Nyheder

Forlig: Medarbejderne er førsteprioritet

Rammerne for et nyt forsvarsforlig ligger klar til juli. Vigtigst af alt er fokus på medarbejdernes vilkår og muligheder, understreger HKKF.
Foto: Sanne Vils Axelsen.

Forsvarsministeren har meldt ud, at man regner med at have rammerne for det nye forsvarsforlig klar senest i begyndelsen af juli. Rammerne – ikke alle detaljerne. Dem skal man søge at afklare undervejs over de næste 10 år. Det er der både fordele og ulemper ved.

”Vi har tidligere set, at man har været for dårlige til at spå om fremtiden, og derfor er det positivt, at man arbejder på et mere fleksibelt forlig, der giver plads til ændringer løbende. Men det er vigtigt, at man får delt forliget op i nogle meningsfulde faser, så der er penge til hele perioden – og til alle vigtige områder,” siger forbundsformand Tom Block fra HKKF.

Vigtigst for HKKF er medarbejdernes vilkår, så skal der ske en prioritering, er det vigtigt, at man ikke går på kompromis med indsatserne på dette område.

Topmøde og forlig

  • Der er NATO-topmøde den 11. og 12. juli i Vilnius, Litauen.
  • Regeringen ønsker et forlig klar inden da.
  • Ambitionen er, at forsvarsbudgettet udgør to procent af bruttonationalproduktet senest i 2030.
  • Det kommende forlig vil strække sig frem til 2033.

Et kæmpe efterslæb

”Der er voldsomme mangler i Forsvaret og et kæmpe efterslæb. Vi skal have styr på bygningerne, vi mangler materiel, krigen i Ukraine kræver ressourcer – men intet af dette har værdi, hvis der ikke er motiverede medarbejdere til at udfylde rammerne og betjene vores våben,” siger Tom Block.

Det liver dyrt at rette op på manglerne i Forsvaret, og hullet er også større end antallet af millioner afsat til det kommende forlig, derfor må man forvente, at der sker en prioritering.

”Vi vil gerne have det hele. Selvfølgelig vil vi det – udrustning, kampvogne og renoverede kaserner. Men vigtigst af alt er medarbejdernes vilkår – uden dem er alt andet ligegyldigt,” siger Tom Block.

Sådan arbejder HKKF med forliget

  • Forbundsformanden har holdt møde med forsvarsministeren.
  • Forbundet har gennemført en række møder med partiernes forsvarspolitiske ordførere.
  • Der er omdelt en beskrivelse af Forsvarets udfordringer samt løsningsforslag til alle folketingets medlemmer.
  • Forbundet har bidraget med input til Forsvarets kommende HR-politik og blandt andet lagt vægt på genindførelsen af militære lærlinge.

Løn, arbejdsglæde, uddannelse

HKKF regner stærkt med at få flere mærkesager igennem – blandt andet i relation til faglært konstabeluddannelse. Og så er der en forventning om, at man sikrer flere kollegaer til at løse opgaverne og investerer i etablissementer, som på sigt vil forbedre arbejdsmiljøet.

”Forligets rammer for soldaternes løn og fremtidige ansættelsesforhold bliver afgørende for, hvorvidt vi kan fastholde vores faggruppe i Forsvaret, siger Tom Block og understreger, at det blandt andet kræver en personalepolitik, der fokuserer mere helhedsorienteret på soldaternes vilkår – på deres familier, frihed, uddannelsesmuligheder og økonomiske vilkår.

> Læs også: Sådan får vi det Forsvar, som vi fortjener

Siden er sidst opdateret: 16.05.23 kl. 16.48

Andre nyheder