Ved ambassaden stod stilheden tilbage og sagde alt
Det var alt det, der ikke blev sagt, der rungede gennem tavsheden på Dag Hammarskjölds Allé.
Aldrig før har de danske veteraner mærket så stor en opbakning for deres indsats side om side med allierede i verdens brændpunkter – som denne iskolde januar-lørdag. Mange tusinde danskere viste deres støtte til de danske soldater og deres afsky for den amerikanske præsidents udmelding. Udmeldingen gik på, at de udenlandske soldater ikke stod helt fremme i frontlinjen – og at man godt kunne undvære dem.
Folkehavet bevægede sig fra Kastellet gennem den smalle Kongeport, hen ad Esplanaden og Grønningen og de i alt halvanden kilometer frem mod endemålet: Den amerikanske ambassade.
Det tog over en en time fra fronten til den sidste demonstrant forlod Kastellet. Foto: Danmarks Veteraner/Peter Skautrup
Her plantede veteranerne 52 dannebrogsflag, hver broderet med navnet på en af de faldne danskere under missioner i Irak og Afghanistan. Arrangørerne Danmarks Veteraner og Veteranstøtten havde på forhånd regnet med, at 700 veteraner og pårørende ville gå marchen frem mod den stille protest. Budskabet var, at ingen ord kan beskrive, hvor ondt det gør, at Danmarks indsats og ofre i kampen for demokrati, fred og frihed er glemt af den amerikanske præsident.
Det tog over en time at få menneskehavet frem til ambassaden, så stor var opbakningen til veteranerne.
De faldne blev æret
Det var en værdig demonstration, hvor stilheden markerede, at her negligerede ingen den indsats og de ofre, som soldaterne led i krigszonerne og andre tog med hjem, da amerikanerne bad Danmark om hjælp.
Folk stod pakket foran ambassaden på på Dag Hammarskjölds Allé. Foto: Danmarks Veteraner/Peter Skautrup
Navnet på hver eneste faldne blev læst op, og Carsten Rasmussen huskede også dem, der ikke kunne klare livet efter hjemkomsten, og veteraner, der den dag i dag lever med fysiske og psykiske ar.
Og så kom stilheden.
De fem minutter, hvor hver en veteran stod i kulden og lod tankerne falde tilbage på oplevelserne ved fronten, under angrebene på lejrene, på ulykker undervejs. På deres kammerater, der aldrig så deres børn vokse op eller genså deres kære.
De tanker, som rungede gennem tavsheden, efterlod alle andre tilstedeværende med en klump i halsen og en fortvivlelse over, at det, der skulle være en verdensleder, kunne synke så lavt.
Luffeklapsalver
Hovedbeklædningerne røg tilbage på isserne – og så fulgte de vedvarende, lavmælte luffeklapsalver, der passede så godt til temaet om ingen ord.
Danskerne og veteranerne sendte budskabet over Atlanten på den mest danske facon, der i den grad adskiller sig fra de sanseløse udmeldinger, de protesterede mod.
Tom Block: Stilheden og opbakningen
Både forbundsfor- og næstformand var blandt de mange HKKF'ere der gik marchen.
Tom Block siger, at stilheden ramte hårdt, fordi den handlede om dem, der har betalt prisen – og om dem, der stadig bærer den.
“Det betød rigtig meget. Når man selv har været udsendt, og jeg også kender mange af dem, der har betalt prisen, så er det klart, at når man jokker på dem, så jokker man på os allesammen, og det skal vi da markere.”
Han peger også på, at opbakningen fra de mange fremmødte varmede – ikke kun for veteranerne, men også for de pårørende, der lever med savnet.
“Den betyder sindssyg meget. Det viser, at der er mange, der står og bakker op om det, vi har lavet – og også bakker op om den pris, som mange har betalt. Og også den pris, som mange pårørende står tilbage med, og det savn. Det varmer.”
Da han bliver spurgt, hvad han tænkte på under stilheden, bliver der stille igen. Efter en pause siger han:
“Tanker om alle de meddelelser, som jeg har fået, når jeg har mistet en kollega. … så ja.”
