Da lokummet brændte, ringede myndighederne efter logistiksoldaterne

I marts 2020 blev Danmark ramt af den største krise siden 2. Verdenskrig, da Corona-pandemien med ét satte hele samfundet i stå. Og dermed var gode råd pludselig dyre inde hos Statens Serum Institut (SSI).

Ligesom russiske værnepligtige ved Stalingrad blev de og resten af myndighederne kastet direkte ud i forreste linje af en kamp, de hverken var trænet eller udrustet til – alt imens befolkningen krøb sammen foran skærmene for at synge fællessang og afvente seneste nyt fra fronten.

Skrækscenariet, man for alt i verden ville undgå, var Norditalien, hvor korteger af lastbiler hver nat rullede ud af Bergamo fyldt med ligkister. Redskabet hertil lød simpelt: test, test, test.

For at kunne gøre det, skulle man dog først bygge en national kapacitet op helt fra bunden. Et ansvar, som landede hos Statens Serum Institut og dennes underafdeling Testcenter Danmark. 

Snart herefter begyndte testmateriel fra hele verden derfor at ankomme til deres hovedkvarter på Amager. Det skulle så fordeles til ‘de hvide telte’ landet over, hvor befolkningen kunne blive podet, hvorefter de indsamlede prøver skulle transporteret tilbage for at blive analyseret.

Det var dog ét problem: Opgaven var et logistisk mareridt, som de færreste hos SSI havde erfaring eller kompetencer til at løse, og derfor besluttede man sig snart for at anmode om støtte fra forsvaret.

“Så i midten af april fik Anker - min sektionsfører - et opkald, hvor han fik besked på at samle et hold af logistikere,” fortæller OKS-1 Ragner Ekmann, der til dagligt arbejder med reservedele på Vordingborg Kaserne.

“Herefter ringede han til mig og Flemming Wikborg ovre fra Høvelte, og fortalte, at vores arbejdsplads fremover lå på Amager.”

Her lå den det næste halve år, imens soldaterne hjalp med at opbygge det logistiske skelet bag Operation Test, Test, Test. Det skete i tæt samarbejde med SSI’s ansatte, som på sigt skulle blive i stand til at løfte opgaven selv.

COVIDLOG hold 1

De fleste soldater har et lager af personlige anekdoter, der understreger vigtigheden af at være omstillingsparat, ihærdig og beslutsom. For det regner altid i Oksbøl, ofte har du kun dårlige kort på hånden, og din plan overlever sjældent længere end første møde med fjenden.

Det gælder især, når en dødelig pandemi lægger fædrelandet ned uden varsel.

Men selvom feltrationer og ammunition var blevet skiftet ud med testtuber og podepinde, opdagede soldaterne snart, at mange af deres kompetencer som logistikere i hæren var overførbare til denne civile verden:

“Vi havde ingen erfaring med medicinsk materiel, men vidste jo, at det var noget følsomt stads. Så derfor valgte vi at håndtere det ligesom ammunition, hvor der jo også skal tages nogle særlige hensyn. Og det havde vi heldigvis prøvet et par gange før,” fortæller Ragner Ekmann.

Faktisk kunne de med fordel anskue hele opgaven hos Statens Serum Institut som en form for INTOPS - selvom der tydeligvis var tale om et hold 1:

“I starten havde vi bogstavelig talt ingenting. Ingen lagerplads, intet udstyr, ikke engang et kontor. Vi måtte hoppe rundt mellem forskellige mødelokaler med vores egne, medbragte pc’er. Så jo, det føltes lidt som at ankomme først til missionsområdet for at bygge alting op,” siger han.

Pladsmangel var en konstant udfordring gennem soldaternes halve år ved Statens Serum Institut (Privatfoto).

De kunne løse den manglende flytte- og løftekapacitet ved selv at gå ud og skaffe en golfbil og gaffeltruck, hvorimod den akutte mangel på plads var et langt større problem. Lederen af SSI’s varemodtagelse beroligede dem dog med, at der kun forventedes at komme 100 paller med testmateriel i løbet af hele krisen.

