Af Anders Stoffer
Alle ved, at der er et løngab. Hvorfor er det, at ikke alle HKKF’ere får 5.000 kroner i lønforhøjelse ved overenskomstforhandlingen?
Der er ikke de penge at forhandle om ved OK-forhandlingerne. Hæver man alle på HKKF-overenskomsten med 100 kroner om måneden, koster det Forsvaret 5,7 millioner kroner om året inkluderet pension og det særlige ferietillæg. 5.000 kroner vil altså koste 300 millioner kroner om året.
Hvor mange penge kan man få ved overenskomstbordet?
Først forhandler alle statslige den samme lønforhøjelse hjem. Det gav i alt en ramme på 8,8 procent lønforhøjelse over to år. Af dem var der 0,9 procent at forhandle lokalt om for HKKF og Forsvaret. Det svarer til 15,7 millioner kroner. Altså 3.925 kroner årligt i gennemsnit pr. medarbejder.
Hvorfor kan man ikke bare få 100 millioner til HKKF?
Det er der ikke penge til i den statslige overenskomst. Hvis vi skulle have 100 millioner, skulle andre fagforbund, der har et job inden for staten som eksempelvis sygeplejerskerne og folkeskolelærerne også have tilsvarende flere millioner kroner hver eller have tilsvarende mindre for dermed at finansiere et lønløft for soldaterne.
Kan man ikke bare hæve den ene gruppe og sige, at de andre ikke skal have lønforhøjelser?
Det hører ikke under de normale overenskomstforhandlinger. Det gjorde man politisk i trepartsforhandlingerne med baggrund i Lønstrukturkomitéens arbejde. Her fandt regeringen fire grupper, der manglede noget basisløn. Det kostede tre milliarder udover lønstigningerne i overenskomsten.
Hvorfor var HKKF ikke med der?
Regeringen valgte nogle andre grupper ud. Det bliver lidt teknisk. HKKF’erne stod til at have en høj timeløn hos Lønstrukturkomitéen. Det var på baggrund af den måde, som Forsvaret indberetter arbejdstiden på. Man indrapporterer kun 7,4 timer pr. dag – uanset, hvad HKKF’erne laver.
Hvis man for eksempel er på øvelse i 24 timer, bliver det noteret som 7,4 timer. Når tillæg og lønnen divideres med 7,4 timer, giver det en timeløn på omkring 350 kroner. Havde man dividereret med 24, som er de timer, man reelt er på arbejde, får man en noget lavere timeløn.
Skulle HKKF ikke have sørget for, at Lønstrukturkomitéen havde de rigtige tal?
HKKF har sammen med de øvrige militære organisationer lavet præcise udregninger til Lønstrukturkomitéen og påpeget fejlene. På den måde fik vi pointeret de udfordringer, som vi ser, hvilket også blev en del af den samlede rapport.
Hvad gør man så nu?
HKKF har i overenskomsten fået lavet et periodeprojekt, som betyder, at Forsvaret forhåbentlig begynder at indrapportere det faktiske timetal. Der er også en dom fra EU, hvor det også pålægges, at man skal indrapportere arbejdstiden. Derfor kan vi i fremtiden få et mere reelt billede af HKKF’ernes timeløn.