Tilbage i uniformen

Det er en buldrende mørk nat i den irakiske ørken omkring byen al-Qurnah. På få måneder i 2003 har det første hold danske soldater i Irak bygget Camp Eden-lejren.
Den aften står Dennis Gøtterup Larsen i lejrens hovedvagt. Han ved, at de vilde hunde sidder ude i ørkenen og kigger på ham. Et hurtigt kig i natkikkerten bekræfter ham i antagelsen.
“Det er fandme klamt,” tænker han.
Hovedvagten er placeret tæt på den danske militærlejr. I mørket ser Dennis i det fjerne nogle motorkøretøjer nærme sig. Et hold militærpolitibetjente er ude at rekognoscere. Han kan se kolonnen nærme sig, og tankerne om de vilde hunde bliver hurtigt afløst af langt alvorligere tanker.
Han og de andre soldater i lejren havde fået efterretninger om, at der var planlagt angreb på de allieredes lejre i området. Midlet er at placere bomber i biler, og målet er at køre dem mod lejrene.
Beskrivelserne passede godt med den kolonne af biler, som Dennis kunne se nærme sig.
Forrest, en 400-500 meter foran de andre køretøjer, kører en motorcykel. Han ved, at militærpolitiet kørte ud i to-tre køretøjer. Natkikkerten afslører, at kolonnen, der nærmer sig, består af seks biler.
“Hvad sker der,” tænker Dennis.
Militærpolitiet har ikke meldt om konfiskerede køretøjer over radioen.
Samtidig med at motorcyklen drejer ind på de sidste 300-400 meter af lige vej op mod vagten, melder radioen om brand inde i lejren. Soldaterne i vagttårnene får samme melding, og deres opmærksomhed er med garanti på lejren.
Dennis tænker, “hvad så nu.“ Proceduren er, at han skal skyde en lysraket op for at se, hvem der kommer mod ham. Men motorcyklen kører så hurtigt, at han hverken når lysraketten eller at affyre et varselsskud.
Han ser ingen anden udvej end at trække sit våben. Han kigger igennem sit sigte. Han afsikrer M96-riflen med tommelfingeren. Stopper vejrtrækningen. Pegefingeren begynder at øge trykket på aftrækkeren.
Foran sig ser han i skæret fra motorcyklens underlygter silhuetten af chaufføren. Det er umuligt at se, om vedkommende er lokal eller en dansk MP’er. Han beslutter sig for at skyde…

I de næste ti år vender det øjeblik tilbage til Dennis igen og igen.
Hvad nu hvis? Hvorfor? Spørgsmålene lyder igen og igen i hovedet på den danske soldat.
“Når jeg tænkte på det, kunne jeg ikke sove, så kom alt op i mig,” siger Dennis.

Atypiske oplevelser

Over 20 år senere sidder han i et lille mødelokale på Høvelte Kasserne og fortæller sin livshistorie. Et forløb, der på ingen måde klæder det danske Forsvar – hvis det ikke lige var for slutningen.
Efter nedtur på nedtur har 47-årige Dennis fået styr på sit liv – på sit PTSD, men han får aldrig en normal tilværelse. Arene har brændt sig fast, Dennis frygter, at sygdommen går i arv til hans to døtre.
Allerede i telefonen fortæller Dennis, at hans his–torie om udsendelserne er atypisk.
To gange er han i international tjeneste for Danmark. Forberedelserne til dem er elendige, og både i Jugoslavien og i Irak oplever han massive svigt fra ledelsen. Da han kommer hjem, bliver der ikke for alvor taget hånd om ham. Heldigvis gør det der nu.
“Jeg har ikke venskaber derfra, og jeg har ikke oplevet nogen opbakning,” siger han om sine udsendelser.
Da Dennis gik i 9. eller 10. klasse på Borup Skole, så han en dag en reklame med FN-soldater. Den gav ham lyst til at melde sig til militæret og deltage i international tjeneste under værnepligten.
“Reklamen så meget fancy ud. Der var helikoptere, og jeg havde en illusion om, at man gjorde en forskel. Det var også den idé, jeg havde, da jeg tog afsted til Jugoslavien. Jeg skulle redde verden,” siger han.
Det billede brast hurtigt for den fingernemme soldat, der som 21-årig blev en del af Camp Dannevang i det borgerkrigshærgede land.
Efter folkeskolen havde han færdiggjort en snedkerudannelse, og det var under sin værnepligt på Vordingborg Kaserne, at han kom på missionsorienteret uddannelse.

