent Kim Larsen og forbundsnæstformand Kurt Brantner, der mødes 2-3 gange om året.
Arbejdsskader i udlandet i fokus
Et centralt punkt på mødet var arbejdsskader, der opstår i udlandet. PKOM (Personelkommandoen) og FAEK (Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor) holdt oplæg om registrering og behandling af skader. Her blev det tydeligt, at proceduren er kompleks og involverer flere myndigheder – hvilket øger risikoen for fejl. Både HKKF og PKOM ønsker at forbedre processen, og PKOM har allerede igangsat flere initiativer, der skal mindske risikoen for fejl – HKKF vil dog fortsat være opmærksom på udfordringen.
FMU har skabt reelle forbedringer
Udvalget har tidligere løftet vigtige sager – fx Skyper-aftalen, der sikrer, at arbejdsmiljøloven gælder under skydelejre. Et andet eksempel er ændringen af reglerne for kørsel med udrustning og sikkerhedssele, som nu kræver risikovurdering, da konsekvensen af at køre med fuld udrustning med sikkerhedssele kan være meget alvorlig.
Har du udfordringer med dit arbejdsmiljø?
Komplekse arbejdsskadesager og konkrete forbedringer er i fokus – nu styrkes indsatsen for at mindske fejl og skabe reelle forandringer.
HKKF tilbyder at skrive notat om arbejdsmiljøudfordringerne på dit tjenestested – notatet vil efterfølgende bruges til, hvad I finder nødvendigt. Kontakt Kim Larsen, arbejdsmiljøkonsulent, på kl@hkkf.dk




