Nyheder

På turné

I marts tog Fagligt Forsvar med forbundsformand for HKKF, Tom Block, rundt på Haderslev, Fredericia og Oksbøl kaserner, da han på sin landsrundrejse præsenterede den nye overenskomstaftale for medlemmerne. Her svarede Tom på spørgsmål og tog imod ris, ros og gode forslag.
Foto: Ernst van Norde.

Af Joakim Sørensen

- Der er flydende morgenmad, siger forbundsformand Tom Block grinende til de fremmødte soldater på Haderslev Kaserne.

På velkomstbordet ved indgangen til gymnastiksalen var der dækket op med energidrik og sodavand som eneste proviant. På det farverige gymnastikgulv stod stolerækker i hård plast, som det krævede militær disciplin at sidde stille på i to timer.

Tom Block havde inden ankomsten til Haderslevs rustrøde kaserne været bekymret for, at militærøvelser ville forårsage lavt fremmøde. Men det stod hurtigt klart, at Slesvigske Fodregiment fyldte stolerækkerne til dagens overenskomstoplæg.

Undervejs i Tom Blocks oplæg fik tilhørerende gavn af energidrikkene. Det var tidligt på dagen at skulle tage stilling til ’implicit lønindeks’, ’organisationspuljer’, ’standard beregnet lønindeks’ og ’privat lønudvikling’.

Tom Block opfordrede soldaterne til at stille spørgsmål undervejs i oplægget, men man kunne godt mistænke sønderjyderne for at have glemt opfordringen. De få gange formanden blev afbrudt af en strittende pegefinger, handlede det om lønnen.

Tom Block hungrede efter spørgsmål og efterspurgte dem flere gange, men der kom kun enkelte og fra de samme personer.

- Er I tilfredse, spurgte Tom Block ud i salen i et forsøg på at få en eller anden indikation på sønderjydernes ståsted.

- Ja, lød det lidt morgentræt og asynkront fra publikum.

Mangel på anerkendelse

De få spørgsmål betød, at Tom Block var en time før tidsplanen, da han drog mod Fredericia, og han brugte derfor også køreturen mod Ryes Kaserne på at vurdere succesen af dagens første oplæg.

- Der var en, der sagde, at det er normalt for sønderjyder at være afdæmpede, og der var flere, der kom op og udtrykte deres tilfredshed bagefter. Det er rigeligt for mig, konstaterede forbundsformanden.

Han fortalte, at han dagen forinden havde besøgt JMTO i Karup og Livgarden i Høvelte. Begge steder havde budt på stort engagement og endda klapsalver for resultatet.

Derfor stod sønderjydernes engagement i skærende kontrast til gårsdagens oplevelse, forsikrede han.

Tom Block fortalte, at lige netop spørgsmålet om, hvorvidt EKU’erne bliver faglærte, var et af de vigtigste for ham. Det var et af hans politiske mål, forklarede han. For det ville betyde, at medlemmerne – hans tidligere kollegaer – ville blive anerkendt og respekteret for deres faglighed.

- At være soldat skal ikke være et ufaglært område, og det skal politikerne forstå, lød det bestemt fra Tom Block.

Han brugte ofte ordet anerkendelse. Han forklarede, at det altid har irriteret ham, at soldater ikke bliver anerkendt som andet end folk, ’der kan grave huller og slå ihjel’:

- En af de vigtige forudsætninger for, at vi kan have det velfærdssamfund, vi har, er jo tryghed og sikkerhed. Soldater er superinteressante, når lokummet brænder. Problemet er bare, at når lokummet brænder, er det ofte for sent at gøre noget på vores område. Det er derfor, vi godt kunne tænke os, at der var en bredere forståelse for og anerkendelse af, hvor vigtig en funktion vi faktisk har i samfundet.

Stor spørgelyst i Fredericia

På Ryes Kaserne indlogerede Tom Block sig i hjørnet af kantinen, hvor det myldrede med uniformsklædte soldater, med sin computer. Flere af dem, der passerede, hilste på forbundsformanden, som de tydeligvis kendte, fra dengang han selv bar uniform.

- Vi har fået fint besøg, kan jeg se, råbte en storsmilende tidligere kollega til Tom Block, der sad i skrivebordsuniform - lyseblå skjorte og gummisko.

I Fredericia lokkede tillidsmændene kollegerne med kolde flaskeøl forud for fremlæggelsen.

Der var et flot fremmøde i den røde konferencebarak med akustikplader og institutionslinoleum.

