Nyheder

Fik anerkendt sin arbejdsskadesag: Nu har Martin Lorentsen endelig fået ro

Efter flere udsendelser fik Martin Lorentsen konstateret PTSD. I dag kan han koncentrere sig om at få det bedre, efter HKKF tog sig af hans arbejdsskadesag.
Foto: Privat.

De fleste morgener sagde Martin Lorentsen farvel til sin kone og kørte på arbejde. Det troede hun i hvert fald, at han gjorde. I virkeligheden kørte Martin Lorentsen et lille stykke væk, hvor han ventede på, at hun kørte på arbejde. Herefter kørte han hjem igen og brugte dagen på at sidde i garagen og stirre ind i væggen.

En dag opdagede Martin Lorentsens kone hans foretagende, men da hun konfronterede ham, mente han ikke, at der var noget galt. Først da sønnen også stemte i og bad sin far om at få noget hjælp, accepterede han endelig.

”Jeg blev syg med PTSD, som jeg nok har haft siden udsendelserne i 1992 og 1993. Det kom snigende lige så stille, og mellem 2013 og 2014 knækkede filmen, hvor jeg trak mig fuldstændigt,” siger Martin Lorentsen om tiden, hvor han løj om sit arbejde.

Martin Lorentsen, der i dag er 55 år, fik konstateret PTSD i 2015. Fordi hans sag var noget kompleks, var der mange detaljer og afgørelser, der skulle på plads, før han i marts 2022 kunne få sat det endelige punktum, da den sidste afgørelse om tab af erhvervsevne faldt.

Gode oplevelser i Forsvaret

I oktober 1988 begyndte Martin Lorentsen i Forsvaret som værnepligtig i Vordingborg. Siden blev han ansat som våbenmekaniker ved Bornholms Værn på M41 kampvognen, og i 1991 kom han til Prinsens Livregiment. Året efter, i 1992, havde han sin første udsendele til Kroatien, og i alt blev han udsendt fem gange – senest i 2009 til Afghanistan. 

”Jeg har haft nogle gode oplevelser under mine udsendelser, og jeg har taget fede uddannelser, som civile ikke får mulighed for. Jeg har også mødt en masse dejlige mennesker, blandt andet alle de værnepligtige, jeg har haft igennem til våbeneftersyn,” siger Martin Lorentsen, der forbinder Forsvaret med en god og lærerig tid på trods af diagnosen.

Hvis det stod til Martin Lorentsen selv, var han blevet i Forsvaret. Han ville gerne være på våbenværkstedet og passe sit arbejde 15 timer om ugen. Men ifølge ham er Forsvaret ikke gearet til at have soldater med PTSD ansat. Efter nogle forsøg med forskellige stillinger, hvor han blandt andet kom til at arbejde alt for meget, smed han derfor håndklædet i ringen og fik i 2020 tilkendt førtidspension.

”Da jeg skulle aflevere min uniform, måtte Veterancentret hente den. Jeg kunne ikke selv aflevere den. Jeg havde det ad helvede til, men bagefter var jeg lettet. Nu var det kapitel lukket. Jeg skulle videre og prøve noget andet. Jeg skulle ikke længere præstere,” siger Martin Lorentsen.

Medlemmerne skal være trygge

Da Martin Lorentsen havde anerkendt, at han skulle have hjælp, kom han hurtigt i kontakt med HKKF. Fagforeningen hjalp ham med alt det juridiske i forbindelse med en sygemelding, og HKKF’s arbejdsskadekonsulenter hjalp med at få anmeldt hans PTSD som en arbejdsskade.

”HKKF gjorde, at jeg kunne tænke anderledes. Jeg skulle ikke tænke på alt det tunge juridiske. Jeg kunne koncentrere mig om at gå til psykolog og blive nogenlunde rask, og jeg kunne koncentrere mig om min familie,” siger Martin Lorentsen.

