Nyheder

Efter 75 år: Nu skal FN langt om længe have en officiel veteranpolitik

En dansker er på udlån til New York, hvor hun skal bistå FN med at udvikle en samlet veteranpolitik. HKKF's formand håber på, at det kan sætte skub i processen for de danske FN-veteraner, hvis sager om erstatning trækker ud.
Ifølge HKKF's formand Tom Block er det stærkt kritisabelt, at så mange FN-veteraner - inkl. danske - ikke kan få erstatning for skader, de har pådraget sig under INTOPS med blå hjelm. På dette billede fra 1993 ses danske FN-soldater udsendt i Bosnien. Foto: Forsvarsgalleriet.

Siden det nyoprettede FN i 1948 besluttede at sende observatører til den israelsk-arabiske krig, har organisationen haft soldater udsendt til brændpunkter verden over. Missioner, som også Danmark har bidraget aktivt til igennem årene.

Indtil nu har FN dog ikke haft en officiel veteranpolitik for håndteringen af soldater, der pådrager sig skader under deres INTOPS - hvilket en dansk embedsmand nu skal være med til at rode bod på.

I en pressemeddelelse oplyser Forsvarsministeriet, at man har udlånt den tidligere stabsdirektør Pernille Reuter Eriksen til FN's hovedkvarter i New York, hvor hun skal være med til at udvikle en veteranpolitik for organisationen. Det er et område, hvor hun har en solid erfaring med i rygsækken hjemmefra:

"Jeg har været med til at udvikle veteranområdet, siden Danmark fik sin første veteranpolitik for ca. 10 år siden, så der er tale om et absolut drømmejob for mig. FN har nogle udfordringer for sine veteraner, som jeg skal være med til at løse. Det vil ikke blot komme Danmarks FN-veteraner til gode, men FN-veteraner fra hele verden,” siger Pernille Reuter Eriksen i pressemeddelelsen.

Når soldater er indsat i krigs- og katastrofeområder, er det uundgåeligt, at nogle af dem vender hjem med ar på sjælen. Og det har dermed også været tilfældet med de mange soldater, der gennem årene har været udsendt med blå hjelm - også de danske.

Det var dog først med Balkan-missionerne i 1990'erne, og de efterfølgende kampmissioner til Irak og Afghanistan i 2000'erne, at det for alvor gik op for både politikerne og forsvaret selv. Det resulterede i, at Danmark i 2010 fik en egentlig veteranpolitik, som meget af det aktuelle arbejde på området baserer sig på.

> Læs også: En servicehund har halveret Ricos medicinforbrug 

Dansk krav om erstatning

Især når det kommer til FN-veteraner, er der dog endnu en række udfordringer. En af årsagerne til dette er ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) netop, at FN ikke har en officiel politik på området.

"Alt for mange veteraner venter på, at deres sager om erstatning bliver færdigbehandlet. Det er ikke en rimelig behandling af de tidligere udsendte, der har sat deres liv på spil for fred og sikkerhed. Derfor er det godt, at vi fra dansk side nu kan bidrage til at løfte FN’s veteranindsats” siger Trine Bramsen i forsvarsministeriets pressemeddelelse.

Hun siger, at man fra dansk side flere gange har påpeget problemerne med manglende erstatning over for FN's generalsekretær. Ikke mindst fordi forsvarsministeriet har kørt sager for næsten 400 danske FN-veteraner, der har pådraget sig psykiske og fysiske skader under INTOPS til blandt andet Balkan og Irak.

Det er ligeledes et aspekt, der understreges af HKKF's formand, Tom Block:

"Det er bydende nødvendigt, at de mange danske veteraner, der har sager om erstatning liggende hos FN, inden for en overskuelig fremtid kan få en afgørelse på dem. Det er stærkt kritisabelt, at dette trækker i langdrag, og at organisationen i så mange år ikke har gjort noget ved problemet her," siger Tom Block.

Også han ser derfor frem til, at FN - med dansk hjælp - kan se frem til at få en egentlig veteranpolitik.

"Når du er blevet bedt om at sætte dit liv på spil ude i verdens brændpunkter, skal du efterfølgende kunne få en ordentlig behandling af den ansvarlige organisation. Det er det mindste, du bør kunne forvente," understreger han.

> Læs også: Sejr efter syv år: Nu kan Morten søge erstatning

FN-missioner

  • I øjeblikket er 85.782 FN-soldater fra 121 lande udsendt på 12 fredsbevarende missioner verden over - hovedsageligt i Afrika og Mellemøsten.
  • Der findes ikke præcise tal for, hvor mange soldater FN i alt har haft udsendt siden 1948. De oplyser dog selv, at det er 'over en million'.
  • Lige nu har Danmark 12 soldater udsendt i rammen af FN. Siden 1948 har ca. 50.000 danskere været udsendt på 30 missioner i Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika.
  • Siden 1948 har i alt 4.053 FN soldater mistet livet på internationale operationer. Af dem har 45 været danske.

Kilder: Forsvaret, Udenrigsministeriet og FN

Siden er sidst opdateret: 21.02.23 kl. 12.43

Andre nyheder