Vi vil have indflydelse, før spaden sættes i jorden

Der er godt humør i telefonen, selvom det er tidligt fredag morgen, og Kurt Brantner er på vej hjem fra hovedstaden i sin bil. Han har netop forladt et møde med forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, hvor tre centrale HKKF-krav blev mødt med åbenhed og velvilje.

“Det var et rigtig godt møde,” siger Kurt begejstret.

Mødet med ministeren kom i kølvandet på et notat om arbejdsmiljøet i Forsvaret, som HKKF sammen med en række andre faglige organisationer tidligere på sommeren havde sendt til politikere og beslutningstagere.

Notatet peger på en lang række problemer i arbejdsmiljøindsatsen og foreslår konkrete løsninger. Det var baggrunden for, at forsvarsministeren indkaldte til møde med en snæver kreds af faglige aktører.

Men smilene i bilen bør tages med et forbehold. For intet er meldt ud officielt ved deadline til Fagligt Forsvar. Departementet har meddelt, at skriftlige tilkendegivelser først kommer efter sommerferien.

”Der er endnu ikke truffet nogen endelige beslutninger, og det efterlader os med en vis usikkerhed,” siger Kurt Brantner.

Vi må derfor væbne os med tålmodighed og afvente ministeriets endelige stillingtagen.

Hvad handler ETAB om?

Anledningen til den aktuelle debat om arbejdsmiljø i Forsvaret er de mange milliarder, der lige nu pumpes ind i nybyggeri og renovering. En stor del af midlerne går til kaserner, værksteder, kontorer og opholdsområder. Hvis ikke arbejdsmiljøet tænkes ind fra starten, risikerer man at bygge forkert og spilde pengene. Og det er her, ETAB kommer ind i billedet.

“ETAB står for Etablissement,” forklarer Kurt Brantner. “Det handler om byggeri, vedligeholdelse, drift og udvikling af kaserner, skydebaner, øvelsesterræner og øvrig infrastruktur i Forsvaret. Mange kaserner er i dårlig stand. Nogle steder skal der repareres, andre steder rives ned og bygges nyt.”

HKKF oplever, at de folk, der skal arbejde i bygningerne, ikke bliver inddraget nok, inden spaden sættes i jorden.

“HKKF har alt for lidt viden om, hvad der foregår. Vi hører rygter, men ingen ved rigtigt, hvad der sker. Selv regimentscheferne sidder med viden, vi ikke får del i. Det duer ikke.”

Derfor er det HKKF’s mål at få reel indflydelse på arbejdsmiljøet i de nye bygninger. Ikke design, men de konkrete forhold, som har betydning for soldaternes hverdag.

Tre krav og en forhåbning

Kurt Brantner har overfor Forsvaret længe argumenteret for, at det vil have en positiv effekt på arbejdsmiljøet – både lokalt og centralt at øge professionalisering af arbejdsmiljøarbejdet på tjenestestederne samt at lave en tydelig adskillelse mellem det strategiske og det udøvende led i Forsvaret.

På mødet præsenterede Kurt Brantner derfor tre forslag, som ministeren tog positivt imod:

“Jeg tror, de kunne se fornuften i det. De virkede anerkendende, da jeg forklarede, hvor galt det kan gå, hvis arbejdsmiljø ikke tænkes ind fra starten. Jeg kom med konkrete eksempler, og jeg fornemmede, at de godt kunne se, at det her ikke handler om ekstra bureaukrati, men om at forebygge problemer, der kan blive langt dyrere og mere besværlige at løse senere, siger Kurt Brantner.

I HKKF vil vi gerne spille en positiv rolle, men vi skal have noget reel viden, så vi kan gøre det. Det er naturligvis min oplevelse af mødet – når både forsvarsministeren og departementschefen reagerer sådan, giver det grund til optimisme.”

Tror du selv på, at det holder?

