Skal man køre med fuld udrustning og anlagt sikkerhedssele på civil vej, og skal man hvile under en skydelejr? Betyder det noget for den enkelte soldat, at omkring en tredjedel af HKKF’s arbejdsmiljørepræsentanter mødes fire gange om året i Miljø- og Udrustningsudvalget. Det klare svar er: Ja. For udvalget har igen og igen været med til at løfte det, nogen mener er små problemstillinger fra den enkelte kaserne, til landsdækkende problemer.
Det, arbejdsmiljørepræsentanten i Aalborg går og undrer sig over, kan være det samme, som kollegaen i Haderslev tænker på. De finder ud af, at det er et generelt problem, og endnu vigtigere får politikere og ansatte i HKKF skyts at gå videre med. “Vi får et rigtigt godt overblik over, hvad der er et generelt problem, og hvad der er et konkret. Tingene bliver sorteret,” siger Kurt Brantner, der er næstformand i HKKF og netop har udvalget blandt sine opgaver.
Udvalget har løbende klædt ham på til forhandlinger. “Når jeg taler arbejdsmiljø med Personalestyrelsen i militæret, ved jeg, hvad vores medlemmer tænker, og hvilke oplevelser de har i dagligdagen. Jeg ved, hvad der bliver tænkt på gulvet, og på den måde er der altid et klart og skarpt budskab bag,” siger næstformanden. Igen og igen nævner han arbejdsmiljøloven som et redskab, der giver soldaterne muligheden for at blive gamle i faget. Han tager hårde ord i sin mund, når han siger, at han ikke vil have, at medlemmerne bliver nedslidte og dør før tid.
Udvalget kan på ingen måde stå alene i den kamp. “Medlemmerne skal selv være med til at råbe op og sige stop. De kan sige, at den måde, tingene bliver gjort på, ikke er normalt. Der er noget galt,” siger Kurt Brantner. Når udvalget derefter bliver opmærksom på problemet, er der ikke langt til handling. Det er Skyperaftalen og ændringen af bestemmelsen om kørsel med udrustning og anlagt sikkerhedssele gode eksempler på.
Et spørgsmål om hviletid
De stod bogstaveligt talt i hver sin skyttegrav, HKKF og Forsvaret. Før aftalen Skyper blev indgået, stod striden om, hvorvidt skydelejr var en uafbrudt aktivitet, som i sin helhed kan henføres til egentlig militærtjeneste, eller om en skydelejr i virkeligheden bestod af flere aktiviteter, hvoraf kun nogle få kan henvises til egentlig militærtjeneste.
HKKF stod på det sidste, mens Forsvaret mente, at en skydelejr var egentlig militærtjeneste fra start til slut. Forskellen er, om arbejdsmiljøloven gælder eller ikke. Under den strid fortsatte militæret med at tilsidesætte loven. Hviletid var der ikke meget af på skydelejre. Det var trætte og udmattede soldater, der kom hjem til familien efter en uge på lejr.
HKKF’s næstformand Kurt Brantner rendte forsvarsledelsen på dørene. Han fik Miljø- og Udrustningsudvalget med sig, men der var ingen gennembrud. “Vi var simpelthen nødt til at gøre noget ved det. Soldaterne skal have den restitution, der skal til for at opnå læring. Skydelejr er én ting, en øvelse er noget andet. På øvelser skal de vise, at de kan det, de blandt andet har lært på skydelejren.” Til sidst fik Kurt Brantner nok. HKKF sagsøgte Forsvarskommandoen ved Københavns Byret for at bryde arbejdsmiljøloven. Og så kom der skred i forhandlingerne.
Forsvaret indgik en aftale med blandt andet HKKF, der slog fast, at arbejdsmiljøloven gælder på skydelejrene. “I den proces klædte udvalget mig på. Der havde vi løbende drøftelser, og vi fik at vide, hvordan enhederne planlægger og gennemfører skydelejr i Aalborg, Oksbøl og alle de andre steder. Der fik vi oplevelsen af, at det var rivende galt over det hele. Det var jo fuldstændigt misforstået.”
Under diskussionerne i udvalget påpegede nogle medlemmer, at i skydelejr var der mulighed for at tjene en masse timer. “Men der er jo også noget, der hedder arbejdsmiljø. På den måde blev vi klogere på hinanden og fandt ud af, hvad vi ville. Det hele blev tryktestet.” Derfor vidste HKKF også, at det ikke var i alle medlemmers interesse at kæmpe for hviletiden.
“Vi gik ind og sagde: Vi skal passe på vores soldater der, hvor vi kan. Når de er i krig, kan vi ikke passe på dem, men når vi er herhjemme, under daglig tjeneste samt operativ virksomhed, uddannelse og træning, burde det kunne lade sig gøre at passe på dem,” siger næstformanden. “Jeg har selv været soldat i 27 år, jeg ved ikke, om det har været et hårdt arbejdsliv som soldat, men jeg ved, at hvis man ikke passer på, bliver det hårdt, og så nedslider man sig. Mange er jo nedslidte, når de når pensionsalderen. Andre når ikke engang pensionen.”
