“Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være”

Rækkerne i auditoriet på Skive Kaserne ligner et teater. Træpanelerne på væggene vidner om en tid, hvor funktion og enkelhed gik forud for lys og luft, og loftet er hvidt – måske derfor fanges øjnene af den åbne dør bag scenen, hvor en firkant af lys skærer sig ind i det halvmørke rum.

Men her er intet skuespil. På scenen står Jens Lyng Jessen, fællestillidsrepræsentant for HKKF FVT VO VEST, iført uniform, et Suunto Traverse Alpha-ur på højre hånd og to armbånd om venstre hånd. Han lægger for:

“Jamen, velkommen til. Til den første generalforsamling i HKKF FVT VO VEST her på Skive Kaserne. Det er jo første gang, siden FVT blev oprettet i 2019/2020, at vi holder en generalforsamling…”

Ved et skrivebord midt på scenen aflægger han sin beretning. På lærredet bag ham står den klassiske dagsorden – men stemningen er alt andet end rutinepræget. Det her er ikke en klassisk generalforsamling. Det er den første. Og det kan mærkes.

Dagsorden skal ikke bare afvikles – det er en markering af, at noget er ved at ske i klubben. For første gang samles medlemmerne, og det er den nye fællestillidsrepræsentant, der har sat det hele i gang. Hvad det er, får man hurtigt en fornemmelse af.

Rundt om i salen sidder cirka 50 medlemmer i uniform – fra mange forskellige kaserner og kompagnier, som emblemerne afslører. På scenens venstre side står Pom Christensen, suppleant for Jens. Længere tilbage i rummet lytter medlemmerne opmærksomt.

Stemningen er både høflig og koncentreret. Dagsordenen følges loyalt, men efterhånden som punkterne krydses af, vokser spørgelysten. Det kulminerer, da HKKF’s forbundssekretær, Henrik Holm, går på scenen. Det er mest ham, der må stå for skud.

“Vi er spredt meget ud over landet,” fortæller Jens i sin åbning, ”og det er de også i Øst, men den kære Rokkedal (major og chef for FVT Vest, red.) har sagt, at han giver en dagsnorm for, at vi holder det her for at få skudt gang i den klub. Det er vi utroligt taknemmelige for som TR’ere.”

Efter kort formalia bliver Carlo Garn fra HKKF valgt som dirigent – og senere ventede der en portion wienerschnitzel – eller kylling, til dem der har bestilt det. Der er tænkt på det hele.

Jens har kun været tillidsrepræsentant i kort tid, men han har allerede sat klubben i bevægelse. Han gør det ikke for at gøre karriere – han gør det, fordi han ikke kan lade være. Hvad der driver ham, bliver tydeligt, når man først sætter sig over for ham – han drives af noget, der rækker ud over møder, dagsordener og klubarbejde.

En, der gør det – og gør det præcist

Det begyndte med en mail. Fagligt Forsvar skrev ud til over hundrede tillidsrepræsentanter landet over: Redaktionen inviterede sig på besøg hos kasernerne og spurgte: Skal redaktionen sætte fokus på din kaserne i næste nummer?

Kun én svarede. Jens.

Det var en bestemt stemme, der svarede i den anden ende af telefonen. En soldat, der vidste, hvad han ville.

Der var aldrig tvivl: Fagligt Forsvar skulle til Skive den onsdag i maj.

Spørgsmålet fra Fagligt Forsvar til Jens sidst i samtalen lød: “Hvornår slutter generalforsamlingen?” – mest for at få styr på dagens praktiske rammer.

„14.24,“ lød svaret prompte.

Ikke 14.30. Ikke cirka kvart over. 14.24. For det er det tidspunkt, medlemmerne får timer til. Når Jens sætter noget i gang, bliver det gennemført. Han gør det ikke halvt.

Han er typen, der ikke bare taler om fællesskab. Han organiserer det. Ned til minuttet.

Mødet med Jens bliver også mødet med en soldat, der har det bedst, når han tager ansvar. En, der griber telefonen, mens andre læser videre. En, der planlægger, før andre er begyndt at overveje, om de skal møde op.

