Selvstyret i Grønland vedtog i 2016, at pensionsindbetalinger skal beskattes på indbetalingstidspunktet i stedet for ved udbetalingstidspunktet. Lovændringen gælder fra skatteåret 2018.
På et møde i Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) fik HKKF at vide, at de først var blevet opmærksom på ændringen i foråret 2018 og tilrettede Forsvarsministeriets Lønsystem (FMN-løn), så systemet kunne håndtere skatteopkrævningerne fra skatteåret 2021. Derfor blev pensionsindbetalinger for medarbejdere i Grønland i skatteårene 2018-20 indbetalt til pensionsordninger, der beskattes på udbetalingstidspunktet. Der blev dermed ikke betalt skat til Grønland af de omfattede medarbejdernes pensionsindbetalinger.
De grønlandske myndigheder rettede krav for den manglende skatteindbetaling for de enkelte medarbejdere mod Forsvarsministeriet som arbejdsgiver. Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse (FRS) afregnede i december 2022 den manglende skatteindbetaling på knap 7 mio. kr. til Skattestyrelsen i Grønland, så den ikke skulle opkræve skatten direkte hos Forsvarets medarbejdere. Forsvarsministeriet (FMN) har derfor nu et økonomisk krav mod de omfattede medarbejdere.
Løsning
FPS har sammen med Skattestyrelsen i Danmark overvejet, hvordan de kan håndtere det økonomiske krav, så man belaster den enkeltes daglige økonomi mindst muligt.
FPS arbejder derfor på en løsning, hvor de allerede indbetalte pensionsmidler i perioden 2018-20 flyttes fra den nuværende pensionskonto til en pensionskonto, hvor der er afregnet skat. I den forbindelse trækker man et beløb svarende til den skat, Forsvaret har lagt ud for, fra pensionen og afregner det med FMN. Så står pensionsmidlerne korrekt i pensionsselskabet, og FMN får dækket udlægget på de 7 mio. kr. ind.
FPS har været i dialog med Skattestyrelsen i Danmark om løsningen. Skattestyrelsen siger god for den.
Proces
Det, der mangler nu, er, at FPS taler med de pågældende pensionsselskaber. Dem forventer FPS at kontakte efter sommerferien. HKKF bliver indbudt til at deltage i dialogen på vegne af de berørte HKKF-medlemmer. Det samme gælder for medlemmer af de øvrige forbund på forsvarsområdet.