Elefanten skal ud af rummet
En elefant fylder på lærredet i konferencelokalet på Nyborg Strand torsdag 10. september.
Den er billedet på det, alle godt ved er der, men som ingen rigtig får sagt højt. Og netop det er omdrejningspunktet, da deltagere fra blandt andet Forsvaret, politiet og fængselsvæsenet er samlet til BFA-konferencen "Psykologisk tryghed i praksis".
Hvordan skaber man en arbejdsplads, hvor medarbejderne tør fortælle, når noget ikke fungerer? Hvor man kan stille spørgsmål, indrømme fejl eller sige fra uden først at skulle overveje, hvad det kan komme til at koste?
Elefanten i rummet blev brugt som billede på det, alle ved er der – men som ingen får sagt højt.
Arbejds- og organisationspsykolog Liv Starheim er dagens gennemgående oplægsholder. Tre principper går igen: Sæt de rigtige rammer. Inviter til deltagelse. Giv positiv og nysgerrig feedback.
Men psykologisk tryghed handler også om noget så enkelt – og svært – som at turde tale om sine fejl.
På et tidspunkt spørger Liv Starheim deltagerne, hvor de helst vil opereres. På et hospital, der indberetter 20 fejl for hver 1.000 operationer – eller på et hospital, der kun indberetter to?
Umiddelbart virker svaret oplagt. Men de færreste indberettede fejl er ikke nødvendigvis det samme som de færreste begåede fejl. Det kan også være et tegn på, hvor medarbejderne tør tale om dem.
Først når fejlene kommer frem, kan man lære af dem.
Det gælder også ledelsen. Skal medarbejderne turde fortælle om egne fejl og usikkerhed, skal lederne også kunne erkende, når de selv rammer forkert.
Ved bordene arbejder deltagerne undervejs med problemstillingerne og deler erfaringer fra deres egne arbejdspladser. Samtalerne er ikke lige til at stoppe igen.
Da Liv Starheim annoncerer pause, fortsætter gruppearbejdet ved flere af bordene. Deltagerne bliver siddende og diskuterer videre, selv om pausen egentlig er begyndt.
Hvad sker der, hvis jeg siger fra?
For Anette Nielsen bliver problemstillingen hurtigt konkret.
Hun er fællestillidsrepræsentant for HKKF'erne ved Gardehusarregimentet i Slagelse og samtidig OPRK-rådgiver. Hun peger på, at nogle kan tøve med at sige fra, fordi de ikke ved, hvad det bagefter kan få af konsekvenser.
"Jeg tror, det kan være svært for nogle at sige fra, fordi de tænker: Hvilke konsekvenser får det? Har det konsekvenser, hvis jeg søger ind på sergentskole eller skal videre i forløbet? Er det mig, der får de dårlige opgaver næste gang?"
Deltagere fra blandt andet Forsvaret, politiet og fængselsvæsenet var samlet på Nyborg Strand for at arbejde med psykologisk tryghed i praksis. Foto: HKKF
Hun ved ikke, om de frygtede konsekvenser rent faktisk kommer. Men alene tanken om dem kan være nok.
"Man lader måske bare være med at sige noget. Så kommer man ned i et ærgerligt sort hul, hvor det hele bare er lige meget: 'Jeg gider sgu ikke være her.'"
Ikke alt er til diskussion
Psykologisk tryghed betyder ikke, at enhver beslutning i Forsvaret skal kunne diskuteres, mens den bliver truffet.
Det gør Anette Nielsen klart:
"Når vi skal sikkert hen over marken uden at blive skudt, er det ikke dér, man skal tage diskussionen."
I nogle situationer er det lederens ansvar at træffe beslutningen. Men når situationen er en anden, skal der være plads til dialogen – og en oplevelse af, at det nytter at sige noget højt.
For Anette går det begge veje. Hun skal også selv kunne høre, når noget, hun gør, ikke fungerer.
"Hvis nogen har et problem med mig som person på grund af noget, jeg gør, og jeg ikke får det at vide, kan jeg ikke ændre det. Vi bliver nødt til at være ærlige og åbne om det, der gnaver i hverdagen. Ellers kan der ikke blive lavet noget om på det."
Fra samtale til handling
Et af dagens konkrete værktøjer er Samtalediamanten, der skal hjælpe med at føre en samtale fra det, der er svært at få sagt, frem mod konkrete aftaler og opfølgning.
Samtalediamanten var et af dagens konkrete værktøjer til at få svære emner frem og ende med klare aftaler om, hvad der skal ske bagefter. Foto: HKKF
For HKKF's forbundsnæstformand Kurt Brantner er det afgørende, om arbejdet med psykologisk tryghed også ender med at gøre en forskel ude på arbejdspladserne.
"Den ene ting er, hvad de snakker om i teorien, og hvad vi kan gøre. Det andet er: Hvad sker der så nede på gulvet? Jeg har tydeligt kunnet høre i dag, at nede på gulvet sker der ingenting. Men det er fine ord, der kommer deroppefra, så de to ting skal forbindes."
Kurt Brantner peger blandt andet på Hærens nye arbejdsmiljørådgivere som en mulighed for at få arbejdet med psykologisk tryghed længere ud i organisationen.
Men han forventer ikke hurtige forandringer.
"Det kommer til at tage lang tid."
På Nyborg Strand er elefanten let at få øje på. Den står på lærredet foran deltagerne.
Ude på arbejdspladserne er opgaven sværere: at få øje på den – og turde tale om den og arbejde med adfærden.
Adfærdsmekaniker Mads Herschend afsluttede dagen med en peptalk om adfærd, vaner og forandring. Foto: Kim Larsen/HKKF
