OK26 står for døren, for HKKF handler de kommende forhandlinger i høj grad om at bringe jeres hverdag med ind til bordet - derfor har vi også spurgt, hvad der er vigtigst for jer.
For jer er overenskomstforhandlingerne ikke et abstrakt spørgsmål om tal og paragraffer, men om helt konkrete vilkår i hverdagen. Arbejdstid, fleksibilitet, løn og balancen mellem tjenesten og livet uden for hegnet er blandt de temaer, der fylder, når snakken falder på OK26.
I det følgende galleri fortæller de med deres egne ord, hvad de lægger vægt på, når forhandlingerne går i gang.
De uddyber i de opslag, som HKKF for tiden kører på de sociale medier. Er du enig, så like og del.
Sofie, konstabel, Ryes Kaserne: Når jeg kigger på, hvad jeg får ind på min pension, så får jeg lidt koldsved hen over panden. Jeg kan godt gå hen og blive lidt nervøs for, hvad der skal blive af mig, den dag, jeg når pensionsalderen. Foto: Ernst van Norde
Jesper, korporal, Varde Kaserne: Når belastningen på soldaterne stiger, skal kompensationen også følge med. Foto: Ernst van Norde
Rasmus, korporal, Haderslev Kaserne: I min familie giver vi afkald på ting til hinanden for at have penge til fornøjelser og ferie med ungerne. Foto: Ernst van Norde
Allan, overkonstabel, Ryes Kaserne: Gennem den seneste måned har jeg været på kursus eller anden uddannelse i 19 dage. Jeg vil godt vædde med, at når måneden er omme, og vores lønseddel tjekker ind, så er den ikke prangende. Foto: Ernst van Norde
Thomas, koporal, Varde Kaserne: Unge korporaler og konstabler har i dag ikke muligheden for at låne særlig mange penge grundet en lav grundløn. Foto: Ernst van Norde
Hansen, konstabel, Haderslev Kaserne: Med hensyn til lønnen, der synes jeg man skal tage og kigge ind på det ansvar, vi har, når vi nu enten er ude og tælle mink eller stå ved Krudttønden, eller hvor vi ellers hjælper nationalt og internationalt. Foto: Ernst van Norde
CFU og Finansministeriet forhandler i januar og februar om overenskomsten for alle offentligt ansatte. Når de centrale forhandlinger er afsluttet, fastlægges den økonomiske ramme for hele det offentlige område.
Herefter får HKKF og PKOM besked om, hvor mange midler der er til rådighed for HKKF’s egen overenskomst – det såkaldte delegationsområde. Forhandlingerne foregår i et fire ugers vindue, som åbner umiddelbart efter, at CFU og Finansministeriet har afsluttet deres forhandlinger.