Kummerlige forhold

Realiteterne i Jugoslavien lignede overhovedet ikke de billeder, som Dennis havde forestillet sig.
Krigszonen lå dengang langt fra danske lejr, men fattigdommen hos lokalbefolkningen var ekstrem. Indbyggerne levede under kummerlige forhold. Der var minefelter overalt, som alle hele tiden skulle forholde sig til.
“Vi var paranoide over for alt. Vi skulle passe på ikke at køre ud i huller på vejen. Vi måtte ikke køre i højt græs. Vi skulle passe på alt, der ikke virkede normalt, og der var ikke noget, der var normalt dernede,” siger Dennis.
Soldaterne var i konstant alarmberedskab. Det gjorde et stort og varigt indtryk at se lokalbefolkningen befinde sig i mineområderne.
Dennis’ hverdag i den danske lejr var langt fra det billede, som de fleste tegner af udsendelser: Et stærkt kammeratskab.
Han blev gjort opmærksom på, at han var den yngste i sin enhed.
“Jeg skulle stå tidligt op og lave kaffe til de andre. Men det gjorde jeg ikke. Altså, jeg har ikke noget imod at lave kaffe, men jeg er ingen tjener. Jeg har altid været god til at sige fra. Det brød de sig ikke om, og så begyndte mine kollegaer at køre grov psykisk terror på mig,” fortæller Dennis.
Efter to måneder af udsendelsen var han knækket.
“Det var hårdt at sove et sted, hvor jeg hele tiden skulle kigge mig over skulderen. Jeg var ikke tryg i min sektion, som jeg troede, jeg kunne være. De havde kørt mig helt i sænk,” siger han.

Spadestik til PTSD

Hjemme i Danmark var han fyldt med vrede, og han opførte sig meget aggressivt.
“Min mor kunne ikke kende mig, og det kan jeg godt forstå, for jeg var ikke mig selv,” siger Dennis og fortsætter:
“Min psykiater siger, det var et afgørende spadestik til min PTSD, der startede der. Det blev så fuldbyrdet i Irak.”
Efter hjemsendelsen tog Dennis arbejde som snedker, men han bevarede tilknytningen til Forsvaret ved en kontrakt med den internationale brigade.
Det er under forberedelserne til en udsendelse til Jugoslavien, at Dennis’ verden brød sammen for første gang.
“Vi var ude på skydebanen, og der fik jeg flashback. Det kom bare væltende. Det var meget ekstreme tilbageblik. Jeg fik vilde følelser, og det hele stod bare på mig.”
Dennis afbrød den missionsorienterede uddannelse.
“‘Det går ikke, at jeg er her. Der sker for meget i hovedet af mig,’ sagde han og begyndte at gå til en af militærets psykologer – et forløb, der varede omkring et halvt år.”
I slutningen af 2002 meldte Dennis sig igen i trøjen.
“Jeg var bare så træt af livet. Så træt af det hele. Virkelig træt. Træt med træt på,” siger han.
“Det hele sejlede. Det var nogle rigtige dårlige år,” siger og henviser blandt andet til et ægteskab, der kun varede 42 dage.
Han blev ringet op af Jægerkorpset. De manglede en snedker til en mission.
“Jeg tænkte bare, ‘fedt mand. Jeg skal bare væk fra det her lort.’’’
I perioden hos jægerne, hvor de forberedte udsendelsen, oplevede han et helt andet sammenhold og kammeratskab. Jægersoldaterne var imødekommende og tog godt imod enhedens nye snedker.
Det blev bare aldrig til en udsendelse, for missionen blev aflyst, da den danske regering i stedet valgte at sende en korvette og en ubåd til ørkenkrigen i Irak.

