Nyheder

Da Hans Majestæt Kong Frederik 10. blev kronet som konge, betød det også at der skulle laves et nyt REX-mærke som Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet bærer med stolthed.
Foto: Forsvarsgalleriet/ Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse

REX-mærket er symbolet på stolthed

Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet har fået et nyt mærke på uniformen: Det kongelige navnetræk – eller REX-mærket.
”REX-mærket betyder meget for os,” fortæller fællestillidsrepræsentant for Den Kongelige Livgarde, Michael Høy Nedergaard. ”Det viser, at man er en del af dem, der passer på de kongelige. Og i Den Kongelige Livgarde er vi stolte af at være dem, der passer på de kongelige.”

Ny konge, nyt mærke

REX-mærket er formet som den siddende regentens monogram. Derfor var det nødvendigt at få lavet et nyt REX-mærke, da Hendes Majestæt Dronning Magrethe 2. trådte tilbage som Danmarks dronning den 14. januar 2024 og overlod tronen til sin søn, Hans Majestæt Kong Frederik 10.

REX-mærket minder dem om hvorfor de er her

Michael Høy Nedergaard fortæller, at han er glad for det nye REX-mærke og uddyber også, hvorfor REX-mærket bliver brugt som motivation for de værnepligtige.
”Vi bruger REX-mærket på vores REX-ture,” fortæller han. REX-tur er er den rekrut-tur , som de værnepligtige gennemfører som en del af deres uddannelse hos Den Kongelige Livgarde. ”De får lov at få mærkerne med i lommen, inden vi tager afsted. Det er en hård tur. Når det er rigtig hårdt, kan de mærke REX-mærket i deres lommer, og det kan minde dem om, hvorfor de er her.”
Mærket er leveret af Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse (FMI) og er valgt af Kongen og designet af kgl. Våbenmaler Ronny Skov Andersen.
Siden er sidst opdateret: 21.01.25 kl. 09.46

Andre nyheder