Sagerne bliver flere – og de er langt mere komplekse end tidligere. De politiske dagsordener stiller langt større krav til det faglige arbejde i forsvarets faglige organisationer end tidligere, og derfor vælger HKKF nu at styrke sin indsats.
"Vi skylder vores medlemmer det bedste, og der er nogle store udfordringer, vi skal løfte i de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi har den rette bemanding og udvikler os i takt med de krav, vi møder," siger næstformand Kurt Brantner fra HKKF.
I HKKF ansætter man derfor den 53-årige Flemming Fage Sørensen som faglig konsulent fra 1. marts.
Stor indsigt i forsvaret
Flemming Fage Sørensen har selv en baggrund i forsvaret – herunder 11 år som konstabel og korporal. Han har arbejdet i NATO’s hovedkvarter i Heidelberg i Tyskland og været udsendt af flere omgange. De sidste 15 år har Flemming Fage Sørensen været ansat i Centralforeningen for Stampersonel (CS), hvor han blandt andet har arbejdet målrettet med uddannelsesområdet, uddannelse af tillidsrepræsentanter samt løn og ansættelsesvilkår.
Det er således en stærk faglig ressource, som HKKF har valgt at ansætte.
"Flemming har stor erfaring med forsvaret. Han kender soldaternes hverdag og ved, hvad der optager dem. Han har indsigt i samarbejdssystemet og kan bidrage over en bred kam i HKKF. Vi glæder os rigtigt meget til, at Flemming begynder til marts," siger Kurt Brantner.
> Læs også: Får vi snart bedre vilkår i Forsvaret?
Brænder for at gøre en forskel
Med 20 år i militærpolitiet, 15 år i fagbevægelsen og en søn, der nu er konstabel i Søværnet, vil Flemming Fage Sørensen gerne skrive under på, at han kender forsvaret og det forsvarspolitiske område rigtigt godt.
Han glæder sig nu til at sætte sin viden og sine evner i spil for at gøre en forskel for medlemmerne af HKKF.
"Jeg vil kunne bidrage til arbejdet i HKKF på flere områder, men jeg glæder mig særligt til at hjælpe med at styrke uddannelsesområdet," siger Flemming Fage og fortsætter:
"Det er vigtigt at forberede hærens konstabler på det private erhvervsliv – at udvikle deres kompetencer. Men det er også vigtigt at sikre, at alle de kompetencer, de allerede har fået gennem deres tid i militæret, bliver sat i spil. Man kan rigtigt mange ting, når man har været i militæret – det skal italesættes og anerkendes."
Flemming Fage har desuden arbejdet med uddannelse og kompetenceudvikling af tillidsrepræsentanter i mange år og brænder for at styrke deres forhandlingskompetencer og klæde dem ordentligt på til udfordringerne på posten. Han glæder sig derfor også til at møde HKKF’s tillidsrepræsenterer og høre mere om, hvilke udfordringer de står overfor.
> Læs også: Da lokummet brændte, ringede myndighederne efter logistiksoldaterne
Faktaboks
- Flemming Fage Sørensen, 53 år.
- Opvokset i Skagen.
- Har ud over diverse uddannelser fra forsvaret en diplom i ledelse og en master i konfliktmægling fra Københavns Universitet.
- Har to sønner.