
Kampkraft og arbejdsmiljø går hånd i hånd
Du kan mærke oprustningen på tempoet: Flere værnepligtige, nyt materiel, højere aktivitetsniveau og ikke mindst større forventninger til, hvad Forsvaret skal kunne levere. Oprustningen bunder i ambitionen om kampkraft. Det betyder, at du og dine kammerater sandsynligvis kommer til at løbe endnu stærkere i fremtiden, og det sætter fokus på den voksende udfordring: Hvor længe kan I fortsætte med at løbe hurtigere og hurtigere?
Dét spørgsmål var det gennemgående tema på Forsvarets arbejdsmiljøkonference, hvor HKKF's arbejdsmiljøudvalg deltog sammen med medarbejdere og ledelse i Forsvaret.
På det strategiske niveau er PKOM, Forsvaret og HKKF helt enige: Et godt arbejdsmiljø er ikke en modsætning til kampkraft. Det er en forudsætning for den. Arbejdsmiljøet bliver kun endnu vigtigere, når usikkerheden og uforudsigeligheden stiger, for det er oftest her, arbejdsmiljøet tilsidesættes, nedprioriteres og bliver glemt. På konferencen blev der sat fokus på emnet med oplæg, workshops og debatter.
Arbejdsmiljøet er i konkurrence med presserende opgaver og prioriteringer
Kurt Brantner, forbundsnæstformand i HKKF, deltog i en paneldebatten med direktøren for PKOM, Jeppe Søndergaard, chef for ETK, Michael Enemark, og chefen for Forsvarsstaben, Henrik Berg. Under paneldebatten pegede Kurt Brantner på den største udfordring med arbejdsmiljøet - trods enigheden på det strategiske niveau: "Der mangler noget mellem det strategiske og det operative niveau." For når der er enighed om det øgede fokus på arbejdsmiljø, så ligger udfordringen fremadrettet i at få strategien og de gode ambitioner til at leve på tjenestestederne. Det er en svær opgave, for arbejdsmiljøet er i konkurrence med andre hensyn, presserende opgaver og prioriteringer.
For HKKF blev konferencen derfor også en bekræftelse af, hvor den vigtigste opgave ligger de kommende år. Derfor vil HKKF fortsat arbejde for at skabe sammenhæng mellem de strategiske målsætninger og dine og dine kammerarters hverdag.
Arbejdsmiljørådgivere er et skridt på vejen mod at gøre fine ord til virkelighed
Et vigtigt element i at få strategien ind i virkeligheden på tjenestestederne bliver de nye arbejdsmiljørådgivere, som ansættes på tjenestestederne i Hæren. De skal være med til at skabe forbindelsen mellem AMR (arbejdsmiljørepræsentanterne), ledelsen og medarbejderne og sikre, at lokale udfordringer bliver omsat til lokale løsninger.
Men arbejdsmiljørådgivere er kun et skridt på vejen. HKKF har derfor fortsat et stort fokus på arbejdsmiljøet, for vi ved, hvilken betydning det har for opgaveløsningen, og vi ved, at du og dine kammerater ikke kan blive ved med at løbe hurtigere for evigt.




