Nyheder

Soldaterne får alt for meget i løn

I en ny rapport fra lønstrukturkomitéen konkluderer man, at de danske soldater får for meget i løn. Men man indrapporterer soldaternes arbejdstid på en måde, der giver et forkert billede af lønnen, understreger HKKF.
Foto: Sanne Vils Axelsen.

Tjener Forsvarets soldater for meget? Ja, ifølge en ny rapport for lønstrukturkomitéen, så tjener soldaterne i Danmark faktisk for meget. Den konklusion kommer man frem til, fordi Forsvaret indberetter soldaternes arbejdstimer på en skæv måde.

Når man er på øvelse – eller international tjeneste – så indberetter Forsvaret kun 7,4 arbejdstime per døgn, selv om soldaterne arbejder i 24 timer. Det betyder, at det ser ud som om, soldaterne får en meget høj løn, fordi man dividerer lønnen med 7,4 time – og ikke de 24 timer, som soldaten faktisk arbejder.

”Det er selvfølgelig rigtig uheldigt, og vi har også fået en kommentar omkring dette med i rapporten fra lønstrukturkomitéen, men præmissen for de her udregninger er stadig ikke korrekte,” siger forbundsformand Tom Block fra HKKF.

”Forsvaret bør indberette vores arbejdstid anderledes, så vi får et reelt billede af, hvor meget soldaterne egentligt tjener. Men, sammenligningsgrundlaget bør også være et andet. Vi bliver sammenlignet med ufaglærte, fordi man ikke anerkender, konstabler som faglærte. Det skal vi have lavet om på, og blandt andet derfor er det så vigtigt, at vi får indført den erhvervsrettede konstabeluddannelse,” siger Tom Block.

> Læs også: Lønstrukturkomitéens rapport – et solidt datagrundlag for HKKF?

Ufaglært eller faglært?

Rapporten fra lønstrukturkomitéen taler om en LEU-model (Ledelsesansvar, Erhvervserfaring og Uddannelse).  Modellen er relativ simpel og afspejler få centrale faktorers betydning for løn med det formål at belyse de tre LEU-faktorers betydning for lønningerne i den offentlige sektor. LEU-modellen er ikke et forsøg på at sætte løn på formel eller at beregne en korrekt eller retfærdig løn.

I HKKF får medlemmernes uddannelsesniveau betydning for, hvordan deres løn fremgår i modellen. Medlemmerne er oftest betegnet som ufaglærte, hvilket har indflydelse på vurderingen af den løn soldaterne får. Udregningerne er baseret på forkerte tal og får det til at se ud som om, at soldaterne har en høj timeløn. Når man så sammenholder det med, at soldaterne også er ufaglærte, så ser det pludselig ud, som om lønnen er virkelig god - sammenlignet med andre ufaglærte.

Derfor mener forbundsformanden, at det er vigtigt, at man arbejder hårdt på at gøre konstablerne i Forsvaret faglærte, samtidigt med at Forsvaret selvfølgelig skal sørge for at indrapportere arbejdstiden korrekt.

Læs mere om lønstrukturkomiteens rapport her.

Siden er sidst opdateret: 14.06.23 kl. 12.07

Andre nyheder