Nogle uger senere ruller Fagligt Forsvar ind på Skive Kaserne. Hovedvagten er afspærret på grund af vejarbejde. Det har den 43-årige tillidsrepræsentant selvfølgelig forberedt os på og ledt os ind ad bagvejen.

Han har planlagt besøget til punkt og prikke – og det første, han gør, er at gelejde Fagligt Forsvar hen i værkstedet for at tale med en mekanikerlærling. For Jens ved, hvad han vil. Det er ikke tilfældigt: Tillidsrepræsentanten vil have fokus på, at enheden mangler lærlinge. Og han ved, at det begynder med synlighed.

Hurtigt valgt til fællestillidsrepræsentant

Jens tager ansvar, når noget skal ske – og det gælder også i det faglige arbejde. Kort tid efter han blev valgt som tillidsrepræsentant, satte en faglig lynkarriere i gang.

Jens har ikke engang været tillidsrepræsentant i et år, men det faglige engagement begyndte længe før det. Allerede under værnepligten blev han valgt som talsmand i delingen. Senere tog han opgaven som arbejdsmiljørepræsentant i Holstebro. Og da han blev udsendt med Vikingkompagniet til Irak, blev han valgt som talsmand for sin enhed.

I 2022 kom han tilbage til Skive efter en knæskade og begyndte på specialværkstedet. Her stillede han op som tillidsrepræsentant efter sammenlægningen af specialværkstedet og garnisionsværkstedet og blev valgt i september sidste år, da den tidligere tillidsrepræsentant skiftede enhed.

Den nyvalgte tillidsrepræsentant havde kun været i gang i få måneder, da den hidtidige fællestillidsrepræsentant trak sig. På et møde blandt FVT Vest-tillidsmænd i Holstebro viste kollegaerne opbakning til Jens. Kollegaer fra Varde, Oksbøl og Aalborg pegede på Jens, og han blev valgt som fællestillidsrepræsentant for hele FVT Vest.

“Jeg havde ikke set det komme. Men jeg synes, det er megafedt,” siger han.

Siden er han også blevet valgt som suppleant for forbundssekretær Henrik Holm i Koordinations- og Samarbejdsudvalget – et centralt forum, hvor ledelse og medarbejderrepræsentanter drøfter overordnede forhold som arbejdsmiljø, struktur og bemanding.

Missionen er klar. Jens vil vise medlemmerne, hvem der er der for dem, og hvad klubben kan. Det handler om at gøre klubben synlig og nærværende. Derfor var det vigtigt for ham at stable den første generalforsamling på benene. Det blev et vendepunkt – ikke bare for klubben, men også for Jens.

“Jeg vil bare det bedste for vores medlemmer. Det er derfor, jeg gør det.”

Jens er tillidsrepræsentant på specialværkstedet i Skive – en af forudsætningerne for at kunne varetage opgaven som fællestillidsrepræsentant for hele FVT Vest.

Efter generalforsamlingen har han sat sig et nyt mål: Han vil i højere grad rundt og møde medlemmerne dér, hvor de arbejder. For selv om han har base i Skive, ser han det som sin opgave at skabe synlighed og fællesskab på tværs af de spredte lokationer.

Han kender hverdagen på gulvet. Han kender systemerne, sagsbehandlerne og strukturerne bag. Det gør ham til en brobygger i en organisation, der er spredt over hele landet. For Jens er tanken klar: Klubben findes kun, hvis nogen får det til at ske.

Han kalder sig selv en klubmand. Både i Forsvaret og i fritiden. Ikke som en titel, men som en måde at handle på. Det er ikke noget, han siger – det er noget, han gør.

En klubmand i alt, hvad han gør

Det begyndte i fritiden. Jens har været frivillig i Viborg FF siden 2012, hvor han startede som børne- og ungdomstræner. Siden kom han i bestyrelsen, blev børne- og ungdomsformand, og i dag er han stadig aktiv i pigeudvalget og samarbejdsudvalget med den professionelle afdeling. Desuden er han skoleleder, når DBU’s fodboldskole kigger forbi.

“Jeg elsker bestyrelsesarbejde. Jeg kan slet ikke få nok,” siger han og griner, når han fortæller om de mange udvalg og opgaver, han har været involveret i.

