Nyheder

Indblik i Interflex

Forbundsformand, Tom Block, har kun ros til overs for soldaterne på Interflex, som han besøgte i England med konsulent Flemming Fage. HKKF fik mulighed for både at høre medlemmerne, drøfte forholdene med ledelsen og se arbejdet i feltet
Foto: HKKF

Holdet på Interflex bød i mandags velkommen til HKKF’s forbundsformand, Tom Block, og konsulent Flemming Fage i et par dage. Tiden blev både til drøftelser med ledelsen om forholdene, snak med medlemmerne og besøg i felten, hvor de danske soldater træner ukrainske soldater. 

”Det er hårdt mentalt at skulle træne ukrainerne,” fortæller Tom Block om soldaternes arbejde. ” Det er så modbydelig en krig. Vi ved, hvad konsekvensen bliver for langt de fleste af dem, og derfor er det prisværdigt at se, hvor hårdt I arbejder, og hvor meget I gør for at give de ukrainske soldater de bedste forudsætninger.”

Løn, anciennitet og overgangsordning på programmet

Konstablerne præsenterer deres syn på situationen i lejren, de generelle vilkårene og lønnen til et medlemsmøde, der blev holdt én af aftenerne. ”Vi havde en god snak med medlemmerne og fik taget mange gode ting med. Vi er glade for den feedback vi fik,” fortæller Tom Block.  Snakken faldt også på den manglende aftale om honorering under Interflex. Det skyldes, at HKKF ikke har kunne indgå en aftale fordi vilkårene i aftalen ikke står mål med den arbejdsindsats og fleksibilitet medlemmerne præsenterer. HKKF opgiver dog ikke kampen for at sikre en aftale, der honorerer medlemmerne retfærdigt. Du kan læse en uddybende forklaring her.

Møde med ledelsen

Senere skulle HKKF mødes med ledelsen, hvor de videregav nogle af de forslag, som HKKF har hørt fra medlemmerne – herunder ønsket om at medarbejderne i højere grad blev orienteret og inddraget. ”Vores medlemmer vil rigtig gerne tage ansvar,” fortæller Tom Block, ”de vil gøre deres bedste, men det kan være udfordrende, når man ikke er briefet tilstrækkeligt. Hvis der er mere samspil mellem parterne, vil det være til gavn for både ledelse og medlemmer.” 

Stolt forbundsformand

Tom Block fortæller om helhedsindtrykket, da han er tilbage i Danmark: ”Det var godt at få et indblik i opgaven derover. Jeg er bare helt igennem stolt over at være forbundsformand for soldater, der helt eminent løser den store opgave det er at træne de ukrainske soldater. Især med tanke på de forudsætninger I skal gøre det under."

Siden er sidst opdateret: 3.10.25 kl. 12.47

Andre nyheder