Efter Skyperaftalen skal Forsvaret beskrive formålet med skydelejren, herunder hvilke aktiviteter der anses som egentlig militærtjeneste. Når aktiviteten er ovre, skal soldaterne have hviletid. “Nu er udvalget megaglad for, at der er nogle spilleregler under skydelejre,” siger Kurt Brantner. “Alle de soldater, der har familie derhjemme, er glade for, at de kan komme friske hjem efter en SKYPER med en klar fornemmelse af, de har opnået de færdigheder, der kræves, og samtidig være noget for familien. Tidligere kom de hjem, lå brak i op til flere dage, og så skulle de på arbejde igen,” siger Kim Larsen, der er konsulent for Arbejdsmiljø, sikkerhed og sundhed i HKKF.
Tænk jer om, når I spænder selen!
Det burde være sikkerhed med sikkerhed på, men når de fysiske love kommer indover, er fuld udrustning og sikkerhedsseler ikke noget, hvor to gange plus giver plus. Tværtimod. For det kan være direkte livsfarligt at køre med både sikkerhedssele og fuld udrustning. “Jeg kan huske øvelserne. Når jeg havde fragmentationsvesten på, følte jeg mig rigtig sikker med sele på også. Vi var jo næsten udødelige med alt grejet på – men det har faktisk modsatte effekt,” siger Kurt Brantner.
Det var et medlem af Miljø- og Udrustningsudvalget, der i 2016 fik HKKF’s næstformand ud af den vildfarelse. Han fortalte, at Hjemmeværnet direkte frarådede soldaterne at køre med fuld udrustning. “I udvalget kiggede vi først forbløffede på hinanden, men vi gik hjem og tog kontakt til Hjemmeværnet, der dengang ikke var en del af Forsvaret,” siger han. Derfra kom HKKF i kontakt med en bilinspektør i Forsvaret, der henviste til en svensk undersøgelse. Forbløffelsen blev afløst af rædsel, da de så de svenske crashtest-videoklip. Brikkerne faldt på plads.
Der blev taget kontakt til Forsvarets Kørselsafdeling i Aalborg. “Jeg ville ikke sige, at de grinte af os, da vi henvendte os. Men jeg følte virkelig, at de tænkte: Hvad fanden har I nu gang i? Har I ikke andet og vigtigere at lave?” siger Kurt Brantner. HKKF blev affejet. Svaret var, at det da er normalt, at soldater kører med udrustning og sikkerhedssele. “Det kan godt være, men det må stoppe. Det er livsfarligt,” sagde næstformanden.
Dialogen fortsatte, og repræsentanter fra kørselsafdelingen blev inviteret med til et miljømøde i HKKF. Under overskriften ‘Er der vejsidebomber på Djursland?’ viste bilinspektøren en række crashtest-videoer. Herunder en, hvor førerens hoved, på grund af udrustningen, bliver kastet frem og tilbage og sikkerhedsselen sprænger, da bilen rammer muren og airbaggen udløses. “Da folk så filmen, sagde de: De kører også over 100 km/t. Nej – de kører under 30 km/t., når de laver de der crashtest,” siger Kurt Brantner. Den video blev vendepunktet. Mindre end to år efter, at HKKF løftede problemstillingen, blev kørselsbestemmelsen lavet om.
“Det er ikke nemt at ændre en bestemmelse, men i det her system er to år hurtigt,” siger Kim Larsen, der er konsulent for arbejdsmiljø, sikkerhed og sundhed i HKKF. Nu er bestemmelsen ændret, så Forsvaret skal lave en risikovurdering, inden soldaterne skal fragtes med fuld udrustning på civil vej.
“Vi anfægter ikke, at det kan blive nødvendigt at køre med alt det her. Det, vi anfægter, er, at hvis det sker på en civil vej fra A til B under en øvelse, skal man tænke sig om, for det kan gå grueligt galt,” siger Kurt Brantner. HKKF hviler dog ikke på laurbærrene. “Min fornemmelse er, at man alligevel beordrer soldater til at anlægge fuld udrustning, når de kører på offentlig vej. Der er ikke mange chefer derude, der kender til det her. Der kommer hele tiden nye overordnede, nye sergenter og nye officerer. De kender ikke alle de regler, og derfor er det en god idé at genfortælle en historie om, hvorfor man skal passe på folk,” siger næstformanden.
Derfor får kørselsbestemmelserne en ny omgang i Miljø- og Udrustningsudvalget, og Kurt Brantner er klar til at tage en ny tørn med hærkommandoen. “Inden jeg går til mødet, vil jeg bede udvalget om at komme med deres oplevelse af virkeligheden.” Arbejdsmiljøkonsulent Kim Larsen supplerer: “For os handler det ikke om, at der har været en ulykke, men om at undgå ulykker. Man behøver ikke vente på, at nogen bliver kørt over, før man anlægger en fodgængerovergang.”
Af Anders Stoffer