I Viborg FF’s bestyrelse har han især arbejdet med at skrive klubbens børnepolitik og klubudvikling. Han har været med til at formulere strategier, tage imod nye trænere og holde fast i værdierne bag det frivillige fællesskab.

Det er ikke bare møder og strukturer, der driver ham. Det er det, han kalder “fingeren på pulsen”. Han vil være tæt på medlemmerne. Tæt på de mennesker, det hele handler om.

Derfor var det ham, der tog ansvar, da pigernes træner stoppede. Og det er ham, der i dag står i spidsen for et kvindeseniorhold, der pludselig er i 3. runde af Gjensidige Kvindepokal.

Han møder op til træning flere gange om ugen og forsøger at holde styr på øvelserne, mandsskabsbehandling og næste kamp. Det er frivilligt, men han tager det seriøst.

Det er ikke de samme piger, som han trænede tidligere – men engagementet er det samme. Jens’ hjerte brænder i dag for pige- og kvindefodbold, og derfor har han taget ansvaret for kvindeseniorholdet. Og flere og flere spillerne kommer til træning.

“Jeg startede med 25 spillere. Nu er vi 41. Det vokser,” siger han.

For Jens handler det om ansvar. Og det er her, fodboldbanen og Forsvaret smelter sammen.

Hans klubmand-gen går igen i arbejdet som tillidsrepræsentant. Han bruger endda samme sprog.

“Vi er et trænerteam,” siger han om samarbejdet med de andre tillidsrepræsentanter i Vest.

Det handler om opbakning, kommunikation og fælles mål. Det handler om, at man stiller op. Både for et fodboldhold og for kollegaerne i en spredt organisation. Jens gør det samme begge steder: Han får noget til at ske.

En del af noget større

På kontoret retter Jens lidt på sine to computerskærme. De skal stå i samme højde. “Min OCD slår lidt igennem,” siger han med et smil.

På opslagstavlen bag ham hænger certifikater for bomberyddernes- og CBRN kompagniets materiel, der dokumenterer hans efteruddannelse. Blandt papirerne hænger også en børnetegning fra hans yngste søn. Jens er tegnet i en Piranha 5 med et jagerfly over sig og Dannebrog to steder i billedet. I nederste hjørne står hans familie klar til at tage imod ham.

I virkeligheden er det også sådan, det er: Familien står klar, når han vender hjem.

Jens mødte sin kone, mens han var under uddannelse som våbenmekaniker i Oksbøl, og det blev årsagen til, at han senere søgte til Haderslev.

I dag har de to drenge på 13 og 16 år. Hverdagen er travl, og som han selv formulerer det med et grin:

“Jeg ser hende hver morgen, inden jeg tager på arbejde – og når jeg kommer hjem igen.” Hun har efterhånden vænnet sig til hans store engagement, selvom hun indimellem synes, det bliver lidt for meget: “Rigtig meget endda,” som Jens tilføjer med et smil.

Nu sidder han på sit kontor i sin uniform. På højre håndled bærer han to armbånd. Ét i lyse camouflagefarver med teksten “Helmand Afghanistan” og et gult med rød skrift: “Operation Inherent Resolve” fra Irak.

“Det er en del af mig. Det symboliserer, hvad jeg er en del af,” siger han.

Han bærer dem ikke dér på håndleddet for syns skyld. Et stille signal, som kun de færreste spørger ind til – men som de, der ved det, straks forstår.

Historien bag armbåndene begynder for alvor, da Jens første gang blev udtaget til udsendelse. Det var med henblik på Irak, men han endte i Kosovo i stedet. Det blev senere til Afghanistan som våbenmekaniker og så Irak alligevel – denne gang med Vikingkompagniet.

Han ved, hvad det vil sige at være udsendt: At leve i lejre, skrue i ørkensand og sove med sikkerhedsudstyr inden for rækkevidde.

Armbåndene er ikke dekoration. De er et tavst vidnesbyrd. Om oplevelser. Om kammerater. Om tab og sammenhold. Om den del af Jens’ liv, hvor man ikke bare er soldat. Man er det hele tiden.

Kampen for FVT

Generalforsamlingen i Skive var ikke en afslutning. For Jens var det begyndelsen.

Han vil gøre FVT Vest til et sted, man vælger til – og bliver ved med at vælge. Ikke bare som arbejdsplads, men som fællesskab. Det kræver information, synlighed og sammenhæng.

