Veteranerne fra 1864 vendte hjem til et land, der helst ville glemme

Den 27. marts 1895 trådte en 49- årig mand ind på det værelse, han lejede på Sankt Annæ Plads midt i København. I hånden havde et stærkt reb.

Manden hed Wilhelm Dinesen. Ud over at sidde i Folketinget for Ven­stre var han forfatter, skribent for endnu nye avis Politiken, og hans evner med pennen gik siden i arv til bør­nene Thomas Dinesen og Karen Blixen. Og så var han veteran fra Danmarks katastrofale nederlag til Preussen og Østrig i 1864, hvor han som 18-årig havde deltaget i nogle af krigens hårdeste kampe.

Hi­storiker Tom Buk-Swienty, kendt for bøgerne ‘Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’, har skrevet en biografi om Wilhelm Dinesen. En mand, der muligvis slap helskindet gennem krigens metalliske stormvejr, men aldrig for alvor fandt fred.

“Dinesen var godt selv klar over, at der var noget galt med ham. Og selvom man skal passe på med at diagnosticere folk så mange år efter, er det nærliggende at formode, at han led af en form for PTSD. Især hvis du sammenligner med det, vi også ser hos danske krigsveteraner i dag,” siger Tom Buk-Swienty.

Efter krigen vekslede Dinesen konstant mellem rastløsheden og et ønske om at kunne falde til ro. Det sidste drev ham i 1870’erne dybt ind i de Nordame­rikanske skove, hvor han i en periode levede i selvvalgt isolation som pelsjæger.

"Jeg tvivlede på min egen evne til overhovedet at kunne udrette noget som helst. Og da der kom nogle personlige genvordigheder til, opgav jeg det hele og rejste til Amerika," skrev han om den 'sjælesyge', der kom til udtryk i trangen til at flygte væk fra alt.

Uroen i Wilhelm Dinesens krop og sjæl fik ham derimod til gang på gang at opsøge nye krige i fremmede lande i et forgæves forsøg på at jagte den sejr, han ikke selv havde oplevet som 18-årig.

Det var nu ellers ikke fordi, der manglede traumatiske oplevelser i rygsækken – hvoraf den største fandt sted 18. april 1864. En dato, som både ændrede Danmarkshistorien for stedse og ætsede sig ind i hukommelsen på Dinesen og tusindvis af andre soldater.

Klokken 10 om formiddagen stormede tyskerne de danske skan­ser ved Dybbøl efter i ugevis at have bombarderet dem til grus med tungt artilleri. Da solen gik ned, og roen havde lagt sig over slagmarken, var omkring 600 danske soldater faldet og over 1.200 såret.

I sin erindringsbog 'Fra Ottende Brigade' beskriver Dines slet og ret begivenhederne denne dag som 'et menneskeslagteri'.

“Røg og blod, våbenlarm og skrig fyldte pladsen – men de dan­ske trængte frem,” fortæller han om ham og resten af 8. Brigades dødsforagtende modangreb, der formåede at slå tyskerne tilbage og generobre Dyb­bøl Mølle under voldsomme nær­kampe.

I sidste ende var overmagten var dog for stor, og snart blev danskerne atter presset tilbage; hen over alle de så­rede og bunkerne af forvredne lig, forbi den sønderskudte mølle som først dansk igen i 1920.

Det sidste nåede Wilhelm Di­nesen aldrig selv at opleve.

I 1895 trådte han op på en stol, fæstnede løkken om sin hals, og tog herefter sin sidste beslutning her i livet – som andre krigsveteraner havde gjort det før ham, og som nogle endnu gør i dag, når minderne fra slagmarken ikke vil forlade dem.

> Læs også: Hvad fik vi ud af 20 år i Afghanistan?

​ 8. Brigades modangreb (Maleri af Vilhelm Rosenstrand)

​Efter slaget. Tyske soldater på de erobrede danske skanser (Foto: F. Brandt Flensborg).

Når drengene vender hjem

Siden 1948 – en periode på 73 år – har godt 60.000 personer været udsendt af det danske forsvar, og defineres derfor som veteraner. Til sammenligning oplyser Histo­riecenter Dybbøl Banke, at der i midten 1870’erne var ca. 58.000 danske veteraner – bare fra 1864. Det var omkring tre procent af landets daværende befolkning.

