Ny soldaterbog: Med rastløshed og udlængsel i oppakningen

Af Jan Klint Poulsen.

Hvad er det, der driver soldater i krig, og hvad gør krigen ved dem? Og hvorfor ender så mange soldater med at savne den?

Spørgsmålene kan nok bedst besvares og forstås af soldater. For på tværs af generationer, nationalitet, kultur og forskellige krige knyttes soldater af et særligt bånd, hvor beskrivelserne af krigens realiteter og den psykologiske belastning intuitivt forstås og anerkendes.

Det mener i hvert fald journalist, forfatter og veteran Emil Mosekjær. Med bogen Soldaterhjerte sætter han egne ord på sine oplevelser og tanker som tidligere udsendt soldat i samtalerne med soldaterveteraner fra USA, Storbritannien, Frankrig, Ukraine og flere andre lande.

Bogen er en personlig og en bred fortælling om livet som soldat i krig, forklarer Emil Mosekjær.

”Målet med bogen har for mig været at vise, hvor ens vi mennesker kan være på tværs af forskellige skel ved at have nogle oplevelser til fælles. Ved at have været soldater i krig. Det er et eller andet sted noget, jeg altid har vidst som soldat. For når du render ind i andre soldater, så klikker man ofte straks,” fortæller han og fortsætter:

”Så kommer man tit ind til kernen af et eller andet, og det er det, der er udgangspunktet for bogen. En forundring af en slags. Hvordan kan det egentlig være? Hvad er det egentligt, vi deler, og hvad betyder det for os?”

Bogen er en reportage og samtalebog, hvor Emil Mosekjær tager læserne med til forskellige steder i verden for at møde veteraner fra blandet andet 2. verdenskrig, vietnamkrigen, falklandskrigen og krigen i Ukraine i 2014 og frem. Undervejs reflekterer Emil Mosekjær over møderne og samtalerne.

Alle steder bliver han mødt med åbenhed og tætte, fortrolige samtaler om oplevelser ved fronten og livet som soldat. Han bekræftes i udlængslen, rastløsheden og det faktum, som præsenteres igen og igen i soldaterveteranernes oplevelse; at selvom krig er forfærdeligt, så er det også alt muligt andet, som nok kun soldater rigtigt forstår.

Fra junglelandskab til Helmandprovinsen

I Soldaterhjerte er vi blandt andet med Emil Mosekjær i Kansas for at møde Vietnamveteranen John Musgrave. Som søn af en pilot og krigsveteran fra 2. verdenskrig melder den kun 17-årig John Musgrave sig i 1966 til Uncle Sam’s marineinfanteri med ”Destination Vietnam” i udsigt.

Ud over en ustyrlig trang til at drage ud og besejre ’ondskaben’, som faren havde gjort det 25 år forinden, så var der også en anden afgørende faktor for John Musgrave og mange andre unge mænds lyst til at melde sig under fanen i vietnamkrigens begyndelse. Rastløsheden.

Samtalen mellem de to veteraner, Emil Mosekjær og John Musgrave, der begge har oplevet krigens A-B-C på krop og sjæl med 40 års mellemrum, afslører, at de begge har en hel del til fælles. Selvom der er langt fra junglen i det nordlige Vietnam til Helmandprovinsen i Afghanistan, står fællesnævnerne i kø.

”Jeg forstår dig fuldkommen,” lyder det fra John Musgrave, da Emil Mosekjær fortæller om sin egen motivation for at drage i krig på fremmed jord. Og de skiftes undervejs til at bekræfte hinandens oplevelser og refleksioner om soldaterlivet i krig.

John Musgrave gik ofte som point man – den forreste mand i patruljen. Det var hans opgave at lede vejen for resten af delingen gennem junglelandskabet.

”Selvom jeg på mirakuløs vis aldrig blev såret som point man, var jeg altid skidebange. Men jeg blev klar over, hvor særligt det her var. Mine kammerater er afhængige af mig, de stoler på mig. Det er en meget meningsfuld følelse.”

