Veteran manglede selv hjælpen – nu bygger hun den

Camilla var konstabel, da hun i 2011 blev udsendt til Afghanistan. I dag står iværksætteren frem med en idé, der blev kendt i DR-succesen “Løvens Hule”. Skal historien om Camilla og hendes opfindelse fortælles rigtigt, begynder den dog ikke i et tv-studie.

Den begynder hos en konstabel, der gjorde tjeneste i et område under sin udsendelse, hvor belastningen ikke kom fra én enkelt oplevelse, men fra et helt miljø: Børn på felthospitalet. Beskydning. Morterild. Et konstant alarmberedskab. Et ansvar for hele tiden at tænke frem og forsøge at forudse, hvad der kunne gå galt.

“Jorden var bare så giftig.”

Som signalmand havde hun ofte et bedre overblik end de fleste over, hvor faren lå. Det gav mulighed for at se, når en patrulje bevægede sig ind i et forkert område, eller når en helikopterlanding skete et sted, den ikke burde. Opgaven blev også at forudse det næste – og tage ansvar for, at det ikke gik galt.

Samtidig var konstablen ofte den eneste kvinde på jorden og blev brugt, når der skulle hjælpes på tværs af enheder. Det betød gentagne skift væk fra egen deling og situationer, der i dag står som eksempler på, hvor udsat rollen reelt var.

Under udsendelsen oplevede hun også, at hendes deling blev ramt af egen morterild på patrulje og at arbejde tæt på sårede – blandt andet børn, der var blevet ramt af vejsidebomber. Episoderne står ikke alene, men lægger sig oven på hinanden.

Afghanistan stoppede ikke

Efter hjemkomsten begyndte reaktionerne at sætte sig. Camilla Bøgh Erlang fik senere diagnosen PTSD. Men diagnosen blev ikke en afslutning. Den blev begyndelsen på flere år med behandling, tilbagefald og en hverdag, hvor kroppen stadig reagerede.

Den tidligere konstabel beskriver, hvordan hun følte sig i konstant livsfare – også hjemme. Ikke kun for sig selv, men også for sin familie. Træningen fra Afghanistan, hvor hun hele tiden skulle forudse og beskytte, kunne hun ikke slippe.

Som konstabel blev Camilla udsendt til Afghanistan i 2011. Privatfoto

Den PTSD-ramte iværksætter beskriver et forløb, hvor hun flere gange knækkede. Diagnosen kom i 2013. I 2017 var hun indlagt. Imellem de nedslag ligger et langt forsøg på at få greb om et liv, hvor alarmberedskabet ikke bare slukkede.

Samtidig forsøgte Camilla at holde fast i en hverdag i Forsvaret. Efter Afghanistan kom den tidligere konstabel til Skive og fordybede sig yderligere i signaltjeneste. Vejen gik hurtigt videre til sergentskolen, men arbejdet skulle passes samtidig med behandlingen. Presset voksede. Hun blev læsset med ansvar og knækkede igen. Senere kom Camilla i rehabiliteringspuljen, og først mange år efter begyndte overgangen ud af Forsvaret for alvor at tage form.

Når man ikke kan gøre det rigtige

For Camilla voksede erkendelsen frem gennem erfaring.

“Man kan godt vide, hvad man skal gøre – og stadig ikke kunne gøre det.”

Den tidligere konstabel gik i behandling og lærte de redskaber, der skulle hjælpe hende. Men når kroppen gik i alarm, var redskaberne ikke tilgængelige.

“Jeg havde lært redskaberne – men jeg kunne ikke bruge dem, når det gjaldt.”

Det er det hul, hendes arbejde i dag udspringer af.

Idéen opstod i frustration

Efter flere år med behandling og tilbagefald begyndte iværksætteren at tænke i et værktøj, der kunne hjælpe i selve situationen.

Her opstod tanken om et digitalt hjælpemiddel, der via biomarkører og smartwatch kan registrere ændringer i kroppens alarmberedskab og omsætte det til konkrete handlinger.

Camilla beskriver det selv som en digital servicehund. Ikke som en erstatning for behandling, men som et supplement.

Derfor gik hun i Løvens Hule

Da Camilla stod i Løvens Hule, var det ikke som en færdig iværksættercase. Produktet var ikke færdigt, og hun vidste godt, at hun ikke passede ind i det, programmet normalt belønner.

“Vi regnede ikke med at få en investering. Vi ville have opmærksomhed.”

Beslutningen om at deltage var derfor ikke drevet af forventningen om penge, men af et ønske om at få projektet ud – og samtidig en reel tvivl om, hvad det ville koste at stille sig frem.

Camilla beskriver selv, hvordan hendes hjerne arbejder med worst case-scenarier og hele tiden leder efter trusler. At stille sig op på landsdækkende tv føltes derfor også som at gøre sig selv til et åbent mål.

Alligevel blev oplevelsen anderledes, end hun havde frygtet. Produktionen tog hensyn til hendes PTSD: Den tidligere soldat fik lov at komme ind og se studiet på forhånd, lyde og bevægelser blev tilpasset, og der var styr på rammerne omkring hende.

