
Hvis du har kigget på din lønseddel for nylig, har du opdaget, at du endnu ikke har fået den lønstigning, du er blevet lovet.
Her er forklaringen:
Din lønstigning fra OK26 består af to dele:
Del 1: Du har fået din lønstigning fra fra overenskomsten på statens område
Del 2: Du mangler din lønstigning fra overenskomsten mellem HKKF og PKOM
Om din lønstigning på statens område
Overenskomsten på statens område gælder fra 1. april og er netop blevet implementeret, og derfor har du fået en lønstigning udbetalt (på 1,29 %) med din løn for maj inklusiv efterregulering for april.
Om din lønstigning fra overenskomsten mellem HKKF og PKOM
Din største lønstigning kommer fra aftalen mellem HKKF og PKOM. Den gælder også fra 1. april – men den er endnu ikke implementeret, fordi lønstigningerne er individuelle og fordelt på anciennitet. Derfor mangler du stadig en væsentlig del af den lønstigning, du blev lovet. Når den bliver implementeret, får du den udbetalt med tilbagevirkende kraft – ligesom du har fået med lønstigningen, der kommer fra overenskomsten på statens område.
Formand Tom Block fortæller om den manglende lønstigning: ”Jeg forstår virkelig godt frustrationen – I er blevet lovet en lønstigning, og så har I stadig ikke fået den. Selvom forsinkelsen skyldes teknik og ikke uvilje, og I får lønstigningen med tilbagevirkende kraft, ændrer det ikke på, at I mangler pengene her og nu. Jeg kan ikke sige andet end, at HKKF vil gøre vores for at sikre, at PKOM får implementeret lønstigningerne så hurtigt som overhovedet muligt.”
Forsinkelsen af overenskomsten skyldes bl.a. folketingsvalg og den individuelle lønregulering. Det er stadig uvist, hvornår lønstigningen fra overenskomsten mellem HKKF og PKOM bliver implementeret. HKKF følger sagen tæt og holder PKOM fast på, at det skal ske hurtigst muligt
I tvivl om din lønstigning?
Overenskomsten mellem PKOM og HKKF giver:
- Soldater med 4 års anciennitet (eller pensionsgivende tillæg for tjenestemænd): Faglært løn ca. 2.744 kr.
- Soldater med 6 års anciennitet: 1.249,13 kr. pr. måned
- Soldater med 8 års anciennitet: 666,20 kr. pr. måned
- 1 % mere i pension for både din basisløn og dine tillæg
Skriv til HKKF’s faglige team på faglig@hkkf.dk, hvis du har flere spørgsmål om dine løn- og vilkår.