I dag ville det betyde, at der gik ca. 185.000 perso­ner rundt iblandt os, som havde deltaget i én enkelt blodig krig. Men selvom historien om 1864 er blevet fortalt utallige gange gennem tiden, er det overraskende svært at finde sær­lig meget om, hvad der blev af disse solda­ter efter krigen.

I kildematerialet går én ting dog igen: da drengene vend­te hjem, var dan­skernes velkomst ikke altid noget at råbe hurra for.

Sent om aftenen 29. juni 1864 ankom Diderik Johansen og hans regiment til Faaborg med skib, efter at de og resten den danske hær var blevet fordrevet fra Als under hår­de kampe.

På havnen var der fyldt med mennesker: Nogle stod og spejdede æng­steligt efter kendte ansigter blandt de mange soldater, andre var der for at høre se­neste nyt om slaget. Nogle tjente en skilling ved at sælge mad og snaps, imens andre delte det gratis ud.

Midt i dette kom en mand hen til Diderik og bemærkede, at ham og hæren vist ikke havde gjort deres arbejde ordentligt – hvilket den trætte soldat ikke tog særlig pænt: De havde alle gjort deres bedste, og manden kunne jo bare have deltaget selv, hvis han mente, at han kunne have gjort det bedre, bed Diderik Johansen ham af.

Episoden er ikke enestående. Tom Buk-Swienty hæfter sig dog ved, at der også er mange eksem­pler på, at danskerne mødte frem med venlighed, blomster og forstå­ende klap på skulderen. Men når det ikke altid var tilfældet, skyldes det nok, at mange brugte soldater­ne som syndebukke for deres en skam og chok over nederlaget.

I bogen ‘Dommedag Als’ beskriver han, hvordan en folke­mængde var mødt frem, da et skib med danske soldater lagde til ved Toldboden i København efter månedsvis i tysk krigsfangeskab. Og det var ikke for at hylde de hjemvendte.

“Hvor er geværerne?”, råbte folk med høje grin, da soldaterne gik fra borde. Samtidig hævede de armene i en form for hånende æresport, som de skulle gå igennem. Der fandt lignende episoder sted rundt om i byen, hvilket ikke overraskende førte til slagsmål, når de rapkæftede bemærkninger blev for meget for soldaterne.

Én ting var dog reaktionen fra uforstående civilister. Noget andet var følelsen af at blive behandlet utaknemmeligt af det militære sy­stem, som soldaterne havde kæm­pet som en del af.

Da løjtnant Frede Boisens re­giment ankom til København efter krigens afslutning, var de spændte på, hvordan turen gen­nem byen ville forlø­be. Ligesom Wilhelm Dinesen havde de nemlig deltaget i 8. Brigades meget omtalte modangreb ved Dybbøl, så mon ikke der var bare én eller anden form for modtagelse?

Men der var ingen officiel velkomst, og heller ingen flag at se. Soldaterne fik ikke engang lov til at mar­chere gennem byen. I stedet blev de ført uden om som tyve i natten.

“Skjult af voldens træer nåede vi hen til Sølvgades Kaserne, hvor vi blev aftrådt uden et afskedsord,” skrev løjtnanten bittert.

Efter krigen var Jens Peter Nielsens regiment marcheret til en kaserne i Holbæk. En dag blev soldaterne bedt om at træde an – og fik så besked på at aflevere uni­formen og selv finde hjem. Jamen skal vi gøre det nøgne?, spurgte soldaterne vredt. Det må I selv om, lød svaret.

“Vi var næsten lige så gale i hovedet som den dag, vi kæmpede ved Dybbøl. Men heller ikke denne gang hjalp vores raseri os,” skrev Jens Peter Nielsen, som måtte tra­ske hele vejen hjem til Thy iført de laser, han havde formået at tigge sig til fra barmhjertige indbyggere i lokalområdet.

Som en af hans kammerater bemærkede, afleverede den danske hær således sine soldater tilbage i ‘ligkister eller som krøblinge og stoddere’.