“Men den drøm fik han hurtigt ødelagt,” bemærker OKS-1’eren.

For allerede to dage efter fik de besked om, at der snart ville ankomme en lastbil med 34 paller; den første af mange de næste måneder. Men selvom pladsmanglen dermed skulle blive et konstant problem igennem hele deres tid ved SSI, var den anden store udfordring paradoksalt nok, at de aldrig havde ting nok til at fylde på lageret.

“Man forsøgte at købe alt, hvad der bare lugtede af testmateriel, fra et totalt støvsuget verdensmarked. Så kvaliteten var svingende, og der var aldrig nok. Vi måtte åbne pakkerne med podepinde og fordele dem i bunker af 500, selvom hvert testcenter havde bestilt flere tusind,” fortæller Ragner Ekmann og fortsætter:

“Hvis de så ringede for at brokke sig, var der ikke andet at gøre end at sige: Vi har fået 30.000 podepinde til hele landet. Så hvor end jeg gerne ville, kan jeg bogstavelig talt ikke give dig flere, for så er der nogle andre, som må undvære”.

> Læs også: Hærens Corona-indsats har været en sejlads på ukendte farvande

Et møde mellem to verdener

Ved at gå til stålet på samme måde, som de ville have gjort i Afghanistan eller Irak, kunne soldaterne både åbne for posen med tidligere erfaringer og tage deres soldatermentalitet med på arbejde hver dag. Dette var dog også forbundet med visse udfordringer.

“Det forklarer nok nogle af de gnidninger, vi indimellem havde med især den daglige ledelse derinde. For det var sgu to vidt forskellige verdener, som kolliderede,” forklarer Ragner Ekmann.

I den ene er man vant til at kalde en spade for en spade – eller det der er værre – og beslutninger skal træffes hurtigt, uden at der går diskussionsklub i den. Men pludselig befandt soldaterne sig i et civilt bureaukrati fyldt, hvor man gjorde tingene lidt anderledes – ikke mindst i beslutningslaget af talløse mellemledere:

“Måske var de endnu i chok. Men i starten var det som om, de ikke havde indset, hvor alvorlig en krise Danmark faktisk stod i. Det var sådan noget med at holde et møde over frokost, og så beslutter vi noget i næste uge. Vi ville derimod løse alting nu og her, for ellers dør drengene ude ved fronten jo,” siger Ragner Ekmann.

​ "Der var én, som var bange for, at vi ikke fik nok kage. Og vi havde da ikke tænkt os at sige nej tak til mere," siger Ragner Ekmann, som her står til venstre for Tommy Kjær-Madsen (Privatfoto).

Hans oplevelse deles af OKS-1 Tommy Kjær-Madsen, kendt som ‘Junior’. Han gør til dagligt tjeneste i Slagelse, og stødte i starten af maj 2020 til kollegerne på Amager. Han understreger, at ledelseslaget ved SSI ikke bestod af dårlige mennesker. Men i en krisetid som denne kom flere af dem ganske enkelt til kort.

“Og det ser man jo ind imellem også i forsvaret: Nogle personer kan være gode fredstidsførere herhjemme, men falder igennem, når virkeligheden rammer nede sydpå,” siger Tommy Kjær-Madsen.

Han tilføjer, at når du som kriseleder får udstukket en opgave, skal du være i stand til hurtigt at finde de rette folk, det rigtige materiel og herefter sætte i værk.

"Men det var tydeligvis ikke en måde, man var vant til at arbejde på hos SSI. Nogle af lederne besad ikke det ro og overblik, der skulle til, imens andre generelt bare havde en lidt for afslappet indstilling til alting. Og de færreste var i stand til at skære igennem og træffe hurtige beslutninger,” fortæller han.

Chefen skal kende virkeligheden på jorden

Ragner Ekmann og Tommy Kjær-Madsen tilføjer dog begge, at alt dette slet ikke er så underligt. Som soldater har de rig erfaring med at arbejde i tilspidsede situationer - både ude og hjemme - hvorimod de færreste civile danskere har en lignende værktøjskasse at trække på. Det er en fremmed verden for dem.