Emil Mosekjær kvitterer med sin oplevelse næsten et halvt århundrede senere:

”I Afghanistan var jeg panseringeniør, hvilket vil sige, at sprængstoffer og kendskab til IED’er var vores speciale. Det var os, der skulle gå forrest med skarpe øjne og minesøger, når jorden var giftig. ”

John Musgrave genkender også følelsen, når Emil Mosekjær fortæller, at han i tiden efter sin udsendelse hjemme i Danmark stadigvæk kunne få hjertebanken, hvis han gik hen over en åben mark. ”Jeg kender det udmærket,” returnerer John Musgrave. ”Der er gået over 50 år, og min indre point man lever sgu stadig videre i kroppen på mig”.  

At krig kommer med personlige omkostninger, er de begge enige om.

Samtalestarter for soldater

De mange samtaler med veteraner til bogen hjalp Emil Mosekjær til en bedre forståelse af sig selv undervejs i arbejdet. For ham var mødet med de andre veteraner mere end blot et interview.

”Det er ret stærkt at sidde over for en 70-årig vietnamveteran og så bare connecte på en eller anden måde. Virkelig finde hinanden og sidde til ud på natten i dyb, dyb samtale. Det var virkelig stærkt,” fortæller Emil Mosekjær og tilføjer:

”Det overraskede mig, hvor meget det påvirkede mig - også følelsesmæssigt.”

Samtalerne bekræftede Emil Mosekjær i, hvor vigtigt det er at åbne sig og få talt om sine oplevelser. Ifølge ham er der alt for mange tidligere soldater, som ikke har brugt tid på at sætte ord på deres oplevelser. For nogle tager det mange år, før de bliver klar til det. Andre får aldrig talt om det, forklarer han.

Han håber, at bogen kan være med til at starte samtaler om soldaterlivet og de udfordringer, der ofte følger med, når man vender hjem til det civile liv igen.

”Soldaterhjerte kan være med til at vise, at man ikke står alene med alle oplevelserne og traumerne – der er mange andre, der har gennemlevet det samme som mig”, fortæller Emil Mosekjær.

Patrioter ved fronten

I bogen kommer vi også tæt på nogle af nutidens krigsveteraner. Emil Mosekjær møder ukrainske Alina Viatkina og Pavlo Mamontov, som begge var med ved fronten i Donbas, hvor der udbrød krig i kølvandet på den russiske annektering af Krimhalvøen i 2014.

For Pavlo Mamontov og Alina Viatkina var det også et åbenlyst kald at tage i krig for deres land. Mens hun deltog som sygehjælper, var Pavlo Mamontov leder for en mortersektion ved fronten.

Patriotismen, idealismen og rastløsheden var til stede hos både Pavlo Mamontov og Alina Viatkina. De ville begge kæmpe for deres land, med deres venner og kammerater – også selvom prisen kunne være ultimativ.

”Jeg vidste, at der var en stor risiko for at blive såret eller dræbt,” fortæller Pavlo Mamontov til Emil Mosekjær, der møder ham hos VeteranHub – en NGO for veteraner i Kyiv.

”Ukraine er mit land, og jeg ønsker at leve et sted, hvor vi har retten til at bestemme over os selv.” 

I 2016 ender det fatalt for Pavlo Mamontov og hans enhed. De bliver ramt af en granat. Flere af Pavlo Mamontovs kammerater bliver dræbt i angrebet. Selv bliver han hårdt såret, men han fortryder ikke sin deltagelse i krigen.

”Jeg er på alle måder et bedre menneske end før. Krig er en smertefuld oplevelse, men det er også det største og vigtigst, jeg nogensinde har deltaget i,” forklarer han.

Ikke kun for soldater

Selvom Soldaterhjerte i høj grad er tænkt til soldater som de primære læsere, er bogen ikke alene henvendt til dem, forklarer Emil Mosekjær. Den er i lige så høj grad til pårørende, familie, venner og andre, som ønsker at forstå, hvad soldaterlivet er, understreger han:

”For mig står bogen på to ben. Ét, at man som soldat skal man kunne læse den og kunne genkende sig selv i den. Og to, at soldatens pårørende og alle mulige andre skal kunne åbne den og blive klogere på en verden, som de nok synes er mystisk og ikke helt kan finde ud af, men som de faktisk er nysgerrige på at lære mere om. Det, synes jeg, er vigtigt.”

Soldaterhjerte kan købes i landets boghandlere samt læses eller lyttes til i de fleste lydbogstjenester.