I hast til Irak

Men Forsvaret havde stadig brug for Dennis.
“Jeg var jo vaccineret, og derfor røg jeg med kort varsel ind på hold 1 og blev sendt til Irak.”
Dennis kendte selvklart ingen af de andre på holdet. Han mødte først i kompagniet en uge før afrejsen til Kuwait.
Det var ekstreme forhold, der ventede på danskerne.
De var slet ikke forberedte på den voldsomme varme, der mødte dem først i Kuwait og senere i Irak. De manglede både vand og mad. Mange soldater dejsede om. De var ikke akklimatiserede og anede ikke, hvordan de skulle gebærde sig i sådan en varme med temperaturer på over 50 grader i skyggen.
Efter et stykke tid bevægede danskerne sig nordpå forbi Bashra og mod al-Qurnah, hvor holdets opgave i første omgang var at bygge den danske lejr, Camp Eden.
I begyndelsen sov soldaterne i køretøjerne med skarpladte våben. Efterhånden kom der mere orden over lejren. Først blev der bygget hescobastioner af sand, der kom pigtråd rundt om lejren, og der blev rejst vagttårne.
Danskerne patruljerede i området og bevogtede potentielle infrastrukturelle mål. Lokalbefolkningen kunne se, at det ikke gik så hurtigt, som de forventede. Der blev flere og flere kampe i området.
“Der blev skudt rigtig meget dernede. Man kunne se sporlysene hen over lejren,” siger Dennis.
Tre gange dehydrerede han og vågnede op i en kølecontainer med drop i armen.
“Varmen var nok vores største fjende. Kuglerne kunne man forholde sig til. Men klimaet var bare overalt og konstant. Solen stod højt, og selv myrerne og alle andre insekter forsvandt ved 10-11-tiden,” siger han.

Opereret i Basra

Der var ikke nok folk til de bundne opgaver, og det betød en forskydning, så der var færre soldater i lejren. Det lagde et stort pres på dem, der var tilbage. Det betød, ifølge Dennis, at der blev stadig mindre søvn.
Efter tre måneders udsendelse fik Dennis kraftige mavesmerter. Han blev hasteopereret på et britisk felthospital i Basra. Efter ni dages indlæggelse blev han evakueret til Danmark.
14 dage efter var han tilbage i Irak, og på de uger havde tingene ændret sig markant omkring Camp Eden.
“Det var blevet meget mere hardcore. Der blev skudt meget mere efter os.”
Det var i den periode, at Dennis passede hovedvagten, og bilkolonnen kom faretruende tættere på ham og lejren. Han besluttede sig for at skyde mod motorcyklen.
I dag ved han stadig ikke, hvorfor hans finger ikke trykkede aftrækkeren i bund.
“Jeg fik simpelthen et blackout. Jeg kan slet ikke huske noget. Ikke før han kører forbi mig og siger: ’Er der ikke en fed motorcykel?’’’
Det var en dansk militærbetjent, der susede forbi.
“Jeg fik simpelthen et mentalt lockdown, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Når jeg fortæller historien, siger mange, at jeg burde have skudt. Men vi havde jo fået at vide, at hvis vi skød nogen, så var det manddrab. Den besked hang over hovedet på os.
Man skulle være 100 procent sikker på, at det var det rigtige, man gjorde. Man skal slet ikke være i tvivl på sådan en post. Men den tvivl skabte ledelsen.
Jeg manglede opbakning fra ledelsen som: ’Hvis det et er lejrens sikkerhed, så høvler du sgu bare afsted. Og så må vi tage de konsekvenser, der følger.’ Jeg følte mig truet på mit eget liv. Jeg var sikker på, at det var en bombe, der skulle rydde hovedvagten,” siger Dennis.
“Den episode kæmpede jeg med i ti år. Hvor det bare kom hele tiden. Hvad nu hvis? Hvorfor nu ikke det? Hvorfor gjorde jeg ikke det? Er jeg så en dårlig soldat? Hvorfor? Hele tiden. Hvorfor havde jeg ikke fået de rigtige instrukser? Når jeg tænkte på det, kunne jeg ikke sove. Så kom alt op i mig, siger han og holder en lang pause.”
Den aften reagerede Dennis med vrede. Han var stiktosset over, at han skulle udsættes for den situation. Det var alt for tæt på.
Efterfølgende fik han at vide af vagterne i tårnet, at de også ville have skudt, hvis Dennis havde affyret.
“Vi havde simpelthen slået så mange danskere ihjel,” siger han og tilføjer, at det langt fra er den eneste episode, hvor der var fare på færde.

