Nyheder

Når karrieren skifter gear

David har skiftet frontlinjen ud med værkstedet – stadig i uniform, stadig konstabel, men med helt nye udfordringer og mere ro i hverdagen
En af maskinerne, David har genopbygget, stod tidligere ved kysten og var tæret op af saltvand – et af de mest udfordrende projekter i hans uddannelse. Foto: Ernst van Norde

En rendegraver står hævet på donkrafte i værkstedet. Duften af olie hænger i luften, og lyden af en skraldenøgle bryder stilheden. Midt i det hele står David og arbejder koncentreret med maskinens hydraulikslanger. Det er en af de mange maskiner, der holder Forsvarets materiel kørende – og et billede på den hverdag, han valgte, da han skiftede livet som kører ud med en lærlingeplads ved FVT på kasernen i Skive.

Efter otte år som konstabel besluttede David at skifte arbejdsopgaver – men ikke uniform. I stedet for at forlade Forsvaret begyndte han efter sommerferien sidste år som entreprenørlærling – en beslutning, der både handler om faglig udvikling og om at få hverdagen til at hænge bedre sammen som far.

David er 29 år og har gennem størstedelen af sin militære karriere været en del af 2. kompagni på kasernen. Efter værnepligten i 2016 var han et halvt år ude af Forsvaret, inden han vendte tilbage, og siden har haft sin faste base her.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være soldat. Jeg kunne ikke se mig selv som civil,” fortæller han.

”Men efter mange år som kører på mandskabsvognene begyndte jeg at mangle noget nyt. Der skulle ske noget.”

Da muligheden for en militær lærlingeuddannelse dukkede op, greb han den. Han var i praktik i Skive og prøvede både lastvogns- og entreprenørmekanik – og valget faldt på det sidste.

”Jeg blev bidt af entreprenørmaskinerne. Det er meget alsidigt, og der er altid noget nyt at lære,” siger han.

Stabilitet og udvikling

I dag arbejder David på værkstedet, hvor dagene sjældent ligner hinanden. I går stod han bøjet over en rendegraver for at gennemgå et sikkerhedseftersyn – i dag kan det være en teleskoplæsser, der skal have udskiftet slidte hydraulikslanger.

”Man gennemgår, at alt virker som det skal – selen, lyset, bremserne. Nogle gange opdager man, at noget ryster sig løs, og så må man finde årsagen,” fortæller han.

Han er en af fire lærlinge på stedet – tre militære og én civil. Forskellen ligger blandt andet i lønnen, fortæller han, for som militærlærling får han sin sædvanlige basisløn og skal fortsat bestå Forsvarets træningstilstandsprøve.

Overvejer du at blive militærlærling?

”Prøv det,” siger David. ”Man kan komme i praktik et par uger og mærke efter, om det er noget for en. Det gjorde jeg selv, og det var det bedste, jeg kunne have gjort. Så finder man ud af, om man trives med arbejdet – og kollegerne kan også se, om man passer ind.”

For David har overgangen til lærlingelivet været et stort skift – ikke mindst i hverdagen. Som konstabel varierede arbejdstiderne meget, og øvelser og udsendelser kunne gøre det svært at få familielivet til at hænge sammen.

”Nogle uger vidste man ikke, hvornår man kom hjem. Det fungerede ikke rigtigt, når jeg havde en lille derhjemme,” siger han.

Som lærling har han mere faste rammer, selvom dagene stadig kan se forskellige ud.

”Jeg skal bare sørge for mine 37 timer om ugen, og så planlægger jeg det selv. Det giver en helt anden ro. Jeg kan hente min søn og stadig passe mit arbejde,” fortæller han.

En anden side af Forsvaret

På værkstedet møder han kolleger med mange års erfaring – og en ro, der smitter.

”Der er ikke så meget stress og jag som ude ved enhederne. Alle hviler mere i sig selv, og det giver et trygt læringsmiljø,” siger David. ”De vil gerne lære fra sig, og jeg lærer noget nyt hver dag.”

David er entreprenørlærling ved FVT i Skive. Uddannelsen tager normalt fire år, men hans alder og erfaring fra Forsvaret betyder, at forløbet bliver kortere. Foto: Ernst van Norde

Nogle maskiner er så gamle, at der ikke kan skaffes reservedele.

”Så må man være kreativ og prøve sig frem. Det er lidt som at skrue i et stykke historie,” siger han.

David er rolig og velovervejet i sine svar. Han taler stille og eftertænksomt om arbejdet og de valg, der har ført ham dertil, hvor han er i dag. Det er tydeligt, at beslutningen er truffet med omtanke – og at den giver mening både fagligt og personligt.

Blik mod fremtiden

Selvom værkstedet ligger langt fra fronten, er der stadig mulighed for at komme tæt på det operative arbejde.

”Som entreprenørmekaniker kan man søge stillinger i første echelon.”

Dem, der rykker ud, når maskinerne går i stykker i felten.

”Det tiltaler mig stadig. Det er lidt den samme adrenalin, som jeg havde som kører,” fortæller han.

Men foreløbig bliver han i Skive, hvor han trives med at kombinere sin militære erfaring med en ny uddannelse.

David oplever, at uddannelsen giver ham en fremtid i Forsvaret – en mulighed for at blive, udvikle sig og samtidig have tid til familien.

Siden er sidst opdateret: 15.01.26 kl. 16.07

Andre nyheder