“Som land har vi jo ikke været i en krise som denne siden 2. Verdenskrig, så hvor skulle folk hos SSI have lært at operere i sådan en virkelighed? Det er helt forståeligt, at mentalitet og arbejdsgang lige skulle omlægges fra fredstid til krisehåndtering. Og det kom tit i nogle ryk, hvor vi lige måtte hjælpe lidt på vej,” siger Ragner Ekmann

Han kommer med to eksempler på dette:

Efter længe at have råbt forgæves op om deres akutte pladsmangel, kørte SSG Anker, soldaternes sektionsfører, til sidst ud og hev fat i direktøren for Testcenter Danmark. Så tog de hen på lageret, så hun ved selvsyn kunne se, at der bogstavelig talt ikke var mere plads. Og det hjalp faktisk.

“Det viser jo, at uanset om vi snakker krig eller Corona, så bliver chefen bare nødt til at have føling med, hvad der foregår ude på jorden,” siger Ragner Ekmann, hvis næste eksempel understreger dette.

Et par måneder efter, at soldaterne startede, kom en af vicedirektørerne ned på lageret til dem, fordi hun havde hørt noget om, at der ikke var podepinde nok til at opfylde testcentrenes behov. De svarede, at sådan havde det været siden dag ét – hvilket de også havde gjort ledelsen opmærksomme på.

“På trods af dette var det bare først, da hun rent faktisk kom ned til os, at alvoren ramte med 200 km i timen – og hun var tydeligvis meget rystet. Til gengæld var hun så absolut en medspiller for os efterfølgende, og tingene begyndte snart at glide langt bedre,” siger Ragner Ekmann, inden han med et grin tilføjer:

“Måske gik det op for SSI, at en af dem risikerede at skulle have en rigtig ubehagelig telefonsamtale med Mette Frederiksen.” 

> Læs også: Soldater kommer i stigende grad til at tackle atypiske opgaver

Bullets don't fly without supply

Men også hos soldaterne førte mødet med den civile verden til en række erkendelser - blandt andet om vigtigheden af diplomati og arbejdsgange. Hvilket i sidste ende gjorde begge parter bedre i stand til at samarbejde mod det fælles mål.

“Det gik hurtigt op for os, at vi blev nødt til at lægge vores stil om og file nogle kanter af. At opgaveløsningen ville køre mere gnidningsfrit, og dermed også bedre, hvis vi krydrede den militære tilgang med lidt mere tålmodighed, end hvis vi havde stået i Afghanistan,” fortæller Ragner Ekmann.

Det gjaldt også den halvsorte soldaterhumor, som ikke nødvendigvis passede ind hos SSI. Det giver Tommy Kjær-Madsen ham ret i:

“Du skal tilpasse værkstedshumoren til det værksted, du befinder dig i. Og nu var vi jo faktisk i deres verden, så det er helt fair, at vi stak en finger i jorden. Det skulle vi dog lige vænne os til.”

Det vigtigste, de tog med, var dog aha-oplevelsen ved at kunne træde til og bidrage med deres kompetencer, da Danmark en dag stod og skulle bruge dem. En støtte, som bidrog til, at antallet af daglige tests på landsplan i løbet af det halve år steg fra blot 5.000 til 75.000.

“Nogle soldater har jo oplevet at blive kaldt barnemordere og den slags, når de bevæger sig rundt i landet iført uniform. Og det her var en god mulighed for at vise, at vi også kan andet end at skyde efter folk i fremmede lande. At vi har masser af kompetencer, som er brugbare for samfundet i nationale krisetider,” siger Ragner Ekmann. 

Hvorefter han tilføjer:

“Det gælder ikke mindst logistiksoldater som os, der jo sjældent spiller hovedrollen i krigsfilmene. Men som vi plejer at sige: I fredstid snakker man om taktik – i krigstid handler alt om logistik.”

​Ligesom på enhver anden INTOPS holdt soldaterne styr på, hvornår de havde end of tour. Og da dagen endelig oprandt, var der både ros og tårer. Mest af alt var der dog stolthed (Privatfoto).