“Ja, det gør jeg faktisk. Jeg oplevede en seriøs og lyttende stemning i rummet – både fra ministeren, forsvarschefen og departementschefen. Der blev stillet relevante spørgsmål, og jeg kunne se, at der blev taget notater undervejs. Det giver mig en fornemmelse af, at det, vi sagde, bliver taget alvorligt og bragt videre i systemet. Men det ændrer ikke ved, at vi selvfølgelig følger op – det gør vi.”

Hvad kan medlemmerne forvente at mærke?

“Hvis det her bliver fulgt til dørs, så vil det betyde færre fejl og bedre forhold.  Arbejdsmiljørepræsentanterne vil få en større viden, og der vil komme mere systematik i, hvordan vi arbejder med arbejdsmiljø på kasernerne.

På sigt håber jeg, det betyder færre hovedrystende oplevelser og mere arbejdsglæde. Det er dét, vi går efter.”

Skrækeksempler fra virkeligheden

Behovet for inddragelse er ikke bare en principsag. Det handler også om at undgå fejl, som allerede er begået.

“Jeg har været oppe og se en bygning i Skive, hvor du ikke kunne bruge vinduet som nødudgang, fordi det ikke kunne åbnes nok. Jeg har set en dør, hvor du skulle kravle igennem, og bygninger, hvor stikkontakterne var placeret det forkerte sted.”

Nogle steder er der bygget standardbygninger, som blev tegnet for ti år siden og ikke passer til dagens behov. Andre steder er kompagnichefen placeret flere hundrede meter fra sine soldater.

“Der er brug for, at arbejdsmiljøorganisationen bliver inddraget langt tidligere. Ikke bagefter, når det hele står færdigt.”

Byg til fremtiden

For Kurt Brantner handler det ikke kun om fejl og mangler. Det handler også om at tænke fremad.

“Byg ikke bare til de behov, vi har i dag. Læg fem eller ti procent oveni. Vi aner ikke, hvordan verden ser ud om fem år, og så duer det ikke, at bygningerne er for små fra starten.”

Han advarer også mod, at midlertidige løsninger bliver permanente:

“Pavilloner er o.k. i et stykke tid. Men vi skal også have tegninger på de permanente bygninger og en plan for, hvornår de kommer. Ellers er der ingen, der får ro i maven.”

Fra snak til handling?

Arbejdet er allerede begyndt. I HKKF har vi taget fat i de lokale arbejdsmiljøfolk og opfordret dem til at stille spørgsmål til regimentscheferne om planerne for deres kaserner. Deres rolle bliver afgørende, hvis den nye kurs skal slå igennem. Det handler ikke kun om at være parat til dialog, men om at tage ansvar lokalt og stille krav til ledelsen på kasernerne.

“Vi kan ikke bare vente på, at nogen kommer og fortæller os noget. Vi skal selv tage fat. Det er vores ansvar,” siger Kurt Brantner.

Han understreger, at det først og fremmest er gennem det lokale arbejdsmiljøarbejde, at intentionerne fra mødet med ministeren kan blive omsat til konkret forandring. Derfor vil HKKF også bruge tid på at klæde arbejdsmiljøorganisationen på med viden, redskaber og opbakning.

“Vi skal ikke tro, at det hele sker oppefra. Hvis det her skal have effekt, så skal vi i gang ude på tjenestestederne.”

Det er også derfor, han holder fast i, at forsvarsministerens lydhørhed skal følges op. En politisk vilje er ikke nok – der skal også kontinuitet og handling bag.

“Når de foreslåede møder, som vi har foreslået ministeren at etablere, forhåbentlig bliver en realitet på et tidspunkt, kan det jo godt være, at vi om to år finder ud af, at de ikke længere er nødvendige, fordi vi har den indsigt, vi har brug for, og arbejdet er i gang overalt. Men indtil da skal vi blive ved med at presse på og bruge den mulighed, vi har fået.”