Nyheder

Flere stillinger aflønnes som faglærte

Kontoruddannede i kompagnier, bataljoner og eskadroner får endelig anerkendelse
Foto: Lærke Weensgaard

Fra 1. oktober 2025 bliver en række kompagnihjælpere, bataljons- og eskadronshjælpere overført fra ufaglært til faglært aflønning. Det sker som en direkte udløber af OK24-aftalen, hvor HKKF sikrede, at forsyningshjælperne fik anerkendt deres faglige baggrund. Nu kommer turen til de kontoruddannede hjælpere i kompagnier, bataljoner og eskadroner.

Det drejer sig om stillinger, hvor det er et krav, at man har en kontoruddannelse eller en anden faglært uddannelse på niveau 4 eller 5 i kvalifikationsrammen. Medarbejderne løser centrale administrative opgaver i kompagnier, bataljoner og eskadroner, hvor det er afgørende, at der sidder folk med en faglig baggrund og forstår det arbejde, de skal udføre.

For den enkelte betyder ændringen, at man fremover får cirka 2.500 kroner mere om måneden plus pension. For de lokale chefer er det en stor gevinst, at stillingerne nu anerkendes som faglærte, fordi det styrker kvaliteten af de administrative fællesskaber.

Ændringen er dermed endnu et resultat af OK24, hvor HKKF i årevis har presset på for, at kompagnihjælpere samt bataljons- og eskadronshjælpere skulle omfattes. Nu er det lykkedes.

Ifølge HKKF’s oplysninger er der omkring 80  stillinger, som nu bliver omkvalificeret til faglærte.

"Det her er en vigtig sejr for vores medlemmer, som i årevis har kæmpet for at få anerkendt deres faglige kompetencer," fortæller Tom Block, forbundsformand i HKKF. "Med OK24 fik vi taget det første store skridt med forsyningshjælperne, og nu ser vi resultaterne brede sig til endnu flere grupper. Det viser, at det kan betale sig at stå fast og presse på. Samtidig er det her kun et skridt på vejen – med den erhvervsrettede konstabeluddannelse er alle vores medlemmer blevet faglærte – derfor er det kun logisk at de også skal have faglært løn."

Hvis du som medlem mener, at din stilling er omfattet af ændringen, men ikke er blevet placeret på faglært løn, skal du tage fat i din tillidsrepræsentant. TR’en kan derefter gå til chefen med henvisning til implementeringsskrivelsen og få vurderet, om stillingen skal omkvalificeres.

Siden er sidst opdateret: 8.10.25 kl. 16.04

Andre nyheder