En genoprustning af hæren kræver flere midler eller færre ambitioner
Da Al Qaeda 11. september 2001 udførte det mest skelsættende terrorangreb i nyere tid, skabte det bølger i de sikkerhedspolitiske vande, som nåede langt ud over USA’s grænser. Disse skyllede også ind over Danmark, som kort tid efter fulgte USA ind i de langvarige krigsindsatser i Afghanistan og Irak.
På dette tidspunkt stod det danske militær i forvejen i en brydningstid.
Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var Den Kolde Krigs territorialforsvar gradvist skrumpet ind. Det skulle i stedet omdannes til en mindre styrke af professionelt personel, som kunne sendes ud i verden. Det var en udvikling, som terrorangrebene 11. september nu satte fart på.
I årene, der fulgte, blev de danske soldater derfor 100-meter mestre i at slås mod irregulære fjender på fjerne slagmarker. En disciplin, som på mange måder adskilte sig fra kampene mod Den Røde Hær, som tidligere generationer havde trænet til.
For nyligt er nye vande dog atter skyllet ind over forsvaret, og derfor skal gammelkendt lærdom nu igen støves af. Denne udvikling skyldes to ting, fortæller lektor i sikkerhedspolitik Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet:
”Først og fremmest har vi tabt lysten til at skulle lave mere oprørsbekæmpelse for korrupte regimer nede sydpå. Og så er russerne igen begyndt at lave ballade. De har kampvogne, artilleri og jagerfly, hvilket kræver noget andet af vores soldater end en tur til Helmand, og derfor skal vi have genopbygget nogle af vores militære muskler fra gamle dage,” siger han.
Med forsvarsforliget for 2018-23 besluttede politikerne derfor at genopruste dele af de konventionelle kapaciteter, inklusive det såkaldte totalforsvar. Det sidste går vi mere i dybden med senere, men kort fortalt indebærer det en styrkelse af det nationale kriseberedskab, samt at vi igen skal kunne forsvare dansk territorium.
Samtidig skal der inden 2024 opstilles en udrykningsklar, mellemtung brigade på ca. 4.000 soldater med tilhørende kampvogne, artilleri, logistik og luftværn.
> Læs også: Forsvarets manglende problemløsning går ud over soldaternes arbejdsmiljø
"Det hænger ganske enkelt ikke sammen"
Fælles for opgaverne er, at de er både omfattende og dyre. Peter Viggo Jakobsen påpeger dog, at det i samme forlig også blev besluttet, at forsvaret ikke blot skal fortsætte den ressourcekrævende opgave med at levere soldater til INTOPS – man skal faktisk øge sin evne til det.
”Det siger sig selv, at det er svært at løfte det hele på én gang. Især fordi soldaterne også skal bevogte jødiske synagoger, tjekke pas ved grænsen, hjælpe med at aflive mink, sendes til Baltikum og alt muligt andet. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, særligt på det nuværende budget,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Ifølge ham kan det hele koges ned til et simpelt problem: Forsvaret har ikke ressourcer nok til de mange opgaver, som politikerne pålægger dem. Der er kort sat en manglende sammenhæng mellem de politiske ambitioner og de afsatte midler.
Dette gab er kun blevet større siden forsvarsforliget i 2013, der ramte det danske forsvar som en lægtehammer:
”Her skruede politikerne ned for pengene ved at pålægge Forsvaret årlige besparelser for 1,7 milliarder kroner. Men eftersom de bestemt ikke har fået færre ambitioner siden, skal man skal ikke være raketforsker for at regne ud, at der hverken er tid eller penge til at gøre alt det, man bliver sat til,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Foto: Maja Hastrup Wistesen / Forsvarsgalleriet.
Kravet til besparelserne i 2013-forliget var, at de ikke måtte ramme Forsvarets operationelle kapaciteter. Men det er i praksis umuligt, fortæller Peter Viggo Jakobsen. Soldaterne ude i den skarpe ende fungerer nemlig kun i kraft af de mange personer bag dem – fra forsyner til forsvarschef – og beskærer man dette system, vil de i sidste ende også blive ramt.
”I forsøget på at få pengene til at passe har Forsvaret vitterligt skullet bøje hver en femøre og effektivisere ud fra de new public management-principper, vi også kender fra den civile verden. Og det har skabt en hel masse bøvl fra top til bund i systemet," siger Peter Viggo Jakobsen.
Ud over knasterne i forhold til opbygningen af totalforsvar og tung brigade har alt dette medført andre udfordringer: Ringe arbejdsforhold på landets kaserner som følge af fejlagtige udliciteringer, en udbredt utilfredshed blandt medarbejderne og problemer med at fastholde især hærens konstabler.
