Din arbejdsskadesag kan måske genoptages

Højesteret har den 28. april 2026 afsagt en dom om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
Dommen kan få betydning for dig, som tidligere har fået at vide, at dit tab af erhvervsevne var under 15 procent og derfor ikke gav ret til erstatning – selvom din arbejdsskade var anerkendt.
Kriterier, der skal være opfyldt for at din sag kan genoptages
Du kan få genoptaget din arbejdsskadesag, hvis følgende punkter passer på din sag:
- Du har fået anerkendt en arbejdsskade
- Du har fået en afgørelse om, at dit tab af erhvervsevne var under 15 %, og derfor ikke fik erstatning
- Du havde et indtægtstab på mindst 5 % som følge af arbejdsskaden
- Indtægtstabet skal have været klart og varigt
- Afgørelsen skal være truffet af: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Sikringsstyrelsen, Arbejdsskadesstyrelsen, Ankestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse, Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadeforsikring, Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadesikring, Center for Arbejdsskadesikring eller Center for Arbejdsskader.
Du kan se din tidligere afgørelse om tab af erhvervsevne AES’ hjemmeside på ”Se sag”
Forældelsesfristen har betydning for genoptagelse
Du kan ikke søge om genoptagelse, hvis din arbejdsskade er en arbejdsulykke, hvor det er 30 år siden eller mere, at ulykken fandt sted. Det skyldes, at dit krav på erstatning er forældet.
Du kan søge om genoptagelse, hvis din arbejdsskade er en erhvervssygdom, selvom erhvervssygdommen er anmeldt for mere end 30 år siden. Dog skal erhvervssygdommen være anmeldt efter 1978.
Hvordan får du genoptaget din sag?
Besvar AES’s spørgeskema for at søge om at få genoptaget dit krav på erstatning for tab af erhvervsevne. Du skal bruge MitID.
Arbejdsskadeteamet kan hjælpe dig, hvis du er i tvivl om, hvordan du anmelder, eller om du er berettiget til at få din sag genoptaget. Ring til HKKF’s arbejdsskadeteam på 33 43 21 60 eller skriv en mail på arbejdsskade@hkkf.dk.