Lokalet var mindre end i Haderslev, men spørgelysten langt større nu, hvor vi var nået et godt stykke op ad dagen. Tom Block måtte også i højere grad forholde sig til kritiske spørgsmål.

- Hvad får dig til at tro, at stillingsbetegnelserne bliver ændret til faglærte frem for ufaglærte? spurgte en af medlemmerne med henvisning til den del af overenskomsten, som vedrører, at nogle stillinger nu kan betragtes som faglærte, og skal lønnes derefter.

Tom Block blev ikke rystet af de kritiske spørgsmål, det virkede til, at han havde forventet de ville komme. Han var blevet behandlet blidt i Haderslev, og det blev tydeligt i Fredericia, at diskussionen og dialogen glædede forbundsformanden.

- Tidligere skulle cheferne finde pengene til at betale en faglært løn i deres eget budget, men nu ligger det i overenskomsten, og derfor skal de ikke selv ud at finde pengene. Det giver cheferne et incitament til at gøre stillinger faglærte, fordi den faglærte løn hjælper dem med at fastholde folk, lød svaret fra Tom Block.

Han lagde under køreturen fra Haderslev til Fredericia ikke skjul på, at han var meget stolt over overenskomstresultatet.

Han vidste også, at nogle medlemmer ville have en forhåbning om, at han og bestyrelsen i HKKF kunne have gjort mere for fastholdelsen i Forsvaret, men det kræver langt flere midler, end han havde at forhandle om i overenskomstforhandlingerne.

- Det er en HR-problematik, som Forsvaret skal løse sideløbende med overenskomstprocessen, det er arbejdsgiverens ansvar at forbedre arbejdsvilkårene, forklarede han.

Forbundsformanden havde indlagt et trumfkort i slutningen af sit oplæg, hvor han med noget så sexet som løndiagrammer gjorde sine tunge overenskomstbegreber håndgribelige.

Her kunne medlemmerne med egne øjne se forskellen på deres løn, hvis overenskomstresultatet blev stemt igennem. Der var tale om tusinder kroner for de fleste jobfunktioner.

- Vi halter så meget på løn, og nu får vi den her lønstigning, men det er jo bare det, alle andre på statens område også får. Vi mangler stadig den her anerkendelse af vores fag og vores faglighed.

Hvorfor skal vi ikke også have et fag at knytte vores faglighed op på som soldater – og alle have faglært løn? Derfor er kampen for mere i løn slet ikke færdig endnu, sagde forbundsformanden passioneret.

Det handler om ansvarlighed

Under køreturen mellem kasernerne forklarede Tom, hvorfor han var særligt stolt over overenskomstresultatet.

Da han skulle fortælle, hvilke tre elementer i aftalen han var gladest for, nævnte han dem alle: løn, pension, tillæg, faglighed og uddannelse.

Majoriteten af medlemmerne i Fredericia virkede da også til at være godt tilfreds med resultatet, men flere havde dog kommentarer om, at det var en overenskomst, der var lavet for de unge.

Da Tom satte kursen mod næste kaserne, forklarede han, hvorfor pensionen til de yngre var særlig vigtig for ham.

- Som faglig organisation handler det om at være ansvarlig. En ansvarlig organisation vil selvfølgelig også sikre, at dets medlemmer får en anstændig pension.

- Mange af vores medlemmer er unge, og de skal være endnu flere år end os andre på arbejdsmarkedet. Der er markant forskel på, om man får 12,12 procent eller 15 procent i pension. - Jeg er superglad for, at vores overenskomstansatte nu får et betydeligt løft på pensionen, fordi det er noget, der kommer til at betyde rigtig meget, når de bliver ældre.

Han ville dog ikke havde siddende på sig, at der ikke var forhandlet på vegne af de ældre medlemmer.

- Jeg er glad for det anciennitetstillæg, vi fik ind i aftalen for medarbejdere, der har været ansat i otte år, fordi det åbner for en anerkendelse af vores erfarne kollegaer. Det er ikke verdens største tillæg, men nu har jeg noget, jeg kan forhandle videre om og forbedre i fremtidige overenskomster, og det havde jeg ikke før, forklarer Tom.

Ni hårde nysere

Tom Block begyndte dagen med at være bekymret for, om der ville være lavt fremmøde i Haderslev, men hans bange anelser blev først synlige i Vestjylland.

Mens der både i Haderslev og Fredericia var fyldte sale, var der flest tomme stole i Oksbøl, hvor kun ni medlemmer mødte frem i kasernemessen klokken 16.