“Vi skal vise, at vi er her. At vi gør noget. Ellers mister vi folk,” siger han.

Sammen med suppleanten, Pom fra Aalborg. har Jens indført nyhedsbreve, der bliver sendt ud, når der er nyt fra TR-gruppen eller HKKF. Det er enkle mails, men de virker. Det handler om at give medlemmerne et overblik. Og en fornemmelse af, at der faktisk er nogen, der kæmper deres sag.

“Jeg ved godt, hvordan det er. Man får mange informationer, og det kan være svært at få det hele med. Derfor sender vi nyhedsbreve på mail – det er en mere direkte måde at nå folk i hverdagen og supplere det, der står i Fagligt Forsvar.”

Han er bekymret for, hvor mange der forsvinder fra FVT.

Det er ikke bare et spørgsmål om at mangle hænder her og nu – det er selve fundamentet for FVT, der bliver svækket, når erfarne folk forlader enheden. De tager ikke bare deres kompetencer med sig, men også den tavse viden, der binder afdelingerne sammen i praksis. Når de forsvinder, bliver der mindre tilbage at lære af – og færre til at tage imod de nye.

“Vi ser det igen og igen. Folk vælger det fra. Og det er ærgerligt. For vi har noget at byde på.”

Ifølge Jens er det ikke nok med forsvarsforlig og rekrutteringskampagner. Hvis man vil holde på folk, skal forholdene være i orden. Det handler om løn – først og fremmest.

Jens peger på, at mange vælger andre funktioner på kasernen, hvor de kan få mere i løn. Det er svært at konkurrere med, hvis man ikke kæmper for bedre vilkår. Derudover handler det også om indflydelse, udvikling og respekt for det faglige.

“Min opgave er at holde på folk. For mig er det også vigtigt som fællestillidsrepræsentant, at mine kollegaer ude på gulvet har det godt. Vores arbejdsmiljø skal være i orden. Vores forhold skal være i orden. Vi må simpelthen arbejde for, at de får bedre forhold ude på arbejdspladsen, fordi det er det, de mangler.”

Han ser generalforsamlingen som et nødvendigt skridt på vejen. Det har givet ansigter på tillidsrepræsentanterne og startet en samtale, som længe har manglet. Ikke alle var vant til, at der blev spurgt til deres holdninger. Ikke alle vidste, hvem de skulle gå til. Nu ved de det.

Næste skridt er at gøre klubben stærk nok til, at folk føler sig som en del af noget større. Og ifølge Jens er det netop følelsen af at høre til, der får folk til at blive.

Mod på mere

Da generalforsamlingen i Skive sluttede, var det med wienerschnitzel i konstabelmessen og gode samtaler hen over bordene. Det var med følelsen af, at noget var sat i gang.

Han sagde det ikke med store ord, men forventningen var klar: Det her skal ikke være en enlig svale. Jens håber, at generalforsamlingen bliver begyndelsen på noget, der kan fortsætte i mange år fremover.

“Jeg synes faktisk, det gik godt. Der var en god stemning. Vi fik nogle spørgsmål. Jeg håber, det kan blive en tradition,” siger han.

Han har ikke alle svarene – og han lover ikke mirakler. Men han lover at møde op. Tage telefonen. Være der.

Han er ikke først og fremmest optaget af systemer og strategier. Han er optaget af menneskene bag. De kollegaer, der hver dag får FVT til at fungere. De medlemmer, der skal opleve, at klubben er noget, de er en del af.

“Det var fedt at se så mange møde op. Det giver mig mod på at fortsætte. Nu skal jeg sammen med fællestillidsrepræsentanten fra FVT i Øst, Claus Trangeled, have samlet alle tillidsrepræsentanter, suppleanter og arbejdsmiljørepræsentanter i FVT til et møde.”

Jens har været talsmand som værnepligtig, arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant og nu fællestillidsrepræsentant. Det har aldrig været planen. Men det er blevet hans vej – ikke fordi han søgte den, men fordi han ikke kunne lade være.

“Jeg brænder for medlemmerne her ved FVT. Det er det, der driver det,” siger han.

Og det er måske det vigtigste – at nogen vælger at tage ansvar.