Og netop det er ifølge konsulent i HKKF’s arbejdsskadeteam, Vibeke Greve Kristensen, en af fagforeningens vigtigste opgaver.

”Vi gør meget for at gøre folk trygge i sagsbehandlingen. Medlemmerne skal vide, at vi er her, at vi har styr på sagsgangen, og at alt forløber korrekt. De skal ikke bruge tid på juraen i sagen, for de har det rigeligt svært i forvejen,” siger Vibeke Greve Kristensen.

Konsulenternes arbejde består i høj grad af at sørge for, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) – den instans, der behandler arbejdsskadesager – driver ordentlig sagsbehandling og oplyser sagen korrekt og tilstrækkeligt, så de kommer frem til de korrekte afgørelser i forhold til lovgivningen.

Derudover hjælper arbejdsskadekonsulenterne medlemmerne med at forstå de juridiske dokumenter, som de får tilsendt i forbindelse med deres sag. Konsulenterne er hele tiden med i processen, og de hjælper med at holde medlemmerne opdateret på det seneste nye i sagen. 

Det er nemlig en langvarig proces. For Martin Lorentsen gjaldt det som sagt, at han fik konstateret PTSD i 2015, mens arbejdsskadesagen først blev afsluttet i marts 2022.

”Det er normalt, at det tager så lang tid. Martin Lorentsen er tjenestemand, og han har været ansat relativt længe i systemet,” siger Vibeke Greve Kristensen, der forklarer, at årsagen er, at der i første omgang skulle træffes en afgørelse angående hans tjenestemandspension, mens han samtidig havde en sag på en rygskade:

“Sagen har været kompliceret, men til gengæld har han fået tilkendt de varige mén, han skulle have, og han har fået den erstatning på erhvervsevnetab, som han har krav på ifølge lovgivningen.

Herudover har Martin Lorentsen, ifølge Vibeke Greve Kristensen, fået godtgørelse for svie og smerte grundet hans sygemelding samt méngodtgørelse efter Forsvarsministeriets særlige godtgørelsesordning.

Der er kommet ro på

Foruden alt det juridiske arbejde er der også en masse etiske overvejelser i forbindelse med arbejdsskadeteamets arbejde.

Konsulenterne taler ofte med medlemmerne om, hvorvidt de er klar til at gå på pension. For det er alle selvsagt ikke efter mange år i Forsvaret. Det handler også om at vurdere, hvad medlemmerne kan klare. For hvis konsulenterne er uenige med AES’s afgørelse, kan medlemmet så klare en eventuel retssag, eller skal sagen stoppes?

For Martin Lorentsen var det sværeste at erkende, at han ikke længere skulle arbejde i Forsvaret.

”I Forsvaret er alting i kasser, så det var angstprovokerende at stoppe. Hvad var der på den anden side af hegnet? Jeg var jo vant til den måde, som tingene kørte på i Forsvaret,” siger han.

I dag har Martin Lorentsen det i egne ord ”okay”. Der er stadig ting, der er svære at håndtere, og sådan vil det være resten af livet. Men han har accepteret, at han nok aldrig kommer op på 100 procent igen og håber i stedet på omkring de 70 procent.

Han er begyndt at kunne købe ind alene, han har været på aftenskole, og han har endda været til en fodboldkamp. Generelt forsøger han at komme mere ud.

”Jeg er færdig i Forsvaret og kan overskue at fokusere på min hverdag takket være HKKF, som hjalp mig hele vejen igennem og sikrede, at min arbejdsskadesag sluttede godt,” afslutter Martin Lorentsen.

Har du brug for hjælp?

HKKF’s arbejdsskadeteam består af to konsulenter og en assistent. Du kan kontakte teamet på telefon 33 93 65 22 fra mandag til torsdag mellem klokken 10 og 15 eller på e-mail: arbejdsskade@hkkf.dk. 

Siden er sidst opdateret: 9.01.23 kl. 10.29

Andre nyheder