Der var dog intet at frygte. Selvom Oksbøl kun stillede med en reduceret deling, opvejede engagementet i Vestjylland for de færre folk og stod i stor kontrast til det store og stille publikum i Haderslev.

Tom Blocks Powerpointpræsentation foregik på et fjernsyn omringet af en sofagruppe i hjørnet af lokalet. Siddende i vindueskarmen talte Tom med det lille publikum. På bordene var drikkevarerne opgraderet. Nu var flaskeøllene erstattet af skummende fadøl. Det var blevet fyraften.

Oplægget havde hos de andre kaserner været et foredrag, men i Oksbøl talte publikum lige så meget som Tom, og det så ud til at passe formanden fint. De ni hårde nysere fra Vestjylland gik til stålet, og ligesom de andre steder drejede det hele sig stort set om løn.

- Nogle af de unge mennesker, som går ud af lågen, fortæller, at de simpelthen ikke har råd til at arbejde her. Du fortæller, at der er løngrupper, der tjener mindre end os, men der er også rigtig mange, der tjener mere. Der er svært at fastholde unge folk, når lønnen er som den er, lød det fra overkonstabel Ernst Pedersen.

Tom Block havde fået kommentaren adskillige gange i forskellige afskygninger i løbet af dagen, og han argumenterede ikke imod. Han var rørende enig.

- Vi kan desværre ikke løse alle Forsvarets problemer i overenskomsten. Et større lønløft skal komme fra Forsvaret og politikerne.

Trods de få fremmødte blev Oksbøl-oplægget både dagens længste, mest engagerede og samtidig det, som forbundsformanden så ud til at nyde mest.

Både sønderjyderne, østjyderne og vestjyderne virkede tilfredse med resultatet til stor lettelse for Tom Block, der lidt over seks kunne sætte sig i bilen og vende snuden hjemad.

- Så er det Vordingborg i morgen tidlig, sagde han med et træt smil.

CV

Tom Block, forbundsformand

Alder: 47

Gift med Annette

Far til Signe på 17 og Rasmus på 11 år

I Hæren siden august 1995

Tre udsendelser til INTOPS

Hovedbestyrelsesmedlem i HKKF siden november 2012

Formand siden november 2020

Kommentarer fra deltagere i informationsmøderne

Rasmus Kaptain, korporal, Haderslev:

Hvad synes du om det overenskomstoplæg, du lige er blevet præsenteret for?

- Jeg synes, det er fint. Det giver os nogle flere muligheder – specielt i konstabelgruppen – hvor vi måske bliver lidt mere på lige fod med befalingsmænd og officerer.

Er der noget, du særlig bed mærke i?

- Lønnen, helt klart. Det er noget, vi har råbt højt om i lang tid; at vi gerne ville have noget mere i løn.

Er du så tilfreds nu?

- Ja, det synes jeg. Det giver mening, og det er rart, at vi, der er lavest i fødekæden, også bliver set og hørt.

Ulf Kopecek, sagsbehandler ved 1. brigades økonomiregiment, Haderslev:

Hvad synes du om det, der er blevet forhandlet hjem?

- Det lyder meget fornuftigt. Det giver jo nogle generelle lønstigninger, også på pensionen.

Er der noget, som du vil pege på i aftalen som særlig vigtigt?

- Generel lønstigning er en god ting. Der er mange, der ikke får specielt meget i løn af konstablerne, og jeg synes, det er godt, at man får den løftet.

- Det her med late entry lyder også spændende. Jeg sidder i en seniorsergentstilling som korporal, og derfor kunne det jo måske være en mulighed for mig at gå den vej.

Mette Madsen, kontorassistent, Ryes Kaserne, Fredericia: 

Hvad tænker du om den overenskomst, som du netop er blevet præsenteret for?

- Tom Block fortæller, at Forsvarsministeriets Personalestyrelses udgangspunkt var, at vi ikke skulle have noget, og det undrer mig i en tid, hvor vi er presset på alle fronter. Vi mangler folk, vi mangler fastholdelse, vi mangler materiel, vi mangler mange ting. Hvis udgangspunktet så er, at vi ikke skal have noget, synes jeg, at det virker mærkeligt fra vores arbejdsgivers side.

Er der andet fra overenskomsten, som du vil pege ud?

- Ja, jeg er glad for, at de har fået forhandlet nogle ting igennem til især de yngre kollegaer og især på pensionsområdet. Det synes jeg er godt.