”Selvom der bliver tilført flere penge ved næste forlig, tvivler jeg på, at det vil være nok til at lukke gabet. Derfor vil den nuværende situation nok fortsætte et stykke tid endnu,” vurderer Peter Viggo Jakobsen.
> Læs også: Sådan fungerer Hærens nye panserværnsmissilsystem Spike LR2
Slesvigske marcherer atter
Lad os stoppe op og se lidt på, hvad totalforsvaret er for en størrelse. Under Den Kolde Krig betød det, at man rådede over en bred kam af konventionelle kapaciteter, samt at hæren i højere grad end nu bestod af værnepligtige. De blev indkaldt til ni måneders tjeneste, hvorefter de kunne mobiliseres som reservister efter behov.
Efter 1991 begyndte dette store apparat gradvis at blive afmonteret, og som tidligere nævnt tog udviklingen især fart efter 2001. Allerede ved forsvarsforliget i 2000 lukkede man dog flere kaserner og lagde en række regimenter sammen. Fire år senere blev hæren så yderligere reduceret, værnepligten skåret ned til fire måneder og både ubådsvåbnet og luftforsvaret nedlagt.
Genetableringen af Slesvigske Fodregiment og Danske Artilleriregiment i 2019 viser, at denne udvikling nu begynder at gå den anden vej. Der er dog en vigtig forskel fra tidligere, fortæller Peter Viggo Jakobsen: Fjenden står ikke på spring nede i Østtyskland, og dermed er Danmark i dag ikke en frontnation, men et opmarchland.
Det betyder, at totalforsvarets hovedopgaver i stedet vil være bevogtning af national infrastruktur og såkaldt host-nation-support. Altså, at man skal modtage allierede forstærkninger, inden de, sammen med en fremtidig dansk brigade, sendes østpå for at slås mod russerne.
Det betyder ifølge Peter Viggo Jakobsen, at totalforsvaret især skal stå på to ben ben: Det ene er hjemmeværnet, som derfor skal trænes og udrustes bedre end i dag, og øges til cirka 20.000 mand. Det andet er hærens reserve, der ligesom i gamle dage skal bestå af hjemsendte værnepligtige, som kan mobiliseres.
”I løbet af en fire måneders HBU når du dog ikke at lære meget mere end at gå i takt og skyde nogenlunde lige. Så hvis de skal kunne bruges til noget, kræver det en lang tillægsuddannelse eller efterfølgende træning ved hjemmeværnet. Uanset hvad er vi tilbage ved, at det bliver dyrt og tidskrævende,” siger han.
Mange af de knaster, som Peter Viggo Jakobsen udpeger, finder man også i en rapport om totalforsvaret, som major Torben Toftgaard Engen fra Center for Militære Studier (CMS) udgav i februar 2021.
Her skriver han blandt andet, at totalforsvarets opgaver ikke alene forudsætter et velorganiseret militærapparat, der er trænet og udrustet til at løse netop disse. Det kræver også en koordineret indsættelse af statens og samfundets samlede ressourcer, hvilket det militære og civile system ikke længere er gearet til på samme måde som under Den Kolde Krig.
> Læs også: Træning sat i skakmat: Loft på kilometer kommer til at koste bønder
En hel brigade for det kvarte
Også CMS-rapporten på, at der mange af udfordringerne har rod i en manglende sammenhæng mellem de politiske ambitioner for totalforsvaret og styrkens økonomiske ramme, hvilket skyldes en “tvetydig politisk prioritering”.
”Det har givet udfordringer med hensyn til implementeringen af totalforsvarsstyrken, som ved opbygningens afslutning risikerer at være underbemandet, sparsomt udrustet og desuden at mangle nødvendige militærkompetencer til løsningen af opgaverne,” som major Torben Toftgaard Engen skriver.
Denne vurdering deles af Peter Viggo Jakobsen, som fortæller, at opgaven med at opbygge totalforsvar ganske enkelt ryger bagerst i en meget lang kø. Årsagen hertil er ganske simpel:
”Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at truslen for et russisk angreb på Baltikum er meget lav, og imod Danmark er den nærmest nul. Og når ingen derfor regner med, at vi vil få brug for totalforsvaret, har hverken politikerne eller Forsvaret den store lyst til at bruge spidsen af en jetjager på at genopbygge en enorm struktur, vi nedlagde for længe siden,” siger han.
Foto: Rasmus Christopher Franck / Forsvarsgalleriet.
Foto: Rasmus Christopher Franck / Forsvarsgalleriet.
