Ved første øjekast virker skoven uberørt og stille. Den tykke, hvide sne ligger fredeligt på jorden kun forstyrret af forskellige fodaftryk. Kun afdæmpede skudsalver lyder en gang imellem.
Men nogle meter inde i terrænet begynder så en bas at tone frem fra en højtaler, der hænger i et træ. På jorden er den hvide sne blevet erstattet af en stor bunke rød sandjord, som en soldat er ved at trampe hård.
Den overskydende røde jord stammer fra en lang skyttegrav, som nogle danske soldater er ved at grave midt i det store øvelsesterræn ved den lettiske militærbase i Adazi, der er NATO’s divisionshovedkvarter i Letland.
”Vi vil gerne grave løbegrav hele vejen rundt,” siger en af soldaterne nede fra hullet og peger ud i terrænet:
”På sigt kan vi bruge den til at træne kamp fra stilling eller øve at rense løbegrav.”
De første spadestik var taget på forhånd, men soldaterne er usikre på, om det er letterne selv eller soldater fra andre nationer, der har taget dem. De danske soldater arbejder kun på projektet, når der er tid i løbet af ugen, men krigen i Ukraine har dog vist, hvor vigtigt det er at kunne grave en skyttegrav, der er sikker.
Kun Hviderusland ligger mellem os og Ukraine, hvor ukrainske soldater netop nu forsvarer deres land mod de russiske styrker fra iskolde skyttegrave. Og det er netop grunden til, at de danske soldater befinder sig i Letland. Soldaterne er en del af NFP hold 2, der siden oktober har været i det baltiske land for at bidrage til NATO’s afskrækkelse.
> Læs også: Dårlig luft gjorde Mads for syg til Forsvaret
Godt humør og samarbejde
Vinteren er for alvor kommet til Letland, da HKKF besøger soldaterne i begyndelsen af december. Soldaterne har fundet de isolerende lag frem, men uniformen beskytter dem ikke mod de røde kinder, som frosten giver. Det virker dog ikke til, at kulden generer soldaterne, selvom de stillestående vagter har trukket huen godt ned over ørerne for at beskytte sig mod den iskolde vind.
Den danske kampbataljon på hold 2 er opstillet med soldater fra Den Kongelige Livgarde med bidrag fra de andre regimenter i Hæren. Det danske bidrag er delt op i to grupper – det nationale støtteelement (NSE) og kampgruppen. Her lever de i to forskellige verdener, men de har også vidt forskellige opgaver.
NSE holder til inde på militærbasen, hvor mange andre NATO-soldater også har deres daglige gang. Sneen på fortovene er lysebrun og pløret, og enkelte steder er den trykket så flad, at vejene er spejlglatte. Soldaterne i NSE holder til i et stort hvidt telt, hvor Dannebrog pynter i loftet. Der er skruet godt op for varmen og rockmusikken. Soldaterne her står for transport, logistik, post, mundering og lignende, og de første måneder i Letland bød på lange arbejdsdage – også i weekenderne.
Men der har også været fokus på trivsel og sammenhold, fortæller en af HKKF’s tillidsrepræsentanter i Letland. Soldaterne holder blandt andet filmaftener og andre sociale arrangementer, når de har fri. Det er vigtigt at huske, fordi der særligt i NSE er mange førstegangsudsendte med i Letland. Og for dem kan det være svært præcist at vide, hvad man kan forvente, og hvilke forhold man kan tillade sig at være utilfreds med, fortæller de.
”Jeg havde måske forventet lidt mere action, men ellers er vi glade,” siger en af de soldater, der er udsendt for første gang. Og så smiler han.
> Læs også: Her er arbejdsmiljøreglerne, når du er udsendt
En positiv overraskelse
At soldaterne overordnet er glade, er også den oplevelse HKKF’s forbundsnæstformand, Kurt Brantner, fik. Formålet med besøget var netop at møde de udsendte medlemmer og opleve de forhold, som soldaterne lever under.
