
Forberedelserne til overenskomstforhandlingerne for 2026 (OK26) er allerede i fuld gang hos HKKF. Med afsæt i resultatet fra OK24, der blev kaldt det bedste nogensinde, arbejder HKKF videre med at bygge ovenpå de store forbedringer.
Forberedelserne begyndte straks efter afslutningen af OK24, og der arbejdes nu målrettet med en køreplan, der dækker alle aspekter af processen.
En struktureret køreplan
HKKF har udviklet en detaljeret køreplan, der opdeler arbejdet med OK26 i kvartaler. Dette sikrer en klar ansvarsfordeling og overblik over, hvornår vigtige beslutninger skal træffes. Fagligt Team har udarbejdet dokumenter, som HKKF’s bestyrelse, og dermed de politiske ledere, kan bruge som grundlag for drøftelser. Bestyrelsens input er afgørende for at prioritere de temaer og krav, der skal danne grundlag for forhandlingerne.
Køreplanen omfatter også en langsigtet strategi for kommunikation og implementering. Der lægges vægt på at give medlemmerne mulighed for at deltage aktivt i processen og sikre, at deres ønsker bliver en central del af forhandlingsgrundlaget. Samtidig arbejdes der på at forbedre interne procedurer for at gøre processen mere effektiv og gennemsigtig.
Dialog med medlemmerne
En central del af forberedelserne er at inddrage medlemmerne. I løbet af foråret 2025 vil forbundsformand, Tom Block, blokere sin kalender for at tage på besøg på tjenestestederne, hvor han sammen med Fagligt Team vil lytte til medlemmernes ønsker og krav. Disse møder er en vigtig mulighed for at skabe dialog og sikre, at medlemmernes daglige udfordringer med løn- og ansættelsesvilkår bliver hørt.
De kommende møder skal ikke blot samle input, men også bidrage til at skabe en fælles forståelse af de udfordringer, som soldaterne står overfor. En vigtig del af dialogen vil være at forklare forskellen mellem overenskomstkrav og HR-relaterede emner. Det skal sikre, at medlemmerne får realistiske forventninger til, hvad der kan opnås gennem forhandlingerne.

Overenskomst eller HR?
En udfordring for HKKF er at afgrænse overenskomstkrav fra HR-relaterede emner. Fagligt Team forklarer, at overenskomstforhandlinger omhandler løn, pension og ansættelsesvilkår, mens HR-krav ofte vedrører arbejdsgiverfinansierede områder som for eksempel en late entry model model, der kan gøre det lettere for medlemmerne at avancere i deres karriere, for konstabel og korporealgruppen til sergent eller el-ladestandere på tjenestesteder. Medlemmerne kan let blande de to områder sammen, hvilket gør det vigtigt at tydeliggøre forskellene under de kommende møder.
Krav og prioritering
Medlemmernes input vil blive samlet og bearbejdet henover sommeren 2025. Kravene opdeles i tre kategorier:
- Røde krav: Emner, der ikke hører under overenskomsten, som eksempelvis ladestandere på tjenestesteder.
- Gule krav: Krav, der måske kan tages med.
- Grønne krav: Prioriterede krav, der skal med i forhandlingerne.
Bestyrelsen gennemgår kravene og prioriterer dem, hvorefter de indsendes til Offentlige Ansattes Organisationer (OAO) eller behandles direkte af HKKF. OAO’s repræsentantskabsmøde i oktober 2025 fastlægger de krav, der fremsendes til ministeren, mens HKKF’s egne krav afleveres til Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) i december 2025.
Kravprioriteringen indebærer også beregninger af de økonomiske konsekvenser, hvilket er en kompleks proces. Det handler om at sikre, at kravene er realistiske og kan opnå opbakning fra både medlemmer og arbejdsgiver.
Strategi og forhandling
HKKF’s tilgang til forhandlingerne bygger på gennemsigtighed og strategisk prioritering. Ved de seneste forhandlinger med FPS blev der opnået bemærkelsesværdige forbedringer. Her lykkedes det HKKF at tredoble værdien af de midler, der var til rådighed for organisationsforhandlingerne ved at indgå aftaler om pensionsforbedringer og tillæg. Disse resultater blev opnået ved strategisk at imødekomme nogle af arbejdsgiverens krav, som eksempelvis overgangen fra en kvartalsvis normperiode til en årlig normperiode. Fagligt Team understreger, at denne evne til at balancere krav og kompromiser vil være afgørende for at opnå succes i OK26.
Erfaringerne fra OK24 har vist, at en fleksibel tilgang kombineret med en stærk forhandlingsstrategi kan føre til markante resultater. HKKF har allerede identificeret nøgleområder for forbedring i OK26, såsom pensionsforbedringer og bedre barselsvilkår, der skal styrke organisationens samlede tilbud til medlemmerne.
En historisk god OK24 – og videre derfra
Selvom OK24 blev betegnet som historisk god med store forbedringer, står HKKF over for nye udfordringer i OK26. Fagligt Team understreger, at der altid vil være områder, der kan forbedres. Pensionsvilkårene for HKKF’s medlemmer halter eksempelvis stadig efter andre organisationers, og det er et centralt punkt i de kommende forhandlinger.
Derudover fokuserer HKKF på at adressere problemstillinger som arbejdstidsregler og en late entry model. Disse emner kræver nøje afvejning, da de ofte involverer både økonomiske og organisatoriske hensyn.
Kortere overenskomstperioder
Den seneste overenskomst har været toårig, hvilket giver begrænset tid til implementering. Periodens længde er afhængig af længderne på de private overenskomster. Den nuværende periode blev kort på grund af usikkerhed i kølvandet på corona-nedlukningerne og den stigende inflation. Kortere perioder kræver hurtigere implementering og efterlader mindre tid til at evaluere de opnåede resultater. Det stiller højere krav til både Fagligt Team og medlemmernes fleksibilitet.
Frem mod OK26
Efter afslutningen af de centrale forhandlinger i januar 2026 får HKKF et fireugers vindue til at forhandle direkte med FPS. Fagligt Team planlægger at starte dialogen med FPS allerede i slutningen af 2025 for at undgå tidspres og sikre ordentlige løsninger. Denne tilgang giver mulighed for at finde fælles landingsbaner og sikre de bedst mulige resultater for medlemmerne.
HKKF’s evne til at fastholde et højt ambitionsniveau og samtidig være realistisk i forhold til, hvad der kan opnås, bliver afgørende i OK26. Med et solidt fundament, en gennemtænkt køreplan og stærk medlemsinddragelse ser HKKF frem mod OK26 med optimisme og klare målsætninger.

Mød op til klubmøderne og gør din indflydelse gældende. Foto: Ernst van Norde