Det skyldes ikke mindst, at hæren samtidig har forpligtet sig til en anden dyr og omfattende opgave: At opbygge en mellemtung brigade, som skal stå klar i starten af 2024 – i hvert fald officielt.
I februar 2021 indrømmede chefen for 1. Brigade, general Henrik Lyhne, dog over for netmediet Olfi, at dette mål slet ikke er realistisk. Noget, der ifølge Peter Viggo Jakobsen heller aldrig har været tvivl, hverken blandt eksperter eller i forsvarstoppen.
Spørgsmålet er så, hvorfor har man sidstnævnte sted ikke været ærlige om dette fra start?
”Jeg tror, at de ganske rigtigt har vurderet, at hvis man nu lover politikerne en hel brigade for det kvarte beløb, så skal resten af pengene nok følge med hen ad vejen. Ligesom med Storebæltsbroen. Og brigaden skal også nok blive klar på et tidspunkt. Men én ting er sikkert: det bliver ikke 1. januar 2024,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Donald Trump skældte i sin tid de europæiske lande ud for ikke at bruge penge nok på forsvaret, og NATO har kritiseret Danmark specifikt for ikke at tage opgaven med at genopbygge de konventionelle kapaciteter alvorligt. Har det slet ikke haft nogen effekt?
”Jo, Forsvaret vil sandsynligvis få flere penge ved næste forlig. Men jeg tvivler stadig på, at der vil komme nok. Og det vil ikke ændre sig, medmindre russerne pludselig gør noget dumt, hvorefter man hurtigt vil have totalforsvaret og brigaden gjort klar,” siger Peter Viggo Jakobsen.
> Læs også: Forsvaret styrker sin indsats fra luften
Behov for ærlighed og realisme
Forsvarspolitik er i vidt omfang noget, som bliver besluttet i Folketinget og Forsvarsministeriet. Til spørgsmålet om, hvad hæren selv kan gøre for at lette processen, svarer Peter Viggo Jakobsen, at man på længere sigt heldigvis vil kunne høste frugterne af sit nuværende arbejde:
”I takt med at vi får opbygget de konventionelle kapaciteter, og tilført flere folk til reserven og hjemmeværnet, vil det give mere dybde i organisationen. Desuden har man i dag fået skabt et velfungerende produktionsapparat til INTOPS, som gør, at man lige akkurat kan løse de nuværende forpligtelser”.
”Men hvis Danmark i morgen får besked på at stille med 500 mand til en mission et eller andet sted, som de næste mange år skal skiftes ud hver sjette måned, vil maskinen brænde sammen,” tilføjer han.
Der er dog ingen tvivl om fordelene forbundet med, at to årtiers svære INTOPS-missioner har løftet hærens niveau betragteligt, når det kommer til materiel, doktrin og praktisk erfaring. Men der er bare ét væsentligt problem: Den manglende evne til at fastholde soldaterne.
”Det betyder især, at mange af konstablerne med hårdt tilkæmpede erfaringer nede sydfra har forladt forsvaret før tid. Så man skal simpelthen blive bedre til at holde på folkene, hvis man skal have det fulde udbytte af indsatserne dernede,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Selv har han dog ikke noget endegyldigt svar på, hvordan fastholdelses-problematikken løses.
”Der er dog ikke nogen tvivl om, at enhedscheferne i øjeblikket er tvunget til at presse deres folk unødigt hårdt. Og selvom soldater er indforstået med spidsbelastninger, vil man til sidst brænde ud, hvis den bliver permanent. Har vi virkelig lyst til, at den slags bare er et vilkår ved at være ansat i hæren? Hvis både kantinen og dine daglige arbejdsforhold ovenikøbet stinker, er det jo ikke så underligt, at der er problemer med at få soldaterne til at blive – også selvom de synes, det er verdens fedeste job,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Indtil man får et budget, der matcher opgaverne, opfordrer han derfor de danske politikere til at være mere realistiske i deres ambitioner for Forsvaret. Og selvom han er klar over, at Forsvarets top befinder sig i et svært krydsfelt mellem politik og militære hensyn, har han også en bøn til dem:
”Vi kan ikke bare forvente en militærfaglig indsigt fra det civile system, og ønsker vi mere realisme derfra, forudsætter det derfor en ærligere forsvarsledelse: De skal simpelthen være bedre til at sige fra, når det bliver for meget. Men den form for ærlighed er jo ikke altid karrierefremmende, så jeg anerkender fuldt ud, at det er en svær balancegang”.
> Læs også: Hærens soldater deltager i NATO-beredskab
Foto: Jydske Dragonregiment / Forsvarsgalleriet.