”Det er altid fedt at komme ud og besøge medlemmerne der, hvor de er skabt til at være. Jeg var overrasket over, hvor gode faciliteter de har, og jeg blev positiv overrasket over det gode humør, jeg mødte alle steder,” siger Kurt Brantner og fortsætter:
”Der var mange medlemmer, der viste interesse for os, da vi kom. De havde mange gode spørgsmål, men de fleste handlede om den hjemlige struktur, og for mig viser det et sundhedstegn overfor missionen.”
Lidt udenfor selve militærbasen bor den danske kampgruppe. De lever i lejren Camp Valdemar, som stod færdigbygget, da hold 2 ankom til Letland. Lejren er markant opgraderet fra hold 1’s Camp Niflheim, hvor soldaterne blandt andet boede i slidte telte med skimmelsvamp. I den nye lejr bor soldaterne i nye telte fra en norsk producent, hvor hver soldat har sit eget rum, hvilket giver soldaterne mulighed for at få lidt privatliv.
Camp Valdemar ligger et stenkast fra det store øvelsesterræn, der hører til militærbasen. Soldaterne kan boltre sig på et øvelsesterræn, som de vurderer til at være halvanden gang så stort som øvelsesterrænnet i Oksbøl.
I den tætte og kuperede del af terrænet, hvor de tynde, høje fyrretræer står side om side, buldrer en af Forsvarets Piranhaer afsted. Soldaterne øver kampføling og frigørelse fra fjenden.
”Det er helt tilbage til enkeltkæmperfærdigheder. Det handler om at lære terrænet at kende, og hvordan man udnytter det,” forklarer en af soldaterne.
> Læs også: Irak: Krigen, der aldrig sluttede
Mulighed for uddannelse
I den modsatte ende af terrænet markerer røde skilte på træerne, at her begynder skydeterrænet. Tilpas langt inde i dette område åbner landskabet sig op, og man kan pludselig se flere kilometer frem. Midt i det øde landskab ligger forskellige rå murstenshuse.
I et af dem holder nogle danske finskytter til. De står midt i murbrokkerne og underviser to soldater fra nogle andre regimenter i, hvordan de kan få et stabilt leje, selvom underlaget er ujævnt. De to soldater er interesseret i finskytternes fag, og en mission som denne – hvor øvelsesterrænnet er så tæt på – giver soldaterne mulighed for fælles uddannelse og træning soldater og enheder imellem. I den forbindelse er der dog en ting, der ærgrer soldaterne.
”Når vi er her, er det ærgerligt, at der ikke er ammunition nok til at træne. Vi mangler både små og store kalibre,” fortæller en af finskytterne.
Det samme lyder fra en af HKKF’s tillidsrepræsentanter om dysekanonen, der alligevel ikke blev sendt på pension. Beholdningen af uddannelsesammunition har været for lille, så soldaterne kan ikke udnytte det store øvelsesterræn optimalt, så de kan blive bedre til blandt andet at bruge dysekanonen.
Mangel på ammunition var også et stort problem på hold 1, hvor Forsvaret var nødt til at aflyse flere træningsaktiviteter. Og generelt er der enkelte udfordringer på hold 2, der kunne være forberedt bedre hjemmefra, pointerer Kurt Brantner.
”Vi hørte om en mekaniker, der er vant til at arbejde med hjul, som skulle omskoles til bælter og omvendt. Det giver ikke mening. Folk skal være uddannet i det materiel, som de skal bruges til. Der står også nogle trucks i lejren, som de ikke er certificeret til at bruge,” siger han og fortsætter:
”Derudover ved man, at soldaterne skal være i Letland over vinteren, og at der kommer sne. Man har bare ikke sørget for læ og mulighed for afisning af køretøjer, så soldaterne render rundt ovenpå lastbilerne og skraber sne. Generelt har køretøjerne ikke godt af at stå ude under de forhold.”
Men i den forbindelse er Kurt Brantner glad for, at der er bygget en arbejdsmiljøorganisation op hos hold 2, så soldaterne kan indrapportere den slags udfordringer. Det er vigtigt, fordi et godt arbejdsmiljø er et fælles eje. Det er ikke kun for medarbejderne. Det er noget, alle skal løse sammen, forklarer han.
Efter planen er hold 2 færdig i Letland til maj, men som situationen er nu, har Danmark ikke mulighed for at sende et hold 3 i direkte forlængelse. Det er der ikke nok personel til.
