Debatten om civiluddannelsesordningen (CU) i Forsvaret er blusset op igen. På Folkemødet i sidste uge åbnede Venstre nemlig op for muligheden med kontraktformer med en civil uddannelsesordning.
”Det er jo en måde at fastholde på; at opspare nogle point og muligheder for at kunne tage en mellemlang videregående uddannelse efterfølgende og dermed gøre det attraktivt at yde en indsats og være ansat i Forsvaret i en længere periode,” lød det fra Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt ifølge mediet Olfi.
HKKF har fulgt debatten over weekenden, og for fagforeningen har uddannelse og kompetenceudvikling af vores soldater altid haft stor prioritet. Det er også en af grundene til, at kontraktformen K35 stadig er en del af HKKF’s overenskomst.
”Gennem de sidste overenskomstforhandlinger har HKKF kæmpet for at bevare K35, hvor andre har valgt at skrive den ud,” forklarer forbundsformand Tom Block.
Budskabet fra forbundsformanden er derfor også tydeligt:
”Muligheden for at anvende kontrakter med optjening af civil uddannelse eksisterer allerede. Så hvis politikerne ønsker at fastholde soldaterne i Hæren ved at tilbyde civil uddannelse, så ligger kontrakten klar,” siger Tom Block.
Hvis du vil læse mere om, hvorfor K35 ikke bliver brugt i praksis, så har vi beskrevet situationen omkring kontraktformen tidligere. Du kan finde artiklen her.
> Læs også: HKKF's formand: Forsvaret skal investere i bedre vilkår