
Går sommerferien til arbejdermuseet i København? Som medlem af HKKF har du + en ledsager gratis adgang til Arbejdermuseet, og indgangen er gratis for børn under 18 år. Læs om deres udstillinger i sommerferien her.
Skærmfri sommer
29. juni – 9. august
I sommerferien skruer Arbejdermuseet tiden tilbage til dengang, sommeren var skærmfri. Vi skal lege sanglege, spille brætspil, sende postkort til venner eller familie og vaske tøj i baljer i Børnenes Baggård.
Ny udstilling: Alting begynder med en sang
Fra 5. juni
Helt fra arbejderbevægelsens begyndelse brugte arbejderne sangen i kampen for et bedre arbejdsliv. Sangen var lige ved hånden, og den fandt vej til blokadevagter i Esbjerg, strejkende typografer på Politiken og fredsaktivister på Aarhus Havn. Også de kvindelige porcelænsmalere på Den Kgl. Porcelænsfabrik sang for en bedre løn. Og for kvinderne blev sangen en del af rødstrømpebevægelsen i kampen for lige rettigheder mellem kønnene.
Den dag i dag samles vi stadig om fællessangen, der forbinder fortidens kampe med nutidens fællesskaber.
Arbejdermuseets udstilling hylder den røde sangbog og den sangkultur, der har været med til at skabe forandringer i Danmark.




