Kvinderne skal have deres eget netværk
Siden 1995 har Sanne P. haft Forsvaret som en del af sit liv. Dengang aftjente hun sin værnepligt og var fastansat de næste 10 år. I 2020 vendte hun tilbage som reservist. ”Jeg er stadig vild med at være soldat. Jeg er glad og stolt over det. Jeg er kæmpe fortaler for flere kvinder i Forsvaret. Det har altid været min mission,” siger Sanne.
Som andre peger hun på ret til civil uddannelse (CU) som en stor nødvendighed for fastholdelse. Hun ser også kvindenetværk og mentorordninger som et middel til at bevare kvinder i Forsvaret. ”Man skal have nogle dage, hvor alle kvinderne fra værnepligtige til officerer på kasernerne mødes. Hvor man interagerer, fordi vi alle har forskellige historier med os og forskellige oplevelser og forskellige grænser.”
Sanne ser også gerne, at det bliver tryggere, når kvinderne anmelder sager om magtmisbrug, sexisme eller chikane. ”Vi står altid alene, sårbar og udsat. Det er er præmissen for at være kvindelig soldat. Når vi anmelder en sag, gør vi det, fordi det er velovervejet. I den situation står vi ekstra sårbare, udsatte og mere alene, end vi i forvejen gør. Der har vi brug for ekstra hjælp og støtte.
Vi vil lyttes til. Sagerne skal forløbe tillidsfuldt hele vejen, og der skal følges op på dem. Det er her, at det går galt i dag,” siger hun. ”Det kunne være rart, at de mandlige kollegaer en gang i mellem tjekkede ind hos os og spurgte, om vi varer okay. Det vil give os en form for tryghed.
Der skal være en tryg mentorordning ved hvert regiment, bataljon eller afdeling hos artilleriet. På den måde får vi en, vi kan gå til og sige, at vi har brug for hjælp. Det er vigtigt, at hjælpen er tilgængelig og til rådighed på kasernen og ikke kun via telefonen.”