Lyden af skrig

Episoderne hobede sig op inde i Dennis. Han oplevede ikke støtte fra sine nærmeste kolleger. Mens han var i Danmark, havde de andre i lejren fordelt beboelsesteltene mellem sig, og Dennis var i overskud, da han kom tilbage, og boede for sig selv i en lang periode.
“Jeg var i min egen lille lomme,” siger han.
Dennis fik heller ikke fuldført den udsendelse. Operationssåret sprang op, og da ledelsen ikke ville sende ham hjem, opdigtede han selvmordstanker. Derefter sluttede udsendelsen tre måneder efter, at han første gang satte foden i ørkensandet.
Tilbage i Danmark fungerede livet slet ikke for Dennis. Han sov virkelig dårligt. Ved fire-fem tiden om natten vågnede han og hørte skriget fra en britisk soldat, som han var indlagt sammen med i Basra.
“Det døjede jeg med i lang tid. Jeg kunne ikke forstå, om det var i mit hoved eller udenfor.”

Isolation og kampdruk

Det gik for alvor op for Dennis, at den var helt galt, da en date spurgte ham, om han kunne huske, hvad der skete om natten. I søvne havde Dennis spurgt hende, om hun ikke kunne få skyderierne til at stoppe. Derefter opsøger han igen militærets psykologer.
Ifølge Dennis blev der skrevet en udredning om PTSD, men der skete aldrig noget videre.
I de kommende år levede Dennis i en blanding af isolation i sin lejlighed og kampdruk i det københavnske natteliv.
Han uddannede sig til radiolog og fik arbejde på Rigshospitalets Traumecenter.
I 2015 blev han far til Nora, og med hende tog livet endnu en drejning.
“Inden var jeg opmærksom på alt. Hørte jeg en dør smække, skulle jeg tjekke det. Jeg vågnede ved lyde 20 gange om natten, men da Nora kom, var det hende, jeg skulle beskytte.”
Når han gik ture med sin datter, kontrollerede han alle på deres vej.
“Jeg vidste præcis, hvor mange der kom ind i parken, hvor mange der var derinde, og hvor mange der gik ud. Jeg trusselvurderede alle.”
“Når Nora hoppede i sofaen, ville jeg beskytte hende. Hun kunne jo komme til skade. Hun trigger mig stadig i dag, fordi hun har en uforudsigelig adfærd,” siger Dennis.