Under optagelserne stod hun med en grøn stressbold i hånden. Den var ikke planlagt som en del af fortællingen, der endte på tv, men blev det. Den holdt hendes hænder i ro og hjalp hende med at mærke sig selv i en situation, hvor hun ellers beskriver, at hun bliver “disconnectet” fra sin egen krop.

Selve optagelsen trak ud og var mere overvældende, end det fremstår på tv. De mulige investorer var fulde af ros til Camilla, og da Jesper Buch tilbød 60.000 kroner for 0 procent, var hun i første omgang i tvivl om, hvad tilbuddet egentlig betød. Og fordi den del af forløbet lå tidligere i samtalen med løverne, end det ser ud i udsendelsen, var hun tæt på at glemme at takke ja, inden hun forlod studiet.

I udsendelsen lovede Jesper Buch, at hans bror, Ronnie Gram, der arbejder som veterankoordinator i Kolding Kommune, ville tage kontakt til Camilla.

Han skrev til Camilla få dage efter optagelserne, og i slutningen af januar gik han ind i virksomheden med fem procent.

Programmet var et gennembrud. Ikke kun på grund af investorerne, men fordi eksponeringen ramte bredt og gjorde det tydeligt, hvor mange der genkendte behovet.

Mange muligheder

Reaktionerne efter programmet gjorde indtryk.

“Det gjorde mig faktisk ked af det, hvor mange der har brug for det.”

For den PTSD-ramte soldat blev det tydeligt, at hendes egen historie langt fra står alene. Det er ikke kun den enkelte, der mangler redskaber, når kroppen reagerer. Det gør de pårørende også – dem, der står ved siden af og skal forsøge at hjælpe, uden altid at vide hvordan.

Derfor er ambitionen, at hendes opfindelse skal række længere end den enkelte bruger og skabe et fælles sprog og nogle konkrete handlemuligheder – også for dem, der står tæt på.

Dét hun selv manglede

Camilla blev sendt til Afghanistan, kom hjem med PTSD og brugte år på behandling uden at finde et værktøj, der virkede i det øjeblik, hvor kroppen tog over.

Det er det hul, den tidligere konstabel i dag forsøger at udfylde.

Ikke som en klassisk iværksætterhistorie, men som et forsøg på at løse et problem, hun selv har stået i – og som mange andre stadig står i.

Det er derfor, projektet giver genlyd. Ikke fordi det er en god idé på papiret, men fordi det tager udgangspunkt i noget, der er oplevet i virkeligheden.

Udsendelsen til Afghanistan blev et afgørende vendepunkt i Camillas liv. Privatfoto

Et værktøj til når kroppen går i alarm

For soldater og veteraner med PTSD kan udfordringen være den samme: Kroppen reagerer, før man selv når at hente sine redskaber frem. Det er det problem, Camillas løsning forsøger at ramme.

Appen er bygget op omkring idéen om at fange ændringer i alarmberedskabet tidligt. Via data fra smartwatch og simple registreringer kan den på sigt opdage, når kroppen bevæger sig ud af sit normale niveau.

Når systemet opdager en ændring, skal det også pege på, hvad man konkret kan gøre. Det kan være en øvelse, en pause eller en handling, der er aftalt på forhånd.

For iværksætteren er pointen enkel: Når man er ramt, er det ikke sikkert, man selv kan finde sine redskaber frem.

Derfor skal værktøjet gøre det for én.

Appen er også tænkt som en hjælp til de pårørende. De kan få besked om, hvordan tilstanden hos veteranen er, og hvad de konkret skal gøre for at hjælpe vedkommende.

Det kan være simple instruktioner som:

• Giv plads
• Undgå berøring
• Hold øjenkontakt

Den type aftaler kan være svære at huske i situationen – både for den ramte og for den pårørende.

• På sigt er ambitionen at skabe en samlet platform, hvor man kan:
• Forberede sig inden belastning
• Håndtere situationen, når den opstår
• Arbejde med reaktionerne bagefter

For soldater kan perspektivet også række længere

Camilla ser også et muligt perspektiv i Forsvaret. Hvis man kan måle kroppens reaktioner før en udsendelse, har man en baseline. Når soldaten kommer hjem, kan man sammenligne og få et bedre billede af, hvordan kroppen reagerer over tid – og hvad man skal være opmærksom på, før problemerne vokser sig større.

Den tidligere soldat peger også på, at et sådant værktøj kan give både soldaten og systemet et mere konkret grundlag at tale ud fra. Ikke som en mirakelløsning, men som et supplement, der kan gøre det lettere at opdage forandringer og sætte ind tidligere.

Det ændrer ikke ved, at værktøjet stadig er under udvikling.

Men idéen er tydelig: At give et konkret redskab i det øjeblik, hvor hovedet ikke længere har overtaget – og hvor man ellers står alene med reaktionen.

I dag arbejder Camilla og teamet på at udvikle værktøjet videre. Privatfoto