​De tapre landssoldater hyldes under deres hjemkomst til København i 1849 (Maleri af Otto Bache).

September 2012. Soldaterne fra ISAF hold 13 marcherer gennem København efter seks måneder i Afghanistan (Foto: Sara Skytte / Forsvarsgalleriet).

Et dansk Vietnam

Selvom meget siden 1800-tallet har sig i måden, hvorpå Danmark tager hånd om sine soldater, var det dog først i 2010, at vi fik en egentlig veteranpolitik. Som en del af denne kom der et øget fokus på at anerkende soldaternes indsats, ikke mindst på den nye nationale flagdag for Danmarks udsendte hvert år den 5. september.

Så da mine kammerater og jeg vendte hjem fra Afghanistan i 2012, blev vi derfor hyldet med en parade i Kø­benhavn: Til tonerne af sange som ‘Dengang jeg drog afsted’ marche­rede vi gennem byen, imens folk viftede med Dannebrogsflag og råbte hurra.

Scenen var som taget ud af malerierne fra Treårskrigen (1848-50), hvor Danmark havde slået et tysk oprør ned i Slesvig-Holsten. Og det nok ikke tilfældigt, at det er denne krig, fremfor 1864, som inspirationen lod til at være hentet fra.

“Efter sejren i Treårskrigen havde danskerne øst deres glæde ud over ‘de tapre landsoldater’, der i øvrigt inkluderede Wilhelm Dine­sens far. Landet over marcherede de stolte hjem til jubel og folkefest. Det var noget lidt andet end det, Wilhelm og hans generation selv kom til at opleve i 1864, og kontrasten er nok ikke gået over hovedet på nogen,” for­tæller Tom Buk-Swienty.

Ifølge ham minder det på sin vis om Vietnamkrigen, hvor de hjemvendte amerikanske soldater også fik en noget anden velkomst end den, deres fædre havde fået efter sejren i 2. Verdenskrig.

I 1864 skulle de slagne solda­ter ligeledes hjem og se folk i øj­nene, der i sin tid var marcheret hjem med rank ryg. Den danske histo­riker Palle Lauring beskriver i bo­gen ‘1848 – 1864’, hvordan de unge veteraner nogle steder blev mødt med bemærkninger som: “Nåh, så I kunne nok ikke klare tyskerne?”. I mindst et tilfælde gik en de unge herefter ud i stalden og hænge sig.

Rasmus Glenthøj er historiker ved Syddansk Universitet, hvor han har beskæftiget sig indgående med 1864. Også han mener, at sammenlignin­gen med Vietnam giver mening.

“Imens deres fædre blev hyldet med parader og folkefest, måtte sønnerne luske duknakkede og skamfulde hjem, og forskellen har været tydelig for alle og enhver. Krig er aldrig sjovt – men det er altid værst at vende tilbage som taberen,” siger han.

> Læs også: 122 år gammelt forlig har fortsat en stor betydning

Den sidste kriger takker af

Til 50-års jubilæet for krigen i 1914 var tiden dog blevet en anden, og veteranerne blev derfor indbudt til en tredages fest i Kø­benhavn. Her blev de omsider hyldet med gallamiddage og et optog, der end­te foran Amalienborg, hvor Kong Christian d. 10. holdt tale:

“Tak, for hvad De i deres ung­dom var villige til at ofre ved per­sonlig indsats – og for de savn De bar, da fædrelandet kaldte på sine sønner,” fortalte han de gråhårede mænd nede på slotspladsen.

Den 22. november 1942 for­svandt vores sidste direkte led til disse krigere, da Ove Henning Jacobsen sov stille ind på et al­derdomshjem i Herning i en alder af 101 år. Den sidste veteran døde dermed halvvejs igennem Nazi­tysklands besættelse af Danmark.

Fejringen i forbindelse med hans 100-års fødselsdag indike­rer måske, hvad Ove har tænkt om, den gamle fjende var tilbage: Nogle tyske officerer havde nemlig bedt om lov til at komme forbi og ønske ham personligt tillykke. Det skulle han dog ikke nyde noget af.

​Foto: Holger Damgaard / Det Kongelige Bibliotek.