Fuldstændigt rivende galt

Da Nora var tre år, tog Dennis med en kammerat på skydebanen. Det kan lyde en smule bizart, men Dennis opsøgte den ro, som skydning kan give.
Han blev kørt hjem af en anden veteran. Undervejs i bilen, sagde Dennis: ‘Det er mærkeligt, når jeg kigger på min datter, kan jeg ikke føle noget.’
Dennis fortalte videre, at han ikke følte kærlighed og glæde.
Veteranen svarede: “Der er noget fuldstændigt rivende galt. Det skal du have styr på.”
Samtidig pressede Dennis’ hustru på for at få ham i behandling.
Gennem Forsvaret kom han i kontakt med en psykolog, der satte skub i anmeldelsen af Dennis’ skader til Arbejdsskadestyrelsen. Kort efter begyndte han i gruppeterapi, men det var ikke den rigtige behandlingsform for ham.
“Jeg havde været sindssygt dårlig og havde passive dødsønsker. Altså, det kørte bare rundt i mig.”
Dennis forsøgte uden held andre behandlingsformer. Han fik det værre.

Går direkte i vrede

PTSD’en har ødelagt det emotionelle hos Dennis.
Han skubber følelserne væk og går direkte over i vrede for at kunne handle. Han bliver ikke ked af det, hvis han ser nogen, der er blevet kørt ned. Han begynder ikke at græde, men går direkte i handling. Det er derfor, at han passede godt ind i arbejdet på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han virkelig har reddet liv.
“Specielt den episode med ham danskeren, jeg var ved at skyde. Der tvivlede jeg. Og det har jeg punket mig selv for. Indirekte lavede jeg jo endnu mere vrede for at handle næste gang.
For det måtte bare ikke ske, at jeg skulle tvivle. Den tvivl kom i vejen for noget, som jeg kunne handle på. Det resulterede så også i, at der var andre episoder, hvor jeg gjorde ting, som jeg ikke kunne finde på at gøre hjemme. Modbydelige ting. Det var for at overleve.”

Højt til loftet og flad ledelse

I 2023 sagde Dennis sit job som radiograf op, efter at hans arbejdstider blev ændret. Han stod uden arbejde og fandt et job i et tøjfirma, men det fungerede ikke for Dennis, og Københavns Kommunes veterankoordinator bad ham stoppe.
Dennis havde på ingen måde lyst til at gå hjemme. Flere andre veteraner havde fået flexjob i Forsvaret, og han kontaktede veterancenteret ved Høvelte Kaserne for at få en lignende ordning.
Tre måneder senere dukkede der et job som civil IT-assistent op.
Han blev indkaldt til samtale med chefsergent Gerth Sloth Berthelsen fra Cyberdivisionen i Høvelte, og de blev enige om en prøveperiode.
“Gerth var interesseret i at høre, hvem jeg var, og hvor mit PTSD-niveau lå. Han spurgte til mig. Hvad der triggede mig. Han fortalte ikke meget om, hvad arbejdet bestod i. Til sidst sagde han, at det ikke var for mine blå øjnes skyld, hvis jeg blev ansat. Jeg skulle også lave noget,” siger Dennis.
“Jeg fandt en tryghed i, at han sagde, at der var højt til loftet, og at der var en flad ledelse. Vi skulle være ærlige over for hinanden, og det har jeg været,” siger Dennis.
Ni timer om ugen, fordelt over to dage, arbejder Dennis på Høvelte Kaserne. Han har taget et SAP-kursus og står for mønstringen af computere på 14 lokationer.
“Jeg befinder mig rigtig godt i jobbet. Det er ikke et job, der får pulsen op. Det tilgodeser min PTSD. Der er ingen udfordringer som sådan. Jeg er i et vedvarende lavt niveau. Jeg skal ikke have noget, hvor jeg sætter pulsen op. Overhovedet.
At have et job inden for hegnet betyder, at jeg ikke er den eneste med PTSD. Folk her er vant til at have med veteraner at gøre. Det giver mig også tryghed, at der er et hegn. Jeg behøver ikke forholde mig til fremmede mennesker. Og så har jeg været heldig at få en uniform på. Det giver mig tryghed om morgenen, at jeg ikke skal bruge energi på at vælge tøj.”