Torben Flodgaard, elektronikmekaniker, Ryes Kaserne, Fredericia:

Hvad synes du om det overenskomstoplæg, der er blevet forhandlet hjem?

- Jeg synes egentlig, at det lyder okay. Jeg stod og snakkede med en kollega om, at man sidder som tjenestemand og ikke synes, der er så meget ekstra i den for os, men generelt synes jeg, at det ser okay ud.

Er der noget specifikt, som du gerne vil pege ud?

- Jeg synes, det er okay, men det er ikke sådan, at jeg står og har hænderne over hovedet.

- Der er blevet tænkt meget på de unge, og det kan jeg godt forstå, men jeg synes, at man glemmer de gamle. Selvom der så er kommet det her anciennitetstillæg.

- Hvis nu man havde sagt, at man for hvert ottende år steg 5-600 kroner, så kunne jeg godt se at, der var en gulerod i at være her længere, men der er ikke det store ekstra for mig i det ene anciennitetstillæg.

Ernst Pedersen, overkonstabel, Oksbøl Kaserne: 

Er der noget særligt, som er godt, eller som du savner i overenskomstresultatet?

- Jeg synes, det er godt, at der er et generelt lønløft til alle, men jeg synes også, at grundlønnen kunne have været hævet mere især for de unges skyld.

- Det, der bekymrer mig, er de unge mennesker. Når jeg ser, de går ud af Hæren, og jeg spørger, hvorfor de forlader os, siger de jo, at det er, fordi de ikke kan få lov til at låne til et hus med den løn, de får. Derfor er der lang vej til at fastholde folk.

- Det er lønnen, der betyder noget for folk. Alle de mange ord om uddannelse, det ligger for langt ude i fremtiden. Det, der bekymrer folk allerførst, er lønnen.

Trine Pedersen, overkonstabel, Oksbøl Kaserne:

Hvad synes du om overenskomstresultatet?

- Jeg synes egentlig, at det lød meget fornuftigt. Der var lige nogle kringlede ord, jeg lige skulle forstå, men det hjalp at spørge smilende.

- Der kom noget afklaring på det med at gå fra ufaglært til faglært løn. Hvilket jeg kun kan sige positive ting om.

- Lønstigningen gør også, at der måske er flere, der vælger at blive herinde. Der skal være en gulerod for alt det arbejde, vi lægger.

- Jeg er meget tilfreds.

Medlemmerne spørger - Tom svarer

Spørgsmål: Hvad med dem, der har ferie uden løn, hvordan får de deres 0,52% (Forhøjelse af feriegodtgørelse, som kompensation for store bededag).

Svar: Det har vi tænkt over, og det er med, når vi skal fastlægge detaljerne i aftalen.

Spørgsmål: Hvornår starter de otte års anciennitet?

Svar: Fra den dag, du blev fastansat som konstabel.

Spørgsmål: I har identificeret 72 faglærte stillinger, hvor er de henne? Det er første gang, jeg hører om, at der findes en faglært forsyner.

Svar: Det er med den nye aftale i overenskomsten, at vi har fundet 72 stillinger, der nu bliver faglige.

Spørgsmål: Når I siger lager og logistik, har I så den nye operatør med? (henvisningen til lager og logistik skyldes, at man nu som forsyner kan betragtes som faglært med en lager- og logistikuddannelse).

Svar: Ja, det har vi. Og det er derfor vi ikke har skrevet specifikke stillingsbetegnelser på, men derimod uddannelsesgrupper.

Spørgsmål: Hvem har sovet i timen, når en konstabel med 6 års erfaring kan gå ud og tage et lærlingejob som fængselsfunktionær og få mere i løn?

Svar: Det har Forsvaret. Det er en fastholdelsesting, og det er ikke noget, vi kan gøre noget ved for de relativt få midler, vi har at arbejde med i overenskomsten.

Spørgsmål: Hvordan gør man, hvis man ønsker at betale mere ind til sin pension?

Svar: Så tager man fat i sin nærmeste chef og siger, at man ønsker at betale mere ind til sin pension, og hvis der er nogle problemer, så skal man ikke tøve med at tage fat i os.

Spørgsmål: Jeg har en butiksassistentuddannelse og arbejder som forsyner, vil jeg indgå i de nye kriterier for at være faglært?

Svar: Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men det vil jeg umiddelbart sige. Det handler i bund og grund om, at uddannelsen skal være i kategori 4 eller 5, og at den skal være relevant for den stilling, man er ansat i. 

Siden er sidst opdateret: 16.07.24 kl. 14.07

Andre nyheder