Nyheder

Endelig feriepenge – efter tre års tovtrækkeri

Rico Adolfssen fik 21.000 kroner tilbage efter 1502 dage og en kamp mod et system, der mente, at hans sag kunne afvises med henvisning til andres.
Rico Adolfssen har kæmpet en lang kamp for at få sine feriepenge udbetalt. Med HKKF i ryggen lykkedes det. Foto: Jens-Erik Larsen

Rico Adolfssen lavede sine egne beregninger og opdagede, at han manglede feriepenge. Da han sendte dem ind til Personelkommandoen (PKOM, tidligere FPS), fik han at vide, at der ikke var fejl hos andre på samme ordning – og derfor måtte hans beregning også være forkert. 

Han ryster stadig på hovedet over logikken: 

"Det svarer lidt til, at man har undersøgt tre jyder, der ikke har slået nogen ihjel i en ubåd – og derfor er Peter Madsen uskyldig. Det giver ikke så meget mening." 

Soldaten havde valgt den såkaldte 12 procentsordning, hvor man får sine feriepenge ind på Feriekonto i stedet for ferie med løn. Det gik fint, indtil han opdagede, at det ikke gik fint. Især efter en udsendelse, hvor han kom hjem med en klækkelig udbetaling, var der kludder i beregningerne. 

Rico oplevede endda at få negativt beløb i feriepenge – fordi man mente, han tidligere havde fået for meget. Som han selv udtrykker det: 

"Jeg havde en måned, hvor jeg havde minus. De mente, at jeg havde fået for meget måneden før, så jeg fik minus feriepenge – det er helt grotesk, at man får minusbeløb. Hvordan kan de tro, at det er rigtigt?" 

1502 dage i uvished 

Fra sagen blev rejst, til han endelig fik medhold, gik der præcis 1502 dage. I den periode blev han afvist gang på gang – på trods af detaljeret dokumentation. 

Trods ihærdige forsøg på egen hånd måtte han til sidst have hjælp fra HKKF's konsulent Flemming Fage: 

"Det har været superfint," fortæller Rico. "Der har været fuld opbakning, og han har også rejst sagen inde ved PKOM og rykket for det nogle gange – for at få dem til at erkende, at der er en fejl." 

Flere fagforeninger har gennem årene forsøgt at få rettet fejlene i feriepengeberegningen, men uden held. I Ricos tilfælde blev det afgørende, at HKKF fulgte sagen helt til dørs – og at han selv leverede en omfattende dokumentation. 

Han sendte alle sine lønsedler og regneark ind – og ifølge PKOM var det faktisk hans sag, der knækkede koden og gjorde, at PKOM nu genberegner alle på ordningen tilbage til år 2000. 

Tre år og godt fire måneder efter den første henvendelse kunne Rico endelig se det sort på hvidt i e-Boks: Han skulle have 17.939,93 kroner – plus 2.992,66 kroner i morarenter. 

"Det værste i sagen var, at jeg sendte ind med beregninger, og fik at vide, at de afviser det med, at der er andre, der ikke er fejl på. Det er et eller andet sted grotesk. Hvad med at prøve at beregne på nogle af dem, der sender ind til dem? Det vil være det mest logiske i hele verden." 

HKKF’s indsats gjorde forskellen 

HKKF’s indsats blev afgørende – både som støtte, dokumentation og pres. Rico glæder sig over, at hans sag har været med til at få fejlen afdækket – og forhåbentlig forhindre, at andre ender i samme absurde situation. 

“Sagen er et godt eksempel på, hvor uoverskueligt lønsystemet er for medlemmerne,” siger faglig konsulent Flemming Fage.  

“Det er ikke alle der kan gennemskue systemet som Rico, der selv havde fundet fejlen. Både som medlem og som forbund er det ofte en fordel at være vedholdende og ikke bare acceptere, når systemet afviser et krav. Jeg er meget tilfreds med, at både han, og vi, holdt fast, og at Rico nu får det han har krav på,” siger konsulenten. 

Er du usikker på, om du får det korrekte i feriepenge eller løn? Fagligt team tilbyder løntjek. Skriv til faglig@hkkf.dk og vedhæft dine lønsedler og tidslister fra de sidste 6 måneder.

Siden er sidst opdateret: 2.06.25 kl. 10.33

Andre nyheder